TV 2, dansk tv-station, der blev oprettet ved lov og med første udsendelse 1.10.1988. Med oprettelsen af TV 2 blev DR's monopol på at sende landsdækkende tv ophævet, og TV 2 fik ligesom DR public service-forpligtelser.

Organisation og finansiering

1988-2003 var TV 2 en selvejende institution; siden 17.12.2003 har TV 2 været et 100 % statsligt aktieselskab. Regeringen fremlagde i 2002 planer om privatisering af TV 2. Salget blev udskudt pga. retssager ved EF-Domstolen og blev siden aflyst.

TV 2's modtagelse af en mindre del af licensen i årene indtil 2004 kan opfattes som et konkurrenceforvridende statstilskud, som skal tilbagebetales. Der faldt dom i 2008 til TV 2's fordel, men situationen blev ikke endeligt afklaret. TV 2's hovedkanal finansieres ved reklamer, mens afgiften fra kabelfordelingen er en væsentlig del af indtægten for de øvrige kanaler. Pr. 1.1.2012 opkræves også abonnementsbetaling på hovedkanalen.

TV 2 satsede 2005-07 på en vifte af nye, specialiserede kanaler med henblik på en fremtidig mere spredt tv-sening. Investeringen førte dog sammen med faldende indtjening fra et stagnerende reklamemarked til finansiel krise, massefyringer og nedskæringer.

TV 2 består af følgende kanaler: TV 2/Danmark og satellitkanalerne TV 2 Zulu (oprettet 15.10.2000) og TV 2 Charlie (oprettet 1.10.2004), 24-timers nyhedskanalen TV 2 News (oprettet 1.12.2006), TV 2 Fri (oprettet 5.5.2013) og TV 2 Sport (oprettet 9.1.2015 - se dog nedenfor) samt otte regionale stationer, som hver har egen bestyrelse og daglig ledelse, men samarbejder med landskanalerne om økonomi, programproduktion og sendetider. TV 2 Film (oprettet 1.11.2005) blev nedlagt 9.1.2015; bredbåndskanalen TV 2 Sputnik (oprettet 1.12.2004) erstattedes i 2012 af streamingtjenesten TV 2 Play. Senere samme år solgte TV 2 sin andel af TV 2 Sport (oprettet 11.4.2007) til MTG, og den fik navnet TV3 Sport 1.

1.2.2007 lanceredes radiokanalen TV 2 Radio, som blev solgt til SBS 1.5.2008. TV 2 betaler fortsat radiokanalens årlige statsafgift på 23 mio kr. og leverer de 1000 timers nyheds- og faktastof årligt, som den otteårige koncessionsaftale med staten forpligter til.

TV 2 har fra begyndelsen selv produceret nyheds- og sportsudsendelser, mens de danske tv-serier, dokumentar- og underholdningsprogrammer bestilles og købes hos uafhængige produktionsselskaber.

Programflade

Skønt TV 2 som public service-kanal var pålagt stort set de samme programpolitiske krav som DR, udviklede stationen allerede fra begyndelsen en selvstændig profil og blev hurtigt den mest sete tv-kanal i Danmark. Programfladens sammensætning og struktur er nok præget af fordringer om et alsidigt programudbud, men der lægges vægt på at gøre udbuddet mere underholdende og umiddelbart vedkommende for et stort publikum.

TV 2 sender således flere underholdningsprogrammer og mere udenlandsk fiktion end DR, mens kulturprogrammer og andre såkaldte smalle programmer kun indgår i beskedent omfang. Blandt de faste programmer, som har tegnet TV 2's folkelige profil, er Lykkehjulet (1988-2001), Eleva2'eren (1988-96), Jeopardy! (1995-2005) og Hvem vil være millionær? (1999-). Også TV 2's nyhedsprogram, Nyhederne, repræsenterer en mere populær og oplevelsesorienteret journalistik end DR's TV-Avisen.

TV 2 har udviklet en fast struktureret programflade baseret på en lang række faste programmer, som kan tiltrække et bredt publikum over lang tid. Stationen har desuden skabt sammenhæng ("flow") i sin sendeflade, ligesom man satser på at erobre et stort publikum i de tidlige aftentimer. Reklamefinansiering forudsætter nemlig ikke blot mange seere, men fordrer også relativt stabile seertal, da det ellers er vanskeligt at tiltrække annoncører.

Af økonomiske grunde har TV 2 vedvarende udvidet sin sendetid, bl.a. ved indførelsen af morgen-tv fra 1996 og oprettelsen af satellitkanaler. De tilstræber andre profiler end hovedkanalen TV 2/Danmark, fx henvender Zulu sig især til de unge, som udgør den kommercielt set mest attraktive målgruppe, og Charlie til et ældre publikum, som ellers mest ser DR. Mens Zulu og Charlie lægger vægt på underholdning og fiktion, og Film og News ligeledes er specialiserede, er TV 2/Danmarks programflade væsentlig mere sammensat og alsidig end rent kommercielle kanalers.

Efter stationens hurtige gennemslag hos seerne kom der gang i udviklingen af nye danske programmer. Krimien Strisser på Samsø (1997-98) blev den hidtil mest sete danske serie, mens efterfølgeren Anna Pihl (2006-08) blev en mere mådelig succes. TV 2's økonomi kunne ikke klare større satsning på de dyre dramaproduktioner.

Til gengæld førte indsatsen med store underholdningsprogrammer til et højt professionelt niveau med bl.a. Den store klassefest (1998-2001), Venner for livet (2001-03) og talentshowene Popstars (2001-03) og Vild med dans (2005-).

Siden 1998 har TV 2 haft en hjemmeside, www.tv2.dk, og hele tekniksiden blev digitaliseret 2000-01. Forspringet i seerandel, som fra 1990'erne svingede omkring 40 % til TV 2 mod 30 % til DR, blev stabiliseret med de nye kanaler. I 2012 var seerandelen faldet til 24 %.

TV 2's hjemmeside

Kommentarer (3)

skrev Finn Andersen

Logoet ved artiklen er TV 2’s TIDLIGERE logo

svarede Finn Andersen

Logoet er muligvis det oprindelige tilbage fra stationens stiftelse. For logoet har nogle gammeldags detaljer.

skrev Jacob Mollerup

Vi er ved at organisere opdatering af hele medieområdet. Vi tager et nyt logo med på listen.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig