Referatforbud, (1. led af lat. referre 'fremlægge (en sag)', af re- og ferre 'bære, bringe'), er forbud mod offentlig gengivelse af, hvad der er oplyst under et offentligt retsmøde i en straffesag. Retten kan efter Retsplejeloven § 30 efter begæring nedlægge referatforbud, når den sigtede er under 18 år, og når offentlig gengivelse af, hvad der er oplyst under retsmødet, kan skade sagens oplysning, medføre fare for nogens sikkerhed eller medføre en unødvendig krænkelse, fx i sager om voldtægt o.l. Fra et lukket retsmøde er offentlig gengivelse ikke tilladt, medmindre beslutningen om lukkede døre alene er taget af hensyn til ro og orden i retslokalet. Se også navneforbud.