Administrativ rekurs, klage til et forvaltningsorgan over en afgørelse, der er truffet af et andet forvaltningsorgan. I den sædvanlige statsforvaltning kan der klages til et højere forvaltningsorgan og i sidste instans til vedkommende minister, medmindre andet er bestemt ved lov eller i henhold til lov. I den kommunale forvaltning kræver klageadgang til et forvaltningsorgan uden for kommunen derimod, at der er åbnet adgang hertil i lovgivningen.

Administrativ rekurs opfylder en dobbelt funktion. Den giver en utilfreds borger mulighed for at få en sag bedømt én gang til. Men rekursen er også et led i styringen af forvaltningen og fremmer ensartethed i forvaltningens virksomhed.

Administrativ rekurs har siden 1970'erne været præget af især to tendenser:

For det første, at den øverste rekursinstans på vigtige retsområder er et ankenævn, dvs. et kollegialt organ, der som oftest er sammensat af jurister, interesserepræsentanter og sagkyndige med en domstolslignende sagsbehandling. Eksempler herpå er Landsskatteretten, Ankestyrelsen og Natur- og Miljøklagenævnet.

For det andet, at der udfoldes bestræbelser for at begrænse administrativ rekurs. Inden for statsforvaltningen er et direktorat således ofte gjort til øverste klageinstans i stedet for ministeren, og i den kommunale forvaltning er tidligere gældende lovregler om rekurs ændret, således at rekursorganet alene kan foretage en prøvelse af retlige spørgsmål.

Tidligere havde rekursinstansen pligt til at behandle en klage, hvis den, der klagede, var klageberettiget, klagen rettidig osv. Fra ca. 1985 er der — med forbillede i domstolsprocessens tredjeinstansbevillinger — indført visitationsordninger. De indebærer, at klageinstansen kun behandler klagesager, som den i en eller anden forstand anser for væsentlige. Medmindre andet er bestemt, kan klageinstansen bedømme hele den påklagede afgørelse: Om faktum er rigtigt opfattet, om retsreglerne er rigtigt anvendt, og om rekursinstansen er enig i det forvaltningsretlige skøn, der er udøvet.

Men også her har lovgiver ændret tilstanden og har fra midten af 1970'erne undertiden afskåret fornyet prøvelse af den skønsmæssige afvejning ved at begrænse prøvelsen til at angå retlige spørgsmål.

For at kunne klage skal vedkommende have en individuel væsentlig interesse i klagesagens udfald. Denne vage grundsætning suppleres ofte med lovregler, der tillægger bestemte personer, forvaltningsorganer eller organisationer klageret. De fleste love om rekurs indeholder regler om klagefrist — som regel fire uger. Men der gælder ingen almindelig ulovbestemt regel om klagefrist.

Klage har ikke opsættende virkning, medmindre loven bestemmer noget andet. Et påbud skal altså efterkommes, og en tilladelse kan udnyttes, uanset klage. Men både klageinstansen og førsteinstansen kan sædvanligvis bestemme, at klagen skal have opsættende virkning. Rekursinstansen kan som regel vælge imellem at annullere den påklagede afgørelse, at sætte en anden afgørelse i stedet for eller at sende sagen tilbage til første instans til fornyet behandling.

Der kan blive tale om klage over andet end forvaltningens endelige eller forberedende afgørelser. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, kan således indbringes for Styrelsen for Patientsikkerhed eller Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig