Flankeangreb, angreb i siden på en fjendtlig militær enhed. Flankeangreb vil normalt være mere fordelagtigt end angreb direkte mod fjendens front, hvor han forventer sammenstød med modstanderen og derfor er bedst forberedt. Flankeangreb søges gennemført med stor hastighed for at opnå størst mulige resultater, inden fjenden har nået at ændre sin opstilling og indsætte tilstrækkelige støttevåben og styrker til at standse angrebet. Samtidig med flankeangreb foretages derfor ofte et frontalt angreb for at fastholde og vildlede fjenden. Se også krig.