Haagreglerne, Konnossementkonventionen af 1924, regler om konnossementer (søfragtbreve), som ved Visbyprotokollen af 1968 ændrede navn til Haag-Visby-reglerne. Konventionen pålægger en reder et ufravigeligt ansvar for gods, der transporteres ifølge et konnossement. Det ufravigelige ansvar gælder fra lastning til losning, medmindre formodningen om fejl modbevises. I overensstemmelse med Harter Act 1893 pålægges rederen dog ikke ansvar for besætningens fejl i navigeringen og behandlingen af skibet eller for brand. Erstatningen blev med Haagreglerne begrænset til 1800 kr. pr. kollo eller anden enhed af godset. Forud for 1924 havde en vidtgående kontraktfrihed medført, at rederne i transportdokumenter indsatte klausuler om frihed for eller begrænsning af eventuelt erstatningsansvar. Konkurrencen på søtransportområdet krævede, at forbedringer for ladningsejerne indførtes gennem internationalt samarbejde. International Maritime Committee, IMC, medvirkede under forarbejdet, og i Haag blev der på en konference i International Law Association færdiggjort et udkast, der blev vedtaget på en diplomatisk konference i Bruxelles. Konventionen er tiltrådt af de fleste daværende søfartslande og blev gennemført som særskilt lov i Danmark i 1937 under betegnelsen Konnossementkonventionsloven. Konventionen er opsagt, og loven blev ophævet pr. 1.3.1985.

I mange mindre søfartsnationer, især i udviklingslande uden egen handelsflåde, var der utilfredshed med Haagreglerne, og efter et forberedende arbejde i IMC blev vigtige forbedringer vedtaget i Visbyprotokollen i 1968, der blev gennemført i Danmark i 1973 ved indarbejdelse i Søloven. Begrænsningsbeløbet pr. kollo blev betydeligt forøget, og den skadelidte kan vælge begrænsning efter kilogram, hvis det giver højere erstatning. Begrænsningen kan også påberåbes af ansatte og andre, som rederen svarer for efter Søloven. Visbyprotokollen er (2006) ikke tiltrådt af alle Haagregellande; mange mindre søfartslande har foretrukket at arbejde for forbedring af Haagreglerne i FN-regi, se Hamburg Rules 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig