Et kernevåbens størrelse, dvs. sprængkraft, angives ved mængden af den energi, der udvikles ved eksplosionen, idet der sammenlignes med sprængstoffet trinitrotoluen (trotyl, TNT).
Der anvendes måleenhederne kiloton (kt), hvor 1 kt = 1.000 tons trotyl, og megaton (Mt), hvor 1 Mt = 1.000.000 tons trotyl.
Der findes kernevåben i størrelser fra 0,01 kt til 60 Mt. Den fysiske størrelse af et kampklart sprænghoved er relativt lille; fx er det termonukleare sprænghoved W88 med 475 kt sprængkraft kun ca. 1 m langt og vejer omkring 200 kg.
Når et kernevåben eksploderer, dannes der omkring eksplosionspunktet en ildkugle, hvorfra der øjeblikkelig og med lysets hastighed udsendes et skærende lysglimt, en kraftig varmestråling, en ioniserende stråling og en elektromagnetisk puls (EMP), der ødelægger elektriske kredsløb.
Fra ildkuglen udgår endvidere en trykbølge af orkanstyrke; virkningen heraf er omstyrtning af huse og træer samt knusnings- og trykskader på materiel. Denne virkning anses for våbnets vigtigste. Når ildkuglen stiger til vejrs, afkøles den og omdannes til en sky, hvis udseende afhænger af eksplosionshøjden.
Har ildkuglen berørt jordoverfladen (overfladeeksplosion), vil der fremkomme både neutroninduceret radioaktivitet omkring hypocentret (nulpunktet på jordoverfladen, der ligger lodret under eksplosionspunktet) samt en kraftig områdeforurening i form af radioaktivt nedfald (fall-out) i eksplosionens læside. Dette nedfald består af jord- og støvpartikler, der er suget op i skyen, og som radioaktive produkter fra eksplosionen har sat sig på.
Har ildkuglen derimod ikke berørt jorden, vil der kun i mindre omfang være neutroninduceret radioaktivitet omkring nulpunktet, og der vil ikke forekomme radioaktivt nedfald af væsentlig betydning.
Et kernevåbens skadevirkninger afhænger således af både våbenstørrelse og eksplosionshøjde samt forhold omkring målet som fx vejret eller beskyttende foranstaltninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.