Sermitsiaq er Grønlands største avis. Avisen blev grundlagt i 1958 som lokalavis for Nuuk. Fra 1980 har avisen været landsdækkende. Sermitsiaq udkommer hver fredag både digitalt og trykt. Den var oprindelig på grønlandsk, men blev hurtigt tosproget, grønlandsk og dansk.

Faktaboks

Etymologi

Avisen er opkaldt efter fjeldet Sermitsiaq, der ligger på øen af samme navn. Sermitsiaq er grønlandsk og betyder 'mellemstor bræ'.

Avisen har været uafhængig siden oprettelsen som duplikeret lokalblad og har siden overgangen til trykt fremstilling i 1964 fået et stedse bredere indhold. Tidligere erhvervsrelaterede indstiksaviser er samlet i en ugentlig erhvervssektion, Sermitsiaq Erhverv, der redigeres uafhængigt af interesseorganisationer og de offentlige myndigheder. Oplaget var i 2000 på 4500. Mediehuset har siden 1989 udgivet Nuuk Ugeavis, som er en ugentlig, gratis, husstandsomdelt avis. Nuuk Ugeavis blev grundlagt i 1983.

Selskaberne bag Sermitsiaq og Atuagagdliutit Grønlandsposten fusionerede i 2010 til Mediehuset Sermitsiaq.AG, som er en selvejende institution. Begge aviser udgives fortsat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig