Trangsbeneficium er skyldners ret til i forbindelse med tvangsinddrivelse af fordringer at beholde aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. Retsplejelovens § 509. Se endvidere specielle beskyttelsesregler i Retsplejelovens § 510-516.

Faktaboks

Etymologi

Trangsbeneficium kommer af latin beneficium competentiæ.

Retsplejelovens § 509 fastslår, at der ikke – bortset fra fast ejendom – kan foretages udlæg i genstand, som er nødvendige for at skyldneren og hans husstand kan opretholde et beskedent hjem.

Trangsbeneficium er en retlig standard, hvortil det nærmere indhold skal udledes løbende af retspraksis. Trangsbeneficiet udvider og udvikler sig derfor i takt med den almindelige velstandsstigning i vores samfund.

Trangsbeneficiet omfatter aktiver, der hører til et beskedent hjem, fx seng, bord, stol, sofa. Almindelige hvidevarer hører til et beskedent hjem, fx køleskab, fryser, almindeligt tv og almindelig computer. Men smykker, malerier, smart-TV eller fjernsyn med surround sound og subwoofer og andre værdifulde aktiver er ikke omfattet af trangsbeneficiet.

Der kan endvidere ikke foretages udlæg i aktiver, der har en værdi af indtil 3000 kr., hvis de er nødvendige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse. Trangsbeneficiet omfatter ikke fast ejendom. Udlæg kan ikke foretages i løn, medmindre der er gået mere end syv dage efter slutningen af den periode, hvori lønnen er optjent. Trangsbeneficiet finder anvendelse både på udlæg, der foretages af fogedretten, og udlæg, som gennemføres af kommunale pantefogeder eller statslige toldfogeder. I forbindelse med tvangsfuldbyrdelsen kan skyldneren give afkald på at påberåbe sig trangsbeneficiet. Der gælder tillige regler om trangsbeneficium i tilfælde, hvor en genstand, der er solgt med ejendomsforbehold, kræves tilbage af sælgeren.

Begrundelsen for trangsbeneficiet er et socialt hensyn til skyldneren, og samfundsudviklingen har medført, at stadig mere anses for omfattet af trangsbeneficiet. Nærtbeslægtet med trangsbeneficiet og af stor praktisk betydning er de regler, der begrænser omfanget af lønindeholdelse for offentlige fordringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig