Retspleje er den virksomhed, der udøves af dømmende myndigheder for at afgøre tvister, dels mellem borgere indbyrdes, dels mellem borgere og staten eller andre offentlige myndigheder.

Retsplejens opgave er i borgerlige sager at fastslå, hvad der er gældende ret, og skabe grundlag for at håndhæve rettigheder og i straffesager at tage stilling til skyld og straf.

Retsplejens historie i Danmark

I middelalderen blev retssager indledt ved, at den private sagsøger i to vidners nærværelse stævnede sagsøgte til tinge (se domstol). Selv alvorlige strafbare forhold blev ikke påtalt af det offentlige, og kongens ret til en bøde ved siden af en bøde til den forurettede var som regel afhængig af, at den forurettede rejste sag.

Privat påtale i straffesager var udgangspunktet i dansk retspleje indtil midten af 1700-tallet, selvom der fra 1200-tallet i stigende omfang anerkendtes en ret for det offentlige eller den sagefaldsberettigede (se sigt- og sagefaldsret) til at rejse sag uafhængigt af den forurettede.

Forhandlingerne på tinge førtes mundtligt mellem parterne, men bevisførelsen var begrænset af lovregler, der bestemte, hvorledes bevisførelse i de enkelte sager skulle finde sted (se også edsbevis, gudsdom, jernbyrd og nævn).

Tingets opgave var alene at konstatere, om der i overensstemmelse med loven var ført det foreskrevne bevis, der var afgørende for sagens udfald. Tingets dom kunne ikke appelleres; dels havde man oprindelig ingen forestilling om en instansfølge med under- og overordnede domstole, dels ville en fornyet realitetsbehandling af sagen have været uforenelig med datidens bevissystem.

Domhavers muligheder for at gennemføre sit krav over for domfældte var i middelalderen begrænsede. Lovgivningen hjemlede ingen adgang til fyldestgørelse i domfældtes ejendele, fx løsøre eller fast ejendom. Retsinstitutter som lovfældning, mandhelgsfortabelse (se mandhelg) og nam virkede alene som tvangsmidler over for domfældte, indtil denne efterkom dommen.

I de tilfælde, hvor domfældte var blevet idømt en bøde til domhaveren og til kongen, blev det dog muligt for domhaveren at opnå fyldestgørelse for sit krav, idet kongens ombudsmand samtidig med inddrivelse af bøden til kongen kunne gøre udlæg for domhaverens krav.

Fra 1200-tallet blev der gennem kongebrevsforfølgning tilvejebragt mulighed for tvangsfuldbyrdelse i såvel løsøre som fast ejendom, og i begyndelsen af 1500-tallet indførtes adgang for domhaver til at få foretaget udlæg i domfældtes løsøre og faste ejendom for at opnå fyldestgørelse for sit krav.

Kirkelige domstole

Domsmagten ved de kirkelige domstole (se gejstlig domstol) udøvedes indtil Reformationen af vedkommende biskop eller andre gejstlige, som domsmyndigheden blev delegeret til. Retsplejen ved disse domstole var reguleret efter kanonisk ret og var på centrale punkter forskellig fra den verdslige retspleje.

Vidnebevis og dokumentbevis var de vigtigste bevismidler, mens edsbevis kun var et subsidiært bevis, og efter bevisførelsen vurderede den kirkelige dommer bevisernes vægt. Efter kanonisk ret kunne en dom appelleres til en højere kirkelig instans, dvs. ærkebiskop og pave.

Den kirkelige retspleje havde for domhaveren det fortrin, at en modvillig domfældt kunne tvinges til at opfylde dommen under trussel om kirkens band, idet brud på en aftale ved at nægte at betale var udtryk for et syndigt sindelag og derfor hørte under den kirkelige jurisdiktion.

Domsmyndigheden

Oprindelig blev domsmyndigheden så vidt vides udøvet af folket på tinge, men i 1300- og 1400-tallet blev den gradvis overdraget til egentlige dommere, og denne udvikling medførte en ændring i sagernes behandling, herunder bevisførelsen. Vidnebeviset fik øget betydning og blev i 1500-tallet det vigtigste bevismiddel.

Samtidig ændredes forholdet mellem landstingene og de lokale domstole, idet landstingene i hovedsagen blev appeldomstole, der kunne efterprøve de beviser, som var blevet ført i første instans. Fra landstingene eller fra rådstueretten i visse byer som København og Ribe kunne der appelleres til Kongens Retterting, der i 1661 afløstes af Højesteret.

Behovet for juridisk uddannede dommere og advokater blev stadig mere udtalt, efterhånden som de sager, der skulle behandles ved domstolene, blev mere komplicerede. Indførelse af en juridisk eksamen i 1736 skabte grundlag for, at domstolene i løbet af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet fik juridisk uddannede dommere. Et tilsvarende uddannelseskrav blev stillet til advokater (se prokurator).

Lovgrundlaget

I 1500- og 1600-tallet var landskabslovene i vid udstrækning grundlaget for retsplejen. Ved en række enkeltlove, der blev udstedt under Christian 3. og dennes efterfølgere, bl.a. Den Koldingske Reces af 1558 og Christian 4.s Store Reces af 1643 (se reces), gennemførtes flere nye processuelle regler. Dog var der ikke tale om en egentlig reform af retsplejen, der blev kritiseret for at virke utidssvarende.

En vis modernisering af retsplejen blev først gennemført med Christian 5.s Danske Lov af 1683, hvis første bog, Om Retten og Rettens Personer, bestod af 380 artikler inddelt i 26 kapitler.

Alene den omstændighed, at de processuelle regler blev samlet i én lov og ikke som hidtil skulle findes i en række love af vidt forskellig alder, betød et mærkbart fremskridt, men der var ikke tale om et markant brud med fortiden. Af de 380 artikler kunne 304 føres tilbage til tidligere lovgivning.

Bevisførelsen var et af de områder, hvor retsplejen blev moderniseret ved Christian 5.s Danske Lov. Landskabslovenes formelle bevissystem, hvis anvendelse var blevet indskrænket ved lovgivning og i retspraksis i 1500- og 1600-tallet, blev afskaffet med undtagelse af sandemænd, og vidnebeviset blev det centrale bevis. Loven opstillede dog regler om, hvilken vægt beviserne skulle tillægges, og der var således ikke som i moderne retspleje en fri bevisbedømmelse.

Efter reglerne om udlæg i Christian 5.s Danske Lov blev kreditor fyldestgjort ved selve udlægget, idet fogeden fratog domfældte løsøre eller fast ejendom, som efter vurdering blev overdraget domhaver til ejendom. Hermed var domhavers krav endelig afgjort, men domfældte kunne dog få en frist til at indløse sit gods.

I løbet af 1700-tallet ændredes reglerne, således at det udlagte ikke blev kreditors ejendom, idet udlæg skulle foretages til forauktionering, dvs. som grundlag for afholdelse af en senere tvangsauktion over det udlagte.

De retsplejeforordninger, der blev udstedt i 1700-tallet, havde især til formål at få retsreglerne til at fungere tilfredsstillende i praksis. Flere forordninger søgte at imødekomme gentagne klager over langsommelig retspleje, men en løsning på problemerne opnåedes først med forordning af 3.6.1796 angående Rettens Vedbørlige og Hurtige Pleje.

Forordningen indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at en person, der pga. begået misgerning eller forbrydelse var blevet pågrebet og fængslet, skulle stilles for en dommer inden 24 timer (se grundlovsforhør).

Offentlig påtale i straffesager

Efter Christian 5.s Danske Lov skulle påtale af straffesager fortsat gennemføres af den private forurettede, men loven indeholdt bestemmelser om offentlig og navnlig subsidiær offentlig påtale i tilfælde, hvor statslige hensyn var blevet krænkede.

I 1700-tallet blev det klart, at ordningen var uhensigtsmæssig, idet adskillige forurettede måtte opgive sagsanlæg af økonomiske grunde. Med en række forordninger fra 1700-tallet udvikledes en egentlig straffeproces, hvor initiativet til strafforfølgning skulle tages af det offentlige uden udgift for den private forurettede.

Strafferetsplejen var i begyndelsen en akkusatorisk procesordning, men med forordninger fra 1796 og 1819 blev inkvisitorisk proces indført i dansk strafferetspleje. Den inkvisitoriske procesform opretholdtes, indtil Retsplejeloven trådte i kraft i 1919.

Retsplejereformen

Bestemmelserne i Grundloven af 1849 om offentlighed og mundtlighed i retsplejen, adskillelse af den udøvende og den dømmende magt samt nævningebehandling forudsatte, at der blev gennemført en reform af det danske processystem.

I begyndelsen af 1850'erne indledte Justitsministeriet forberedelserne til reformen, og i 1868 blev der nedsat en lovforberedende kommission, hvis arbejde dog ikke førte til en gennemgribende reform. I 1892 nedsattes endnu en kommission, der afgav betænkning i 1899. På trods af et intensivt parlamentarisk arbejde vedtog Rigsdagen dog først i 1908 en reform af retsplejen.

Da justitsminister P.A. Alberti, som havde kontrasigneret loven, imidlertid havde meldt sig til politiet pga. omfattende økonomisk kriminalitet, vedtog Rigsdagen i 1909 en ny lov for at undgå, at Albertis navn blev knyttet til reformen. Den nødvendige følgelovgivning blev dog ikke vedtaget, og loven trådte aldrig i kraft. Først i 1916 blev Retsplejeloven vedtaget; den blev stadfæstet den 11. april 1916 og trådte i kraft den 1. oktober 1919.

Lovens vigtigste udenlandske forbillede skal søges i Tyskland og Østrig, men den byggede også på dansk retstradition. Partiet Højre, der havde regeringsmagten i en lang periode under Retsplejelovens tilblivelsesproces, var overvejende positivt stemt over for retsplejereformen. Centrale personligheder under arbejdet med reformen var justitsminister Johannes Nellemann og Carl Goos.

Når gennemførelsen af retsplejereformen tog så mange år, skyldtes det især, at den parlamentariske situation i perioden var vanskelig, særlig i provisorieårene. Det var endvidere klart, at Grundlovens krav om en adskillelse af den dømmende og den udøvende magt, især adskillelse af politiet og domstolene, ville blive ganske omkostningskrævende. Endelig rejste reformen en lang række teknisk komplicerede spørgsmål.

Retsplejeloven

Retsplejeloven indeholder regler om domstolene, advokater og anklagemyndigheden samt procesregler for civile retssager, straffesager, fogedsager og i et vist omfang skiftesager. Den regulerer endvidere politiets og rettens adgang til at foretage straffeprocessuelle tvangsindgreb, fx anholdelse, varetægtsfængsling og telefonaflytning.

Retsplejeloven er Danmarks mest omfattende lov, idet den omfatter mere end 1000 paragraffer. Loven er ændret adskillige gange, men en række grundlæggende træk i dansk retspleje er i det væsentlige uændrede siden 1916.

Retsplejeloven opfyldte løfterne i Grundloven af 1849 om adskillelse af retsplejen fra forvaltningen, om indførelse af offentlighed og mundtlighed i retsplejen og om nævningers medvirken i straffesager. Mere systematiske ændringer er gennemført på grundlag af betænkninger afgivet af Retsplejerådet.

Retsplejerådet

Retsplejerådet er et permanent udvalg, der rådgiver justitsministeren om retsplejespørgsmål og udarbejder forslag til ændring af Retsplejeloven. Rådet er sammensat af repræsentanter for domstolene, advokaterne, justitsministeriet samt de juridiske fakulteter ved universiteterne. Spørgsmål, der udelukkende omhandler straffeproces, behandles normalt i Strafferetsplejeudvalget.

Domstolsreformen 2007

I 2006 vedtoges den største reform af det danske retsvæsen siden Retsplejelovens ikrafttræden i 1919. Domstolsreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007, består af

  • en retskredsreform, hvorved de 82 byretskredse blev lagt sammen til 24 nye retskredse,
  • en indholdsreform, der medførte en række ændringer i behandlingen af både civile sager og straffesager, især nævningesager, og
  • en tinglysningsreform, der indebar, at tinglysningen blev digitaliseret og centraliseret, se Tinglysningsretten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig