Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåbens virkning skyldes frigørelse af en enorm energimængde ved spaltning, fission eller fusion (sammensmeltning) af atomkerner.

Faktaboks

Etymologi

Betegnelserne ’kernevåben’ og ’atomvåben’ bruges ofte synonymt. I professionelle sammenhænge bruges almindeligvis 'kernevåben' (på engelsk: 'nuclear weapon'), fordi energiudladningen skyldes en kernereaktion og ikke en atomar reaktion

Kernevåben er kun brugt af USA under 2. Verdenskrig til angreb på de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i 1945.

Kernevåben spiller en betydelig rolle i den internationale magtbalance mellem førende stater og som afskrækkelsesmiddel i internationale storkonflikter.

Det samlede arsenal af kernevåben i verden udgør en risiko for global ødelæggelse.

Truslen om anvendelse af kernevåben

Et ubevæbnet Trident II missil (Sea Launched Ballistic Missile, SLBM) affyres fra undervandsbåd ud for Floridas kyst. Hvert missil er beregnet til at fremføre op til otte 475 kilotons termonukleare sprænghoveder.

.
Licens: Public domain

Der er ni kernevåbenbevæbnede lande, som i 2023 tilsammen har ca. 12.500 nukleare sprænghoveder. Heraf tilhører 89 % Rusland eller USA. Militære styrker råder aktuelt over ca. 3.800 kampklare kernevåben, der kan affyres med kort varsel.

Fremføringsmidler

Kernevåbens anvendelighed som kampmiddel er knyttet nøje sammen med rådighed over dels tilstrækkelige mængder egnede kernematerialer (primært tritium, lithium, uran og plutonium) til udformning af sprænghoveder og dels et tilstrækkeligt antal egnede fremføringsmidler. Kombinationen heraf danner grundlaget for kernevåbens militære og politiske opdeling på forskellige måder.

Traditionelt bliver kernevåben inddelt i afstanden fra affyringssted til målområde:

  • langdistance ( over 5.500 kilometer)
  • mellemdistance (500 til 5.500 kilometer)
  • kortdistance (under 500 kilometer)

Nogenlunde svarende hertil kan man også inddele kernevåben i:

  • strategiske våben, der anvendes på lang afstand fx fra ét kontinent (Asien) til et andet (Amerika) mod krigsafgørende mål
  • taktiske våben, der anvendes i et afgrænset kampområde mod militære styrker

Endelig kan kernevåben opdeles efter, om de er beregnet til brug fra:

Langdistancevåben

Langdistancevåben, også kaldet strategiske våben, har altså en rækkevidde på over 5.500 kilometer. Som fremføringsmiddel anvendes bl.a. interkontinentale ballistiske missiler (ICBM).

De kan være placeret i faste, nedgravede installationer, siloer, med døgnbemanding og en særlig infrastruktur, der tillader affyring med få minutters varsel. Andre ICBM missiler kan være placeret på mobile enheder, der forflytter sig i skovområder og lignende, hvorved de kan være svære at ramme fx i et overraskelsesangreb.

En moderne type ICBM, de såkaldte MIRV-missiler (Multiple Independently Targetable Re-entry Vehicle), kan indeholde flere kerneladninger, som hver for sig kan rettes mod mål, der kan ligge flere hundrede kilometer fra hinanden. En anden type er MARV-missilet (Maneuverable Re-entry Vehicle), som er et styrbart MIRV-system, hvor den enkelte kerneladning kan få retningskorrektioner efter frigørelse fra modermissilet.

En ny missiltype er hypersoniske missiler såsom det russiske Avangard, der kan fremføre nukleare sprænghoveder på over to megatons sprængkraft med hastigheder op til 25.000 km/time og samtidig manøvrere undervejs.

Fremføring af strategiske kernevåben kan også ske med langdistancebombefly og med overfladeskibe og ubåde.

Under den kolde krig var bombefly med nukleare bomber konstant i luften, mens atomdrevne ubåde med interkontinentale missiler uafbrudt sejlede på patrulje, klar til med kort varsel at sætte et angreb ind.

Mellemdistancevåben

Sovjetisk SS-20 (5.000 km rækkevidde, 3x 150 kt sprænghoveder) og amerikansk Pershing-II (1.700 km rækkevidde, 80 kt sprænghoved) IRBM blev opstillet i Air and Space Museum i Washington i forbindelse med indgåelse af INF-traktaten i 1987. Traktaten blev ophævet i 2019, da NATO konstaterede russisk udvikling af et nyt mellemdistancemissil, SSC-8. Foto: John-Erik Hansen, 2012

Disse våben (Intermediate Range Nuclear Forces, INF) har en rækkevidde på 500 til 5.500 kilometer.

Sprænghovederne fremføres af jager- eller bombefly, mellemdistancemissiler (Intermediate Range Ballistic Missile, IRBM) eller af krydsermissiler, som kan affyres fra jordoverfladen, fra fly eller fra skibe.

Opstilling af IRBM-missiler i Europa førte i 1987 til en traktat (INF) mellem USA og Sovjetunionen med et totalforbud for landbaserede mellemdistancemissiler i 1987.

Kortdistancevåben

Taktiske kernevåben (Short-range Nuclear Forces, SNF) har en rækkevidde på under 500 kilometer. Fremføringen kan ske med kortdistancemissiler eller som ladning i artillerigranater.

Ligesom taktiske kernevåben fremført med jagerbombefly tænkes disse våben først og fremmest anvendt i forbindelse med direkte kamphandlinger imellem troppe- og flådestyrker i en afgrænset kampzone i modsætning til lang- og mellemdistancevåben, som primært er planlagt som angrebs- eller gengældelsesvåben mod mål i modstanderens hjemland.

Virkningsprocessen i kernevåben

I fissionsvåben spaltes tunge atomkerner, fx uran-235 eller plutonium-239. En kernespaltningsproces kan kun startes og holdes i gang af en kædereaktion med tilstrækkeligt mange frie, hurtige neutroner. Det sker enten når mængden af kernesprængstoffet bliver tilstrækkeligt stor, den såkaldte kritiske masse (ca. 50 kg for ukomprimeret uran-235 og ca. 15 kg for ukomprimeret plutonium-239), eller når en såkaldt underkritisk masse momentant presses sammen, så de frie neutroner har større sandsynlighed for at ramme en spaltbar kerne.

  • Ved kanonrørsmetoden skydes to underkritiske masser sammen vha. en drivladning af almindeligt sprængstof. Herved dannes en overkritisk masse, kernereaktionen starter, og våbnet eksploderer.
  • Ved implosionsmetoden udgør kerneladningen en kugleskal, der er omgivet af et lag almindeligt sprængstof. Ved antændelse heraf sker der en voldsom sammenpresning til 2-3 gange den oprindelige tæthed af kerneladningen. Herved dannes et område med overkritisk masse, kernereaktionen indledes, og våbnet eksploderer.

I de moderne flertrins fusionsvåben, som de store lande anvender til strategiske termonukleare kernevåben i dag, sker energifrigørelsen både ved fissionsprocesser og ved en sammensmeltning, fusion, af de lette atomkerner fra brintisotoperne deuterium og tritium – heraf navnet brintbombe eller hydrogen- (H) bombe.

Denne type kernereaktioner kræver meget høje temperaturer for at kunne gå i gang. Det sker, når et fissionsvåben eksploderer, og et sådant anvendes derfor som indledende ladning i et moderne kernevåben. Disse fissions-/fusionsvåben betegnes også termonukleare våben.

Moderne våbendesign

I de første atombomber, som var rene fissionsvåben, var udnyttelsesgraden af det fissile materiale meget lav. Efter atombombesprængningen over Hiroshima har man beregnet, at kun 1,8% af det fissile materiale faktisk blev spaltet.

Moderne våbendesign i nukleare sprænghoveder, der er større end 50 kilotons sprængkraft, baserer sig almindeligvis på et to-trins princip, hvor et fissionselement sætter gang i et fusionselement, som så sætter gang i endnu en fissionsproces (Teller-Ulam design fra 1951). Herved opnås en langt kraftigere effekt, idet fusionsdelen leverer så meget energi, at selv den normalt ikke-spaltbare Uran-238, som der findes store mængder af i naturen, og som pakkes omkring fusionsladningen, også kan starte en fissionskædereaktion, der ender med at udgøre hovedparten af våbnets samlede energiudladning.

Gennem denne stadigt anvendte designoptimering er termonukleare kernevåben både blevet kraftigere og billigere end de simplere fissionsbaserede kernevåben, 'atombomber', som et lands offensive kernevåbenudvikling typisk starter med.

Nyere designelementer inkluderer også andre forhold, som både giver større sikkerhed under arbejdet med sprænghovederne og ikke mindst sikrer mod utilsigtet eksplosion, men også andre forhold såsom gradueret eksplosionseffekt, penetrationsevne og radioaktiv effekt.

Der er udviklet en særlig type termonukleare våben, hvor en væsentlig del af den frigjorte energi udsendes som neutronstråling, populært kaldet neutronbomber. I et almindeligt termonukleart kernevåben fordeles den udviklede energi med ca. 50 % til trykbølge, 35 % til varmestråling og 15 % til ioniserende stråling. Ved et neutronvåben er fordelingen ca. 40 %, 25 % og 35 %. Den kraftige neutronstråling er meget ødelæggende for biologiske organismer, men skader i mindre udstrækning materiel. Våbnet er derfor specielt egnet som taktisk våben mod kampvogne eller andre pansrede enheder, der ellers giver mandskabet en rimelig beskyttelse mod tryk- og varmepåvirkning.

Kernevåbens sprængkraft og skadevirkning

Et kernevåbens størrelse, dvs. sprængkraft, angives ved mængden af den energi, der udvikles ved eksplosionen, idet der sammenlignes med sprængstoffet trinitrotoluen (trotyl, TNT).

Der anvendes måleenhederne kiloton (kt), hvor 1 kt = 1.000 tons trotyl, og megaton (Mt), hvor 1 Mt = 1.000.000 tons trotyl.

Der findes kernevåben i størrelser fra 0,01 kt til 60 Mt. Den fysiske størrelse af et kampklart sprænghoved er relativt lille; fx er det termonukleare sprænghoved W88 med 475 kt sprængkraft kun ca. 1 m langt og vejer omkring 200 kg.

Når et kernevåben eksploderer, dannes der omkring eksplosionspunktet en ildkugle, hvorfra der øjeblikkelig og med lysets hastighed udsendes et skærende lysglimt, en kraftig varmestråling, en ioniserende stråling og en elektromagnetisk puls (EMP), der ødelægger elektriske kredsløb.

Fra ildkuglen udgår endvidere en trykbølge af orkanstyrke; virkningen heraf er omstyrtning af huse og træer samt knusnings- og trykskader på materiel. Denne virkning anses for våbnets vigtigste. Når ildkuglen stiger til vejrs, afkøles den og omdannes til en sky, hvis udseende afhænger af eksplosionshøjden.

Har ildkuglen berørt jordoverfladen (overfladeeksplosion), vil der fremkomme både neutroninduceret radioaktivitet omkring hypocentret (nulpunktet på jordoverfladen, der ligger lodret under eksplosionspunktet) samt en kraftig områdeforurening i form af radioaktivt nedfald (fall-out) i eksplosionens læside. Dette nedfald består af jord- og støvpartikler, der er suget op i skyen, og som radioaktive produkter fra eksplosionen har sat sig på.

Har ildkuglen derimod ikke berørt jorden, vil der kun i mindre omfang være neutroninduceret radioaktivitet omkring nulpunktet, og der vil ikke forekomme radioaktivt nedfald af væsentlig betydning.

Et kernevåbens skadevirkninger afhænger således af både våbenstørrelse og eksplosionshøjde samt forhold omkring målet som fx vejret eller beskyttende foranstaltninger.

Kortlægning af skadevirkningen

Simuleret kernevåben detonation 1.830 m over Rådhuspladsen i København (200 kt russisk RS24 Yars ICBM): 200.000 døde, 350.000 sårede i et skadeområde der strækker sig til Dragør, Albertslund og Klampenborg. Modellering: John-Erik Hansen 2023.

NUKEMAP by Alex Wellerstein (https://nuclearsecrecy.com/nukemap/). Map data © OpenStreetMap contributors, CC-BY-SA, Imagery © Mapbox.

Ud fra de erfaringer, man har indsamlet efter atombombesprængningerne i 1945 i Japan, ulykker med civile radioaktive kilder samt forsøg i forbindelse med prøvesprængninger og lignende, er der dannet et forholdsvist detaljeret billede af de fysiske skadevirkninger, man kan forvente efter en kernevåbeneksplosion (se hosstående simulation):

  • Trykbølgen kan give akutte skader på mennesker og materiel i form af knusningslæsioner enten i sig selv eller som følge af kollision med genstande. I figuren svarer den grå zone, der rækker ud til Bispebjerg, Nordhavn og Vanløse, til det område, hvor trykbølgen efter en 200 kt kernevåbensprængning 1.830 m over Rådhuspladsen vil have ødelagt de fleste bygninger.
  • Varmestrålingen kan give omfattende forbrændingsskader. Selv ud til flere kilometers afstand, hvor trykskader ikke opleves, vil der kunne opstå symptomgivende forbrændinger på mennesker (gul zone i figuren svarer til 3. grads forbrændinger i 6 km radius fra Rådhuspladsen). Tættere på hypocentret kan brandbare materialer bryde i brand og give almindelige brandskader.
  • Akut blindhed skyldes det kraftige lysglimt fra selve detonationen og forsvinder spontant efter få minutter. Har man kigget direkte mod ildkuglen, kan der ske forbrændinger af nethinden med hel eller delvis blindhed til følge.
  • Akut strålesyge viser sig i form af opkastning, hovedpine, feber og diarré. Fremkommer symptomerne indenfor en halv time efter eksponering, er der betydelig risiko for dødelig udgang. Forsinket strålesyge hos primært overlevende personer, der er blevet eksponeret for ioniserende stråling over 0,75 Gy efter en kernevåbeneksplosion, viser sig efter 2-6 uger i form af blødningstendens, infektioner og blodmangel. Ved stigende stråledoser tilkommer blodig diarré, mavesmerter, opkastninger, feber, forvirring og træthed/sløvhed stigende til bevidstløshed og død.
  • Strålebetingede senfølger hos mennesker afhænger af eksponeringsdosis og inkluderer først og fremmest forskellige kræftformer i efterfølgende år. Mod forventning er der ikke påvist øget forekomst af genetiske skader hos børn af atombombeoverlevere.
  • Radioaktivt nedfald med langlivede radioaktive isotoper (fx strontium-90 og cæsium-137) kan kontaminere jord, fødevarer og overfladeindsamlet drikkevand i områder i vindretningen, hvorved sene sygdomstilfælde kan forekomme også flere hundrede kilometer udenfor det umiddelbart ramte detonationsområde. Ved omfattende brug af strategiske kernevåben kan støv hvirvles op i atmosfæren/stratosfæren, føres rundt om hele kloden og dække for sollyset, hvilket kan resultere i temperaturfald og misvækst af afgrøder (såkaldt ’atomvinter’) af flere års varighed. Radioaktivt nedfald kan desuden gøre land- og byområder ubrugelige i flere år pga. stråling fra langlivede radioaktive isotoper.

Sammenbrud i infrastruktur

Den lægelige behandlingsudfordring i den akutte fase vil ikke så meget ligge i behandling af de enkelte sygdomsramte personer, idet skadetyperne ikke afviger væsentligt fra, hvad der kan ses til dagligt.

En afgørende udfordring vil der derimod opstå, fordi antallet af akut tilskadekomne vil overvælde den eksisterende behandlingskapacitet. Dertil kommer et forventeligt sammenbrud af kommunikationsmidler pga. den elektromagnetiske puls, hvilket vil skabe kaos samtidigt med, at store grupper af borgere mere eller mindre spontant vil forsøge at fjerne sig fra området under vindfanen fra detonationen og de ødelagte/kontaminerede områder.

I den beskrevne simulation af et kernevåbens detonation over København (se kort) vil situationen yderligere kompliceres af, at landets centrale myndigheder og deres styringsinstrumenter ikke kan forventes at bevare funktionsevnen. Ud over de umiddelbart dræbte vil det samlede tabstal forventes at kunne stige meget betragteligt over de efterfølgende dage og uger.

Kampklare kernevåben

Det kræver meget store ressourcer at opbygge og vedligeholde en militær kernevåbenkapacitet. Der er både tale om økonomiske investeringer af et så stort omfang, at kun et mindre antal stater er i stand til at løfte opgaven. Dertil kommer et uomgængeligt behov for meget høj teknisk ekspertise baseret på betydelig forsknings- og udviklingsindsats over mange år. Selve den ledelsesmæssige, logistiske, sikkerhedsmæssige og administrative håndtering af såvel udviklingsprogrammet som den efterfølgende vedligeholdelse af en troværdig, offensiv kernevåbenkapacitet er så krævende, at flere stater har nedlagt begyndende programmer eller helt undladt at forsøge sig med et kernevåbenprogram.

Den vigtigste rolle, en kernevåbenslagstyrke har, er at den øger statens internationale prestige og status og fungerer som den ultimative afskrækkelse for enhver angriber. Kernevåben er derfor paradevåben, men med reel mulighed for anvendelse.

De ni stater med kernevåben

De ni kernevåbenstaters anslåede beholdning af kernevåben var i 2023:

Stat Kernevåben
Rusland 5.889
USA 5.244
Kina 410
Frankrig 280
Storbritannien 225
Pakistan 170
Indien 164
Nordkorea 164
Israel 90

Udviklingsprogram for kernevåben

Anvendelse af kernekraft som energikilde til civile formål kræver en ressourcekrævende udvikling af teknisk kompetence og infrastruktur, som også kan danne erfaringsgrundlag, produktionskapacitet og materielanskaffelse til brug i et militært kernevåbenprogram. Modsat udviklingen af andre masseødelæggelsesvåben kan udvikling af kernekraft og evt. et kernevåbenprogram ikke nemt skjules for omverden.

Det første skridt i udviklingen af en offensiv militær kernevåbenslagkraft er udvikling af mindre fissionsbaserede kernevåben til fremførelse som gravitationsbomber med fly eller kort- til mellemlangtrækkende missiler. Sådanne taktiske kernevåben er beregnet til brug i regionale militære konflikter, og anvendelsesdoktrinen skal ses i lyset af det pågældende lands forventede, regionale konfliktbillede.

Strategisk slagkraft og modsvar

Affyringscentral ved underjordisk silo med Minuteman III ICBM i Colorado med kaptajn James L. King og løjtnant Kevin R. McCluney.

.
Licens: Public domain

Behovet for særlige systemer mht. beslutningsstøtte, sikkerhedsforanstaltninger, kommunikation, IT- og cybernetværk samt logistisk infrastruktur bliver endnu mere udtalt, hvis der udvikles en strategisk kernevåbenslagkraft. Her stræbes der efter en samlet kapacitet, der sikrer at landet – selv efter at være ramt af et ødelæggende, fjendtligt angreb – kan svare igen med en slagkraft, der vil være uacceptabel for enhver fjende.

For at sikre sig at staten kan gøre gengæld selv efter et overraskende og ødelæggende kernevåbenangreb, har nogle af de kernevåbenbevæbnede lande et vist antal bombefly eller undervandsbåde bevæbnet med langtrækkende kernevåben. Da disse platforme dels er relativt fleksible dels kan være skjult, søger man herved at sikre et ultimativt gensvar. Der sejler derfor konstant et vist antal neddykkede undervandsbåde fra flere nationer rundt i verdenshavene med affyringsklare kernevåbenmissiler. Ligeledes er en vis del af de landbaserede interkontinentale kernevåbenmissiler placeret på mobile platforme fremfor udelukkende i faste siloanlæg nedgravet i jorden.

Faste, silobaserede ICBM er sårbare men har den egenskab, at de er klar til affyring med minutters varsel, hvorved konstant overvågning af det globale luftrum mhp. detektion af fjendtlige missilaffyringer bliver afgørende for gensvar inden egen tilintetgørelse.

Strategiske bombefly har en noget længere aktiveringstid, men dels kan de udstationeres til regionale kriseområder i opbygningsfasen, dels kan de hver fremføre op til 20 kernevåbenbærende krydsermissiler, hvorved bombeflyet kan fungere som en fremskudt affyringsplatform uden selv at bevæge sig ind i fjendens luftrum.

Fem af de ni nuværende kernevåbenlande vurderes at have sådan en samlet, strategisk slagkraft med inddragelse af styrker i luften, på jorden og i havet, hvilket kaldes en kernevåbentriade.

Aktuelle våbenkapaciteter og overvågning

Både internationale organisationer, som fx FN’s kontor for nedrustning (UNODA), og forskellige NGO’er holder øje med den globale udvikling, hvad angår kernevåben og militær kapacitetsopbygning. De omfatter Bulletin of the Atomic Scientists, der blev stiftet i 1948 af Albert Einstein og Robert Oppenheimer, Federation of American Scientists og Stockholm International Peace Research Institute.

Overvågningen sker med anvendelse af landenes egne oplysninger og med information som fremkommer gennem andre, åbne kilder herunder satellitovervågning, militærøvelser, afhoppere eller dissidenter.

Samlet set er der en igangværende teknologisk modernisering af kernevåbenkapaciteterne i eksisterende, kendte kernevåbenlande, og nogle lande er også påbegyndt en udvidelse af våbenkapaciteten. Dertil kommer, at der er et eller flere nye lande som mistænkes for at være i gang med at udvikle en kernevåbenkapacitet. De nuværende kernevåbenkapaciteter kan kort skitseres således:

Rusland

Russisk K-551 Vladimir Monomakh, SLBM-bevæbnet ubåd af Borei-klassen
.
Licens: Public domain

Den russiske kernevåbentriade består af Strategiske Raketstyrker med ca 1.197 sprænghoveder på landbaserede ICBM missiler (fx RS-24 Yars, rækkevidde: 10.500 km), Strategiske Luftforsvarsstyrker med ca. 580 sprænghoveder i bombefly (Tu-35/160) og nukleare flådestyrker bestående af 11 SLBM (Sea Launched Ballistic Missile) -bevæbnede atomundervandsbåde med 896 sprænghoveder (bl.a. RSM-56 Bulava).

Dertil kommer et lidt mindre antal sprænghoveder beregnet til taktisk brug ved hjælp af kortrækkende missiler (fx Iskander-M, rækkevidde: ca. 350 km), jagerbombere (fx MiG-31K) eller luftforsvarssystemer. Samlet antal kampklare sprænghoveder (inkl. et reservelager) anslås til 5.889, som hver har en sprængkraft mellem 10 og 800 kilotons.

I de senere år er der igangsat et omfattende moderniseringsprogram af den russiske kernevåbenslagstyrke, hvorved de forældede fremføringssystemer fra Sovjet-tiden er næsten helt udfaset. I stedet er tilkommet nye kernevåben med bedre styringssystemer og optimerede sprænghoveder, f.eks. de nye ICBM RS-29 Sarmat termonukleare missiler hver med 10 sprænghoveder à 500 kt sprængkraft og med en rækkevidde på op til 18.000 km, som er meldt kampklare fra den 1. september 2023. Ligeledes er den nye strategiske ubådstype af Borei-klassen under udbygning med yderligere atomdrevne ubåde frem til i alt 10 Borei ubåde i 2027 hver bevæbnet med 16 SLBM med multiple sprænghoveder.

Den russiske doktrin for anvendelse af kernevåben er også blevet opdateret i 2020, hvorefter man vil anvende kernevåben, hvis man bliver angrebet med kernevåben eller andre masseødelæggelsesvåben, eller hvis man i en konventionel krig står overfor statens undergang.

Svarende til den justerede kernevåbenpolitik har Rusland 28. februar 2023 ophævet den hidtil eksisterende aftale med USA om at holde antallet af strategiske kernevåben indenfor bestemte grænser og at kontrollere dette ved gensidige inspektioner (’New START’-aftalen fra 2011). I yderligere forlængelse af den russiske kursjustering har Rusland for første gang siden Sovjetunionens sammenbrud tilsyneladende udstationeret kernevåben udenfor Rusland, da man i oktober 2023 efter eget udsagn udstationerede kernevåben i Belarus (Hviderusland), hvor man også har placeret kernevåbenegnede Iskander missiler og 10 kernevåben-klargjorte Su-25 bombefly på belarusiske baser.

USA

B-52 bombefly til fremførelse af strategiske kernevåben, primært krydsermissiler

.
Licens: Public domain

Den amerikanske, strategiske kernevåbentriade består af 1.920 sprænghoveder på 14 Trident II bevæbnede undervandsbåde, 800 sprænghoveder på 400 Minuteman III landbaserede ICBM missiler og 788 sprænghoveder i bomber og krydsermissiler til fremførelse med B52 eller B2A bombefly.

Dertil kommer ca 200 taktiske sprænghoveder (B61 -3/-4 bomber), hvoraf halvdelen er udstationeret i NATO lande i EU (Belgien, Holland, Tyskland, Italien), hvor de kan fremføres af F16 og F35A jagerbombefly. Med sprænghoveder fra reservelageret kommer den amerikanske kernevåbenkapacitet op på 5.244 sprænghoveder med sprængkraft svarende til den russiske.

USA’s anvendelsesdoktrin for kernevåben er uændret, at man ikke vil afvise at være den første til at bruge kernevåben i yderste tilfælde, hvis USA’s eller dets allieredes vitale interesser er truet. Den øgede spænding på det nukleare område afspejler sig i bl.a. øgede øvelsesaktiviteter med såvel strategiske som taktiske kernevåben. I forhold til tiden under den kolde krig har man opdateret de militære plankomplekser herunder OPLAN 8010-12, som er karakteriseret ved at samtænke såvel konventionelle som ikke-konventionelle (inkl. nukleare) kampmidler og -ressourcer i samlede operationelle krigsplaner, der bl.a. har Rusland, Kina, Nordkorea og Iran i modstanderrollen.

USA har samtidig iværksat et omfattende moderniseringsprogram, der rækker ud over 2039, og som bl.a. vil erstatte de nuværende Minuteman III missiler med en helt ny generation af strategiske ICBM missiler, LGM-35A Sentinel, inklusive et nyt termonukleart sprænghoved, W87-1. Også de ubåds-baserede strategiske kernevåben er i færd med at blive opgraderet, så de er mere præcise og sikre, og dertil kommer et helt nyt termonukleart sprænghoved, W93, der forventes operationsklar i 2036. De eksisterende kernevåbenbestykkede ubåde bliver erstattet af en helt ny atomubådsklasse, Columbia, der forventes operationsklar i 2031. Og endelig sker der også opgraderinger af luftvåbnets kernevåbenkapacitet med nye bombefly, B21, nye flybomber, B61-12, og nye kernevåbenbærende krydsermissiler, AGM-181.

Øvrige kernevåbenlande

Ud over Rusland og USA er der tre (måske fire) andre lande, der har en offensiv, strategisk kernevåbenslagstyrke, som lever op til kriterierne for en garanteret gengældelseskapacitet i form af en kernevåbentriade: Kina (410 sprænghoveder), Indien (164 sprænghoveder), Pakistan (170 sprænghoveder) og muligvis Israel (ca. 90 sprænghoveder). Derudover råder følgende tre lande over kernevåben, der i hovedsagen er baseret på missilfremføring: Frankrig (280 sprænghoveder), Storbritannien (225 sprænghoveder) og Nordkorea (164 sprænghoveder).

International kontrol og nedrustning

Barack Obama og Dmitry Medvedev efter underskrivelse af "New START" traktaten i Prag, april 2010

.
Licens: Public domain

Allerede i begyndelsen af 1960'erne stod det klart for supermagterne, at en omfattende kernevåbenkrig var uden mening, idet man kunne ødelægge hinanden næsten totalt: begge ville tabe, ingen vinde. Militært er strategiske kernevåben således ikke anvendelige til almindelig krigsførelse, men de har været væsentlige i politisk sammenhæng for opretholdelse af terrorbalancen og som udgangspunkt for indbyrdes forhandlinger mellem de to store kernevåbenmagter, USA og Rusland. Disse drøftelser har resulteret i otte aftaler mellem de to lande fra ’SALT I’ i 1972 til ’New START’ fra 2011 (ophævet i 2023), der tilsammen reducerede antallet af strategiske våben og i en periode eliminerede landbaserede mellemdistancemissiler.

Stort behov for nye aftaler

I takt med at flere og flere stater anskaffer sig en kernevåbenslagstyrke er behovet for en international regulering af kernevåben blevet mere og mere indlysende. Ikke alene er risikoen for overlagt anvendelse af kernevåben i krig stigende, men det er også risikoen for utilsigtede hændelser ved uheld eller terrorisme.

Den første spæde begyndelse til en mere universel begrænsning af våbenkapløbet var en prøvestopaftale for kernevåbenforsøg i atmosfæren og under vand, som blev indgået mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien i 1963 og efterfulgt af den mere betydningsfulde ikke-spredningsaftale (Treaty on the Non-Proliferation of Nuclear Weapons, NPT), der blev ratificeret af bl.a. ovennævnte lande den 5. marts 1970. Traktaten er tiltrådt af 191 stater. Som et vigtigt delelement førte aftalen til oprettelse af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), hvis opgave er at føre tilsyn med aftalens overholdelse, herunder den fredelige udnyttelse af kernekraft.

I 1996 vedtog FN's Generalforsamling med overvældende flertal et totalt forbud mod atomprøvesprængninger (Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty, CTBT), som de fem daværende kernevåbenmagter – USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina – skriftligt tilsluttede sig den 24. september 1996.

Herefter har udviklingen af nye kernevåben i vid udstrækning skullet foregå ved hjælp af simulationer i meget kraftige computere, hvilket ind til for ret få år siden har sat begrænsninger for udviklingen i ny kernevåbenteknologi. Den begrænsning er imidlertid overstået, og den kernevåbenteknologiske udvikling har igen taget fart.

Selv om der er en åbenlys mangel på et etisk acceptabelt grundlag for nogensinde at skulle bruge de omfattende lagre af kernevåben, står det klart, at det kræver fornyede anstrengelser fra lande uden offensive kernevåbeninteresser, hvis udviklingen skal bremses.

Det har ført til, at der efter mange års diplomatisk arbejde er vedtaget en traktat i FN, som forbyder alle kernevåben og relaterede aktiviteter fuldstændigt (Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons, TPNW). Traktaten trådte i kraft i 2021, og er bindende i international lov for de mere end 90 stater, der har tilsluttet sig traktaten, hvilket kernevåbenbevæbnede stater som fx USA, Rusland og Kina dog ikke har gjort. Danmark har heller ikke tilsluttet sig forbuddet mod kernevåben.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

  • UNODA (FN's afdeling for nedrustning)
  • IAEA (Det Internationale Atomenergiagentur)
  • ICAN (organisation for afskaffelse af kernevåben)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig