Tankfly, fly, som militært anvendes til lufttankning af kampfly, støttefly og helikoptere med det formål at forøge deres rækkevidde.

Tankfly anvender normalt et af to systemer til lufttankning. Ved det såkaldte bomsystem styres et ca. 12 m langt rør fra tankflyet til påfyldningsstudsen på det fly, som skal tankes. Røret kan holde til et stort pumpetryk, så brændstoffet hurtigt kan overføres. Systemet kræver et ekstra besætningsmedlem kaldet Boom Operator.

Ved kurvsystemet fires en påfyldningsslange med en tragtformet kurv for enden bagud til flyet, som skal tankes. Systemet kræver intet ekstra besætningsmedlem, men da slangen ikke kan tåle det samme pumpetryk tager overførslen af brændstof længere tid.

Til tankning anvendes flytyper af såvel militær som civil oprindelse, fx KC-135 Stratotanker, der modsvarer Boeing 707-passagerflyet. Kampfly kan udrustes med særlige pods til Buddy Refueling af andre kampfly.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig