Hæfte, straf, indført 1933 som den mildeste form for frihedsberøvelse; afskaffet 2001. Hæfte kunne idømmes fra syv dage til seks måneder. De fleste hæftestraffe lød på nogle uger og idømtes for spirituskørsel samt for mindre volds- og berigelsesforbrydelser. Anvendtes desuden som forvandlingsstraf for bøder. Efter at have været til politisk diskussion siden afskaffelsen af særforanstaltningerne i 1973 blev hæfte erstattet med fængsel. Se også Kriminalforsorgen.