Erstatning i strafferetspleje, erstatning for processuelle tvangsindgreb, er en erstatning til personer, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, såfremt påtale opgives eller vedkommende frifindes. Der er faste takster for erstatningen, men den kan forhøjes, hvis en anholdelse har fundet sted under særlig krænkende omstændigheder, eller hvis den har været ulovlig. Erstatningen kan også nedsættes eller helt bortfalde, hvis den sigtede selv har givet anledning til indgrebet, fx ved at afgive falsk forklaring til politiet. Personer, der har været udsat for andre straffeprocessuelle indgreb, fx ransagning eller beslaglæggelse, kan tillægges erstatning efter et konkret skøn. Tvister om erstatningen og dens størrelse behandles ved domstolene.

Personer, der har udstået frihedsstraf og senere frifindes, modtager erstatning efter tilsvarende regler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig