Landminer, sprængladninger med en tændanordning, der er indrettet således, at de ved en vis påvirkning udløses enten øjeblikkelig eller med en kort forsinkelse. Moderne landminer kan desuden være fjernstyrede samt selvødelæggende eller selvneutraliserende, dvs. at de efter en vis tid bliver uskadelige. Efter formål inddeles de i panserminer og personelminer.
landminer
Landminer. Advarselsskilt fra Angola. Gennem årtiers borgerkrig er meget store områder blevet befængt med landminer, og det enorme minerydningsarbejde vil tage adskillige år. Indtil det er gennemført, må man nøjes med at afmærke de minerede områder, der ofte omfatter hårdt tiltrængt landbrugsjord ved byer og bebyggelser.
Panserminer
Formålet med minerne er at beskadige køretøjer så meget, at de stoppes. Ældre typer udløses ved det tryk, som et køretøjs hjul eller bælte frembringer; nyere miner er forsynet med fuldbreddevirkende tændere, der udløses elektronisk eller mekanisk, når køretøjet passerer. Udviklingen går i retning af at erstatte den traditionelle mine med våben, der er udstyret med sensorer og selv finder og angriber målet.
Personelminer
Formålet med minerne er at gøre soldater ukampdygtige; de kan opdeles i trædeminer og springminer. Sidstnævnte detonerer efter at være blevet slynget ca. 1-1,5 m op i luften af en mindre krudtladning, hvorpå metalsplinter spredes inden for en snes meter.
Miner, der kan være nedgravet eller udlagt oven på jorden, kan udlægges manuelt eller maskinelt, de kan udkastes fra særlige køretøjer eller fra fly og helikoptere, eller de kan udskydes med raketter eller granater.
De første egentlige landminer, simple panserminer, blev brugt af tyskerne i 1918 som modtræk til de nye britiske og franske kampvogne. Under 2. Verdenskrig spillede landminer en væsentlig rolle i især Sovjetunionen, Nordafrika og på Vestfronten som middel til at standse, sinke eller tvinge modstanderens panser- og infanteristyrker ad bestemte veje. I efterkrigstiden er landminer i stadigt stigende omfang blevet brugt som et terrormiddel mod modstanderens styrker og civilbefolkningen, ikke mindst i borgerkrige.
Ifølge internationale aftaler skal minerede områder om muligt indhegnes og afmærkes for at forhindre, at nogen uforvarende bevæger sig ind på dem. Endvidere skal et mineret område registreres. Erfaringer fra konflikter i slutningen af 1900-t. viser imidlertid, at både regulære militære enheder og især irregulære styrker i udstrakt grad overtræder disse bestemmelser. Det formodes, at der findes mere end 10 mio. landminer (2014), hovedparten personelminer, udlagt i forskellige lande. Hårdest ramt er visse lande i Asien, Mellemøsten, Afrika og det tidligere Jugoslavien.
Adskillige lande, heriblandt Danmark, har i 1996 vedtaget at afstå fra enhver form for produktion og anvendelse af landminer, og denne beslutning er (2014) tiltrådt af mere end 150 lande ved undertegnelse af Ottawatraktaten i 1997. Se også International Campaign to Ban Landmines.
Også i Danmark har der været udlagt et betydeligt antal landminer. Under besættelsen lagde tyskerne ca. 1,4 mio. miner primært langs den jyske vestkyst. I kapitulationsvilkårene blev det bestemt, at tyske tropper under kontrol af danske ingeniørkommandoer skulle rydde minerne, og da rydningen var afsluttet i oktober 1945 var der blevet optaget 452.819 panserminer og 936.462 personelminer. De tyske tab under arbejdet udgjorde 149 dræbte og ca. 300 sårede. Ikke alle miner blev fundet, men de resterende antages nu at være uvirksomme.
Se også minerydning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.