Life. Den første forside, 23.11.1936, var en af de 21, som Margaret Bourke-White fotograferede. Langt de fleste forsider har været portrætter som regel af kendte, fx film- og sportsstjerner.

.

Life, amerikansk billedugeblad grundlagt 1936. Life var pioner inden for fotojournalistik og bragte reportager fra aktuelle begivenheder.

Bladet var især førende mht. skildring af krigsbegivenheder — det blev grundlagt under Den Spanske Borgerkrig — samt features og pressefotos af kendte personer, især filmstjerner.

Life bragte fotos af mange førende pressefotografer, bl.a. Robert Capa, Margaret Bourke-White, Philippe Halsman, Cecil Beaton, David Douglas Duncan og Burt Glinn (1925-2008).

Efter 2. Verdenskrig begyndte Life at bringe mere journalistisk tekst i reportagerne og satse mere på hverdagsreportage. Oplaget toppede i begyndelsen af 1950'erne med 5,2 mio., men snart fik det hård konkurrence fra tv, og stigende omkostninger medførte lukning i 1972.

I 1978 genopstod bladet som månedsblad med flere features, men færre aktuelle reportager; fra 2000 er det kun udkommet som featuretillæg til andre publikationer. Udgivelsen af Life ophørte i 2007.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig