De israelske forsvarsstyrker benævnes ofte ved deres engelske forkortelse "IDF" for Israel Defense Forces. De har siden især Seksdageskrigen i 1967 tiltrukket sig betydelig international opmærksomhed, dels grundet Israels krige, dels deres rolle i besættelsen af de palæstinensiske områder.
IDF er forkortelsen for Israel Defense Forces.
IDF's formål er at sikre landet mod, hvad man i Israel ser som tre strategiske trusler:
Det israelske militærs opgaver, organisering og materiel er i vidt omfang en afspejling af de opfattede trusler. Også de militære erfaringer samt landets karakter af multikulturelt indvandringsland præger styrkerne. I perioder har IDF internationalt været anset for at være militært særdeles kompetent, men vurderingen har været skiftende. Israel er ikke part i nogen militær alliance, men har nære forsvarsforbindelser til USA.
IDF har siden oprettelsen i 1948 været set som et eksistensforsvar. Der er værnepligt for kvinder og mænd. Efter hjemsendelsen indgår værnepligtsenhederne i reservestyrkerne og genindkaldes regelmæssigt til træning og tjeneste. Enhedernes våben, materiel og krigsforsyninger ligger klar på depoter, og Israel kan mobilisere betydelige styrker på få døgn.
IDF er organiseret i tre værn: Hæren, flyvevåbnet og flåden. Derudover deler værnene en del militære stabe, skoler, logistiske elementer og efterretningsorganer. Desuden er der paramilitære styrker, hvor en blanding af ansatte og værnepligtige bevogter landets grænser og sikrer mod terrorangreb i større byer, lufthavne og på tog- og busstationer.
Endelig er der et stort ubevæbnet civilforsvar, hvis opgave er at beskytte civilbefolkningen i forbindelse med terror og under krig med bl.a. førstehjælp, brandslukning, gennemsøgning af ruiner samt nødforsyning af el og vand.
De israelske stående hærstyrker, dvs. de styrker der består af fastansatte plus dem der er indkaldt til tjeneste og er uddannede og klar til indsættelse, er omkring 110.000. Derudover er hærens reservestyrke på formentlig 350.000 soldater, som er det antal, der blev indkaldt, da Hamas angreb Israel fra Gaza i oktober 2023.
Flåden og flyvevåbnet er på samme måde bemandet med en blanding af fastansatte, værnepligtige og i krise og krig også mobiliserede hjemsendte værnepligtige. IDF's bemanding i fred, krise og krig er ikke velbeskrevet i offentlige kilder, og de angivne tal bygger på skøn.
I princippet kan alle militært uddannede hjemsendte israelere genindkaldes. Reelt er de nyligst hjemsendte enheder både fysisk stærkest og bedst trænet og udrustet. Jo ældre reservisterne er, jo ældre er deres enheders våben og materiel, og jo mindre krævende opgaver har de.
Værnepligten er på to år for kvinder, 2½ år for mænd og op til fire år for dem, der udtages til officerer. Den starter typisk når de unge er 18 til 20 år. Visse faglærte, fx. mekanikere, læger og tandlæger, indkaldes som en del af eller efter deres uddannelse og har kortere tjenestetid.
Selv om værnepligten i princippet er ens for kvinder og mænd, fritages kvinder oftere end mænd af sociale og medicinske grunde. Derfor er kun omkring en tredjedel af de værnepligtige kvinder. Såvel mænd som kvinder indgår i reservestyrkerne indtil de fylder 40. Officerer og visse specialister er dog pligtige til mobilisering til de er 45 eller ældre. Kvinder der er gravide eller mødre er undtaget fra værnepligt og mobiliseringspligt, men kan melde sig til frivillig tjeneste.
Værnepligten omfatter jødiske, drusiske og cirkassiske israelere (dog kun mandlige drusere og cirkassere). Ultraortodokse jøder, der lige efter 2. Verdenskrig blev set som en udryddelsestruet minoritet, er stadigvæk fritaget for værnepligt. Arabiske israelere, omkring 21 procent af befolkningen, er også fritaget for værnepligt. Der er dog tradition blandt en mindre andel af de israelske beduiner for frivilligt at tage værnepligtsuddannelsen og indgå i IDF og paramilitære enheder. Enkelte officerer fra minoriteterne opnår karrierer op til generalsrang.
Indtil og under den arabisk-israelske krig i 1948 løste kvinder kampopgaver på lige fod med mænd. Derefter har IDF undgået at have kvinder i front bl.a. med henvisning til den også seksuelle vold, de risikerer at blive udsat for, hvis de bliver taget til fange. Indtil år 2000 blev kvindelige værnepligtige kun anvendt i mindre frontnære roller i logistik, efterretning, signaltjeneste og som instruktører og sekretærer. Over 500 kvindelige israelske soldater er dog blevet dræbt i krigene indtil 2016 og et ukendt antal i Hamas-krigen i 2023. Efterhånden som ligestilling har vundet frem, er størsteparten af de militære specialer, også i kamptropperne, blevet åbnet for kvinder. Det er dog fortsat en meget lille andel, der bestrider de fysisk hårdeste og farligste opgaver.
IDF udsprang af militsstyrker og det er sammen med værnepligtssystemet og den lange tjenestetid grundlaget for IDF's kultur. Efter den indledende træning, der i en del enheder især i kamptropperne er hård, er der generelt en ganske uformel kultur.
Ritualer, uniformer og formel disciplin har således ikke en stærk plads i IDF. Det har bevirket, at israelske officerer og sergenter må opnå deres soldaters tillid ved at være kompetente og bidrage til de vanskeligste og hårdeste opgaver. Israelsk officerskultur sætter det at gå forrest i krig højt. Det har historisk medført militært set uhensigtsmæssigt høje tab af officerer.
I årene efter 2. Verdenskrig modtog Israel en lille million jødiske indvandrere, der flygtede fra de arabiske og muslimske lande, og et lidt større antal fra Europa og især USA. Siden Sovjets opløsning er yderligere 1,3 million især russiske og ukrainske indvandrere ankommet. De mange indvandrere er fra meget forskellige kulturer og kun få af dem kunne tale moderne hebraisk ved ankomsten. Værnepligten har for mange fungeret som en introduktion til landet og dets kultur og sprog.
Israel er omkring 400 km fra nord til syd, men blot 15 km bredt hvor det er smallest. Arealet er 20.000 km2, så landets størrelse svarer til to tredjedele af Jylland.
Den midterste og nordlige del af landet er tæt befolket og bebygget og har en moderne og veludviklet infrastruktur. Den sydlige halvdel med Negev-ørkenen er tyndt befolket. De relativt tæt befolkede og økonomisk vigtige centrale og nordlige dele af landet er på grund af de korte afstande til nabolandene sårbart over for overraskende konventionelle angreb såvel som for raket- og missilangreb. Den tyndt befolkede sydlige del er enklere at forsvare, da det er mindre sårbart og mest består af ørken, hvor fjendtlige styrker er nemmere at opdage og bekæmpe.
Israel har adgang til Middelhavet med bl.a. to industrihavne og til Det Indiske Ocean via byen Eilat ved Det Røde Hav. Adgangen til Middelhavet har ikke været militært truet i videre omfang. Adgangen til de sydlige have har periodevis været lukket af Egypten indtil freden i 1979. En lukning af Elat har alvorlige økonomiske konsekvenser for Israel, der importerer størsteparten af sin energi ad den vej. Egyptens lukning af søvejen fra Eilat var en central årsag til krigene i 1956 og 1967.
Grundet landets beskedne størrelse har Israel kun en enkelt international lufthavn, der ligger nogenlunde beskyttet mod angreb over land midt mellem Tel Aviv og Jerusalem. Denne lufthavn må lejlighedsvis lukkes på grund af beskydning med raketter og missiler fra især Gaza.
Det har været Israels strategi så vidt muligt at undgå at forsvare landet på eget territorium. Derved minimeres egne civile tab og ødelæggelse af landets infrastruktur og økonomi. Israel har derfor opbygget et stærkt luftvåben, der kan bringe kampen over til fjenden hurtigt og med kort varsel, og en hær der hurtigt kan mobiliseres og føre krigen ind på fjendens territorium.
Et andet særligt træk er landets meget store vægt på at undgå egne såvel civile som militære tab. Der er bygget beskyttelsesrum i de fleste byområder ligesom parcelhuse og andre boliger ofte har et sikret rum, et såkaldt 'safe room', der er bygget af armeret beton og har en tyk ståldør. Her kan beboerne søge tilflugt, når deres by beskydes med raketter, og låse sig inde og afvente hjælp, hvis fjender forsøger at bryde ind i boligen.
Indtil for et par år siden bragte de fleste israelske værnepligtige soldater deres personlige våben med sig, når de rejste til og fra tjenesten. Også hjemsendte soldater har i betydeligt omfang haft deres militære våben låst inde i hjemmet. I perioder med mange terrorangreb var det almindeligt, at såvel soldater som reservister – også i civilt tøj – medbragte deres våben, når de var uden for hjemmet på arbejde, indkøb eller i bilen mv.
Grundet den udbredte bevæbning af aktive soldater og reservister er der ofte blevet reageret ganske hurtigt på terrorangreb med våben. Stadig flere terrorangreb især i den Anden Intifada (2000-2005) blev imidlertid udført med bomber og selvmords-bomber.
Siden 2010'erne har lange perioder med mere fredelige tilstand i Israel ført til, at reservisters personlige våben er blevet samlet ind og låst inde i centrale våbenkamre. Bekymringen var bl.a., at våbnene kunne komme i hænderne på terrorister. I årene op til 2023 blev det derfor stadig mere sjældent at se bevæbnede soldater og civile i gadebilledet. Afvæbningen har været fremhævet som en af forklaringerne på de store tab ved Hamas’ uventede angreb på israelske civile i 2023.
Såvel Hizbollah i Sydlibanon som Hamas og Islamisk Jihad i Gaza har anvendt raketter (der ikke er styrbare) og missiler.
Hizbollah er med det iranske regimes støtte blevet udstyret med især raketter. Den Anden Libanesiske Krig i 2006 blev udløst af et overraskende og vellykket angreb fra Hizbollah ind i Israel. I følge israelske skøn affyrede Hizbollah under krigen 4.000 af dets anslåede 15.000 raketter mod Israel, hvilket medførte en del militære og civile tab.
Efter Hizbollahs relative succes i 2006-krigen indledte også Hamas raketangreb mod Israel. Med især Irans støtte har Hamas og Islamisk Jihad importeret og produceret mortergranater og raketter og efterhånden missiler og samlet set (i følge IDF) affyret omkring 30.000 (tallet inkluderer 2023 ) mod Israel.
De nyeste typer er missiler med en rækkevidde på over 150 km, der kan ramme stort set hele Israel. Flertallet er dog enkle og billige raketter og mortergranater. Mindst ti procent af især de lokalt producerede raketter afskudt fra Gaza eksploderer ved affyringen eller flyver for kort og rammer selve Gaza.
Uanset at et automatiseret system af radar og sirener advarer befolkningen, der så går i beskyttelsesrum (de gives typisk 30 til 90 sekunders varsel), er der lejlighedsvis militære og civile israelske tab. Selv om den reelle risiko er lille for den enkelte, er raketterne en belastning, specielt om natten og for børnefamilier og ældre. Et af de mere effektive israelske svar på raketterne er det højteknologiske Iron Dome-system, der i høj grad beskytter beboede områder.
Uanset at seneste egentlige storkrig var i 1973, har IDF forsøgt at fastholde evnen til at gennemføre en storkrig mod en ligeværdig fjende. Hærens væsentligste komponenter er:
Den stående styrke består af ca. 13.000 militære fuldtidsansatte og omkring 100.000 værnepligtige soldater. Israelske værnepligtige grunduddannes decentralt hos de enheder, de indgår i. Efter soldaternes funktionsuddannelse og enhedsuddannelse indgår enhederne i den almindelige fredstids opgaveløsning. Den stående styrke er opdelt i:
Brigaderne er primært bemandet med uddannede tjenestegørende værnepligtige. En betydelig andel af den stående styrke er indsat til at kontrollere de besatte områder og til sikring af landets grænser.
Reservestyrken består af mindst 350.000 soldater der er i umiddelbart beredskab. Færdiguddannede værnepligtsenheder hjemsendes samlet som enheder og med egne sergenter og officerer. De kan øves og mobiliseres samlet, idet deres våben, udrustning og materiel ligger klar på depoter. Enhedernes færdigheder vedligeholdes ved genindkaldelser, og deres parathed testes med mobiliseringsøvelser. Reservestyrkerne er organiseret som:
Den hurtige mobilisering af omkring 350.000 reservister på få dage i oktober 2023 illustrerede, at reserveenhederne faktisk er til rådighed og kan mobiliseres på få dage. Det er ikke offentligt kendt, hvor veltrænede de reelt er, og om deres våben, materiel og udrustning er tilstrækkeligt og reelt fungerer. IDF har i årtier oplevet et faldende forsvarsbudget og har derfor givet måttet spare ved at reducere kvaliteten på en del områder. Erfaringerne fra 2006-krigen mod Hizbollah viste, at reservestyrkerne var i en dårlig tilstand hvad angik bl.a. udrustning og uddannelse.
Hæren har i perioden 1949-67 og igen fra 1982 primært været indsat til bekæmpelse af angreb fra Libanon og til oprørsbekæmpelse i de besatte palæstinensiske områder. At være besættelsesstyrke giver relativt få tab, men er erfaringsmæssigt typisk demoraliserende og forrående og kan nedsætte den militære evne til konventionel krig.
For at kunne opbygge en stor mobiliseringshær på en økonomisk realistisk måde må IDF fastholde selv ret gammelt materiel og udrustning. Jo ældre de mobiliserede reservister er, jo ældre våben og udrustning har de, og jo mindre krævende og farlige opgaver tildeles de i princippet. Hærens hovedmateriel er:
Når der købes nyt, er der i de seneste årtier primært investeret i kommunikationsudstyr, missiler og missilforsvar og i mindre grad i nye tungere våbentyper. IDF satser på en omfattende digitalisering, der har til formål af give strategiske varsler, et virkelig godt overblik over kamppladsen og kort reaktionstid. Denne tendens til at erstatte uddannet personel i stort antal og afprøvede metoder med nytænkning og innovative systemer er dels drevet af besparelser, dels af teknologi-optimisme. Tendensen er omstridt i Israel, hvor mere traditionelt orienterede soldater har argumenteret for, at gevinsterne er spekulative. Hamas’ overraskende angreb i 2023 og den relativt usikre reaktion fra IDF vil også på den baggrund blive analyseret nøje i de kommende år.
IDFs enheder har i perioder, specielt i 1967- og 1973-krigene, været så veluddannede, motiverede og præget af selvdisciplin og gensidig tillid, at de fik ry for at udføre, hvad der i dag kaldes mission command. Det vil sige, at soldater og enheder på alle niveauer har kunnet kæmpe ekstremt effektivt på grundlag af korte og enkle ordrer, der blot udstikker en opgave i stedet for at dirigere soldaterne detaljeret.
Derudover har IDF i disse perioder mestret Combined Arms Operations, på dansk kaldet samvirke mellem våbenarterne. Samvirket, hvor infanteri, artilleri og kampvogne støtter hinanden tæt og hjulpet af logistik, ingeniører m.fl., forudsætter en høj grad af professionalisme og gensidig tillid, som især skabes i kraft af realistisk og intensiv øvelsesvirksomhed.
Den israelske flåde har et mandskab på 10.000 (heraf 3.000 værnepligtige) og er således lille i forhold til hæren og flyvevåbnet og har tre opgaver. Den skal sikre Israels kystlinje mod indtrængende terrorister, vise styrke i nære farvande, og med muligvis atombevæbnede ubåde opnå strategisk afskrækkelse. Blandt flådens sejlende enheder er
Søværnet moderniseres løbende og er højteknologisk, og dets større sejlende enheder er velbevæbnede med moderne missiler. Ubådene er af tysk konstruktion, og Israel har bidraget til udviklingen af en del af deres overvågnings- og efterretningsudstyr.
Flyvevåbnet råder over ca. 20.000 militære fuldtidsansatte og 15.000 værnepligtige soldater. Flyvevåbnet er højt prioriteret i IDF. Ud over at beskytte landet mod angribende fly forøger det i et tæt samvirke flådens og hærens slagkraft. Desuden kan det reagere hurtigt, bringe kampen ind på fjendens territorium, og med brug af lufttankning række langt ud i regionen. I krigstid kan flyvevåbnet forstærkes med yderligere omkring 20.000 i reserveenheder, der udfører logistik og bevogter og reparerer skader på flyvestationerne. Dermed er flyvevåbnets samlede krigsstyrke på omkring 55.000.
