konkurs

Konkurs er et retsmiddel, hvorved en skyldners formue fordeles mellem samtlige kreditorer. Såvel fysiske som juridiske personer, dvs. aktie- og anpartsselskaber o.l., kan erklæres konkurs ved afsigelse af et konkursdekret. Konkurs er ligesom udlæg et kreditorforfølgningsinstrument, men ved et udlæg forsøger den enkelte kreditor at få sit eget tilgodehavende betalt.

En konkursbegæring kan indgives af en kreditor eller af skyldneren selv, og den behandles af skifteretten, som også forestår konkursboets behandling. En skyldner kan erklæres konkurs, hvis han ikke kan betale sine kreditorer; i vurderingen indgår spørgsmålene, om kreditorerne vil kunne betales til forfaldstid, såkaldt likviditet, og om skyldnerens passiver overstiger aktiverne, såkaldt insufficiens, se insolvens.

Når konkursdekret er afsagt, udpeger skifteretten en eller flere kuratorer, der tager sig af den praktiske behandling af boet. Skifteretten fører tilsyn med kurators behandling af konkursboet og træffer afgørelse om en række forhold vedrørende konkursboet som oftest efter indstilling fra kurator. Skifteretten kan bestemme, at der skal nedsættes et kreditorudvalg, som dels kan yde branchekyndig bistand til kurator, dels føre en vis kontrol med kurators virksomhed.

Under konkursboets behandling kan der opstå spørgsmål om omstødelse, dvs. ophævelse, af dispositioner, som skyldneren eller en kreditor har foretaget forud for konkursdekretet, hvorved enten skyldnerens økonomiske situation er blevet forringet, eller en forfordeling af en eller flere kreditorer har fundet sted.

I mange tilfælde viser det sig, at alle konkursboets midler skal anvendes til betaling af omkostningerne ved konkursbehandlingen; i så fald sluttes boets behandling straks. Ellers afsluttes konkursboets behandling med, at aktiverne fordeles blandt kreditorerne i henhold til konkursordenen, der rummer seks hierarkisk opbyggede niveauer. Der bliver således ikke dækning til krav på et lavere trin, før alle de kreditorer, som er placeret på et højere trin, har fået fuld dækning.

De vigtigste niveauer i konkursordenen er i rækkefølge: massekrav, dvs. krav, som er opstået ved selve konkursbehandlingen, fx kuratorsalær, privilegerede krav, fx krav opstået under forsøg på at afværge en konkurs og lønkrav fra visse af skyldnerens ansatte, samt simple krav, dvs. krav fra skyldnerens almindelige kreditorer og derfor i almindelighed den største post. Se også international konkursret.

Det er ikke i sig selv en forbrydelse at gå konkurs, men en række forbrydelser optræder ofte i forbindelse med konkurser. Det gælder først og fremmest skyldnersvig, fx at den ansvarlige tømmer sit aktieselskab eller anpartsselskab for midler, så selskabet går konkurs, hvorefter vedkommende begynder virksomhed i et nyt selskab, der fortsætter det gamle selskabs aktiviteter. I andre tilfælde tager den ansvarlige til udlandet med selskabets midler for at forhindre kreditorerne, fx SKAT, i at få dækning. Endvidere kan der være tale om bedrageri, hvis der stiftes ny gæld på et tidspunkt, hvor en skyldner ved, at der ikke er midler til dækning af den.