I 1500- og 1600-tallet var landskabslovene i vid udstrækning grundlaget for retsplejen. Ved en række enkeltlove, der blev udstedt under Christian 3. og dennes efterfølgere, bl.a. Den Koldingske Reces af 1558 og Christian 4.s Store Reces af 1643 (se reces), gennemførtes flere nye processuelle regler. Dog var der ikke tale om en egentlig reform af retsplejen, der blev kritiseret for at virke utidssvarende.
En vis modernisering af retsplejen blev først gennemført med Christian 5.s Danske Lov af 1683, hvis første bog, Om Retten og Rettens Personer, bestod af 380 artikler inddelt i 26 kapitler.
Alene den omstændighed, at de processuelle regler blev samlet i én lov og ikke som hidtil skulle findes i en række love af vidt forskellig alder, betød et mærkbart fremskridt, men der var ikke tale om et markant brud med fortiden. Af de 380 artikler kunne 304 føres tilbage til tidligere lovgivning.
Bevisførelsen var et af de områder, hvor retsplejen blev moderniseret ved Christian 5.s Danske Lov. Landskabslovenes formelle bevissystem, hvis anvendelse var blevet indskrænket ved lovgivning og i retspraksis i 1500- og 1600-tallet, blev afskaffet med undtagelse af sandemænd, og vidnebeviset blev det centrale bevis. Loven opstillede dog regler om, hvilken vægt beviserne skulle tillægges, og der var således ikke som i moderne retspleje en fri bevisbedømmelse.
Efter reglerne om udlæg i Christian 5.s Danske Lov blev kreditor fyldestgjort ved selve udlægget, idet fogeden fratog domfældte løsøre eller fast ejendom, som efter vurdering blev overdraget domhaver til ejendom. Hermed var domhavers krav endelig afgjort, men domfældte kunne dog få en frist til at indløse sit gods.
I løbet af 1700-tallet ændredes reglerne, således at det udlagte ikke blev kreditors ejendom, idet udlæg skulle foretages til forauktionering, dvs. som grundlag for afholdelse af en senere tvangsauktion over det udlagte.
De retsplejeforordninger, der blev udstedt i 1700-tallet, havde især til formål at få retsreglerne til at fungere tilfredsstillende i praksis. Flere forordninger søgte at imødekomme gentagne klager over langsommelig retspleje, men en løsning på problemerne opnåedes først med forordning af 3.6.1796 angående Rettens Vedbørlige og Hurtige Pleje.
Forordningen indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at en person, der pga. begået misgerning eller forbrydelse var blevet pågrebet og fængslet, skulle stilles for en dommer inden 24 timer (se grundlovsforhør).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.