bevis (juridisk begreb)

I civile retssager må parterne selv fremskaffe de beviser, de anser for nødvendige til sagens afgørelse (forhandlingsmaksimen). Retten kan opfordre parterne til at føre bevis, fx til optagelse af syn og skøn, men en part bestemmer selv, om han vil følge rettens opfordring. Undladelse heraf kan ved rettens bevisbedømmelse tillægges virkning til fordel for modparten (den processuelle skadevirkning).

Retten vil normalt følge parternes ønske om bevisførelse, da det er parterne, som kender sagen og skal bære sagens omkostninger. Retten har dog mulighed for at afskære bevisførelse, som den anser for overflødig.

I indispositive sager (separations- og skilsmissesager m.m.) gælder særlige regler om bevis. I sådanne sager har samfundet interesse i at nå frem til et rigtigt resultat, bl.a. af hensyn til børnenes tarv, og bevisførelsen kan derfor ikke udelukkende overlades til parterne.

I straffesager er det anklagemyndighedens opgave at fremskaffe et bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at bevise tiltaltes skyld. Anklagemyndigheden er samtidig forpligtet til at fremlægge eventuelle beviser, der peger på, at tiltalte ikke er skyldig (objektivitetsprincippet). Forsvareren kan anmode om, at anklagemyndigheden fremskaffer bevismateriale, som den ikke selv har fundet nødvendigt. Eventuel uenighed mellem forsvarer og anklager herom afgøres af retten. Forsvareren har også selv mulighed for at fremlægge beviser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere fastslået, at det er konventionsstridigt, hvis en domfældelse i en straffesag udelukkende bygger på forklaringer, der er afgivet, uden at tiltalte og hans forsvarer har haft lejlighed til at stille modspørgsmål. Endelig har retten i straffesager en selvstændig forpligtelse til at sørge for sagens fuldstændige opklaring og kan foranstalte bevisførelse, som hverken er ønsket af anklager eller forsvarer (den materielle sandheds princip).

Der er kun få lovmæssige grænser for, hvad der kan anvendes som bevismidler. Blandt de mest anvendte er vidneforklaringer, partsforklaringer, dokumentbevis og sagkyndige erklæringer samt i straffesager spiritusprøver, udskrifter fra politiets fartskrivere og fingeraftryk. Også båndoptagelser og videooptagelser kan benyttes som bevismidler.

Et særligt problem udgør ulovligt tilvejebragte bevismidler. Hvis politiet under en ulovlig ransagning kommer i besiddelse af fx et drabsvåben, vil retten foretage en konkret afvejning af politiets handlemåde, sagens alvor og drabsvåbnets betydning som bevismiddel. Er sagen tilstrækkelig alvorlig, er der i dansk ret — i modsætning til, hvad der er tilfældet i engelsk og amerikansk ret — tilbøjelighed til at tillade benyttelse af det ulovligt tilvejebragte bevismiddel.

I dansk ret gælder bevisbedømmelsens frihed. Retten er frit stillet, mht. hvilke beviser der tillægges vægt, og hvilken vægt der tillægges det enkelte bevis. Frihed skal forstås som ubundet af lovregler og ikke, at det står dommeren frit for at lægge sin subjektive overbevisning til grund. Hensigten med den frie bevisbedømmelse er at opnå et materielt rigtigt resultat, men samtidig må der sikres en vis ensartet bedømmelse ved domstolene. Domme bør være objektivt funderede, således at de ville have fået samme udfald, hvis de var blevet afsagt ved en anden domstol, som havde haft det samme materiale at bygge på.

Princippet om den frie bevisbedømmelse gælder både i civile sager og i straffesager, og sondringen mellem beviser og indicier (circumstantial evidence), der kendes fra udenlandsk ret, har ingen betydning i dansk retspleje.

Den part, der i en given sag må fremskaffe beviserne, siges at have bevisbyrden. Undlader han at fremskaffe dem, indtræder den processuelle skadevirkning, dvs. at retten kan træffe afgørelse til fordel for modparten. Sagsøger i en civil sag har som udgangspunkt bevisbyrden. Ved visse enkeltelementer i sagen kan bevisbyrden dog påhvile den sagsøgte, hvis denne har speciel mulighed for eller anledning til at fremskaffe beviset. I straffesager har anklagemyndigheden bevisbyrden.

Bevisførelsen sker som hovedregel i dansk ret direkte for den dømmende ret under hovedforhandlingen; princippet om bevisumiddelbarhed. De dokumenter, der ønskes lagt til grund ved sagens afgørelse, indleveres til retten og dokumenteres, dvs. læses højt. Vidneforklaringer, partsforklaringer og syns- og skønsmænds supplerende forklaringer afgives i retten. Dog optages vidneforklaring til brug for Højesteret som oftest ved de underordnede retter. Se også anteciperet bevisførelse og afhøring.