Flyvevåbnet har følgende fly:
Fra en begyndelse i 1948 med underlegenhed i luften opbyggedes flyvevåbnet, og leverede specielt i Seksdageskrigen i 1967 en militært set helt afgørende indsats. Der har dog været situationer i Israels krige, hvor flyvevåbnet er blevet overrasket over fjendens luftforsvar og lidt betydelige tab.
I løbet af 1970'erne hvor det begyndte at modtage amerikanske fly, blev flyvevåbnet regionens stærkeste. Efter fredsaftalerne med Egypten og Jordan har det dog stort set ikke været indsat mod stater, men mod især Hizbollah i Sydlibanon og mod Hamas og mål i Gazastriben. Også fjerne mål så langt væk som i Tunesien og Irak og muligvis Sudan er blevet ramt. Flyvevåbnet arbejder tæt sammen med landets militære industri og har et meget højt teknologisk niveau. Det er også ansvarligt for rummet som kampplads. Den israelske militærindustri har bygget og opsendt militære satellitter, formentlig til overvågning. Landet er dermed uafhængigt af kommercielle satellitter eller andre landes.
Det er bredt antaget, men aldrig officielt bekræftet, at Israel har atomvåben. Formodentlig lykkedes det Israel at producere de første våben i 1967. Det skete på trods af amerikanske forsøg på at stoppe dette, og sandsynligvis i samarbejde med Frankrig, der havde brug for israelske fysikeres indsigt for selv at konstruere kernevåben. Det antages bredt, men på grundlag af meget få kilder, at landet har mellem 200 og 400 atomvåben.
Atomvåbnene kan formodentlig leveres med fly, med ballistiske missiler fra landjorden og med krydsermissiler fra ubåde. Israel holder fast i en "hverken bekræfte eller afkræfte"-politik, hvad angår disse våben. Årsagen er formentlig, at en formel bekræftelse kan medføre, at de omkringliggende lande politisk vil føle sig tvunget til også at udvikle a-våben. Israel har aldrig tiltrådt den atomare ikke-spredningstraktat, NPT.
Israel har aktivt arbejdet på at forhindre, at regionale naboer fik atomvåben. Efter den islamiske revolution i Iran i 1979 overtog det nye styre et igangværende civilt atomprogram og antages siden at have arbejdet på at bygge atomvåben. Det har Israel forsøgt at stoppe med bl.a. sabotage, herunder med digitale midler, og formodede drab på iranske civile atomvåbenforskere.
I 1981 bombede Israel et atomkraftværk i Irak, mens det var under opbygning med kommerciel fransk støtte. I 2007 ødelagde israelske jagerfly en formodet reaktor i Syrien.
I kraft af at en meget betydelig andel af landets befolkning, herunder politikerne, selv har militær uddannelse og tjeneste bag sig, kender de deres forsvars tilstand, styrker og svagheder. Samtidig er der tradition for livlig og hård samfundsdebat. IDF's status, handlinger og udvikling debatteres engageret politisk og i det offentlige rum. Det bidrager til at sikre, at IDF er under reel civil kontrol af regering og parlament.
Israelske officerer alderspensioneres når de er i 40'erne, og nogle af dem går ind i politik. Fem af 14 israelske premierministre og adskillige ministre har været generaler, før de blev politikere.
I årene omkring Israels oprettelse bevæbnede landet sig ved at producere primitive våben, istandsætte efterladt 2. Verdenskrigs materiel og indkøbe tjekkoslovakiske våben med Sovjets implicitte støtte.
Op gennem 1950'erne var Frankrig hovedleverandør af våben, mens israelerne i stigende grad udviklede deres civile industri på en måde, hvor den også kunne producere militære forsyninger og materiel. Få dage før Seksdageskrigen i 1967, på et tidspunkt hvor Israel frygtede for sin fremtid som nation, standsede Frankrig våbenleverancer til landet. Det bidrog til den israelske beslutning om at prioritere opbygningen af en national våbenindustri. Israel kan dog ikke på en økonomisk realistisk måde gøre sig helt uafhængig af våbenimport, men spreder sårbarheden ved at købe fra flere af de store producentlande, især USA, Tyskland og Italien.
Under krigene i 1956 og især i 1967 og 1973 erobrede Israel arabiske våben og ammunition af sovjetisk oprindelse, der så blev istandsat og forbedret for at indgå i IDF. Også israelsk industrispionage og indkøb under falsk flag (falsk identitet) bidrog til bevæbningen af IDF. Fra 1960'erne var Israel i stand til at producere våben af en kvalitet og i et omfang, der gjorde eksport mulig. I første omgang håndvåben, men efterhånden stadig mere komplicerede luftværns- og panserværnsmissiler og elektroniske og digitale midler og software til efterretningsindhentning. Blandt de lande, der i dag køber israelsk militært udstyr, er Indien, Aserbajdsjan, Vietnam og lejlighedsvis Danmark.
Fra 1960'erne til 1987 producerede Israel egne militære fly, herunder kampfly, men omkostningerne blev til sidst for høje. Landet har fortsat en højteknologisk formåen, der bl.a. har gjort, at det er førende i udvikling af droner. Som det eneste land har USA givet Israel mulighed for at fejlrette og videreudvikle det amerikanske F-35 jagerfly til F-35I. Det teknologisk førende missil- og raketforsvarssystem Iron Dome er blevet internationalt kendt grundet dets meget synlige evne til at beskytte større byer og er blevet eksporteret til bl.a. USA fra 2019.
På det landmilitære område er Israel gået fra at kunne renovere og opgradere udenlandske kampvogne til siden 1970'erne til at kunne bygge egne kampvogne. I den israelske ”Merkava” kampvogn er vægten lagt på beskyttelse af personellet. Kvalitetsmæssigt antages den at være fuldt på højde med de nyeste versioner af den tyske Leopard og amerikanske Abrams M1. Også selvudviklede kampkøretøjer og selvkørende rør- og raketartilleri produceres i Israel. Landet har kapaciteten til at producere mange komponenter i en moderne kampvogn, men køber en del af de mest komplicerede komponenter fra bl.a. Tyskland, Frankrig og USA.
Det militære samarbejde med USA blev udviklet i løbet af 1960'erne. Da Sovjetunionen i denne periode valgte at støtte Egypten, Syrien og Irak med omfattende våbensalg og udstationering af titusinder af især russiske instruktører og rådgivere, ønskede USA at begrænse Sovjets indflydelse. Frygten for at en arabisk krig mod Israel kunne ende med en arabisk og dermed sovjetisk sejr, spillede en afgørende rolle for, at USA valgte at støtte Israel.
I modsætning til NATO-landene samt bl.a. Sydkorea og Japan har USA ikke givet sikkerhedsgarantier til Israel. Der er dog et militært samarbejde mellem USA og Israel, og Israel deler i et vist omfang efterretninger med USA og oplagrer amerikanske militært materiel.
USA donerer hvert år omkring knap 4 mia. US dollars til Israel. Det svarer til omkring 0,7% af Israels BNP. Størsteparten af disse midler er bundet til våbenkøb i USA, og midlerne udgør omkring en sjettedel af Israels forsvarsbudget. Donationen skaber arbejdspladser i USA, også ved at Israel (og Egypten, der også modtager militær hjælp) reelt bindes til amerikanske våbensystemer.
En del af de små jødiske samfund, der opstod med jødiske indvandring til den osmanniske syriske provins, dannede fra omkring 1906 vagtværn for at sikre sig mod tyveri og røveri. En del jøder fra området kæmpede med briterne i 1. Verdenskrig og hjemtog dermed militær ekspertise.
Efter en massakre i Hebron i 1929, hvor 67 indbyggere fra byens jødiske mindretal blev dræbt og andre blev fordrevet, og efter det arabiske oprør 1933-39, blev de jødiske vagtværn efterhånden forstærket til militser. Disse forenedes til tre undergrundsstyrker, det dominerende og overvejende socialistiske (reelt socialdemokratiske) Haganah samt de små højrenationale Irgun og Lehi.
Mange jøder fra Palæstina kæmpede på britisk side under 2. Verdenskrig, herunder i en af briterne i 1944 oprettet jødisk brigade. Erfaringen fra krigen bidrog til Haganahs omdannelse fra milits til en egentlig militær styrke.
Med staten Israels oprettelse i 1948 blev IDF skabt som landets forsvarsstyrke på grundlag af Haganah og indlemmede efterhånden de øvrige militser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.