En forvaltningsdomstol er en specialdomstol for tvister mellem forvaltningen og borgerne. Den danske stat har ingen forvaltningsdomstol.

I de fleste vesteuropæiske stater findes to sideordnede domstolssystemer: Almindelige domstole, der behandler straffesager og afgør tvister mellem borgerne, og forvaltningsdomstole, der afgør tvister mellem forvaltningen og borgerne. Forvaltningsdomstolenes dommere er som de almindelige domstoles uafhængige, men de rekrutteres fra kredse, der er fortrolige med forvaltningsforhold. Processen for forvaltningsdomstole præges endvidere af større indsats fra domstolen end sædvanligt ved de almindelige domstole.

I Danmark, Norge og Storbritannien findes ingen forvaltningsdomstole; tvister mellem forvaltningen og borgerne afgøres af de almindelige domstole. Den danske Grundlovs § 63, stk. 2, bestemmer, at forvaltningsretlige tvister ved lov kan henlægges til forvaltningsdomstole, men lovgivningsmagten har ikke gjort brug af denne mulighed. Hvis der oprettes forvaltningsdomstole, skal deres afgørelser "kunne prøves ved rigets højeste domstol", dvs. Højesteret. Dette hindrer indførelse af to sideordnede domstolssystemer.

I Danmark udfylder uafhængige råd og nævn som klageinstans på mange måder samme funktion som forvaltningsdomstole.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig