Groshavari, (1. led fr. gros 'stor'), almindeligt havari, fælleshavari, forsætlig opofrelse af skib eller ladning eller afholdelse af udgifter til frelse af skib eller ladning, der er i fare på søen. Et eksempel er, at en skibsfører kaster containere over bord for at forhindre, at skibet synker. Det opofrede godtgøres delvis af det reddede, idet tabet fordeles. I Søloven kap. 17 bestemmes, at, hvis ikke andet er aftalt, finder York-Antwerpen-reglerne anvendelse, mht. hvilke tab, skader og omkostninger der skal henregnes til groshavari, og hvorledes fordelingen skal være. Besigtigelse og vurdering af skaden og af skib og ladning foretages af beskikkede syns- og skønsmænd, mens selve havariberegningen og fordelingen af groshavaritabet på skib, fragt og ladning udføres af en dispachør. Groshavari hedder på engelsk general average.