Skriftveksling er i borgerlige retssager en del af forberedelsen, hvorved parternes påstande, anbringender, dvs. søgsmålsgrunde og indsigelser, samt skriftlige beviser præsenteres for modparten og retten. Skriftvekslingen består i første instans altid af stævning og svarskrift, medmindre sagsøgte udebliver. Retten kan bestemme, at der skal udveksles yderligere processkrifter. Skriftvekslingen har kun betydning som en forberedelse af hovedforhandlingen, og ved sagens afgørelse kan retten kun lægge vægt på det, der fremføres mundtligt under hovedforhandlingen. Såfremt retten under hovedforhandlingen kommer i tvivl om, hvorvidt en part opretholder en påstand eller et anbringende fra skriftvekslingen, kan retten udnytte sin spørgsmålsret til at afklare dette. Som følge af den præklusion, der indtræder ved forberedelsens afslutning, medfører skriftvekslingen en afgrænsning af de spørgsmål, der skal behandles, og parterne er som udgangspunkt bundet heraf, således at andre spørgsmål som hovedregel ikke kan inddrages under hovedforhandlingen. Se også dispositionsmaksime og forhandlingsmaksimen.