Rebning er betegnelsen for opmåling og nyfordeling af landbrugsjord, enge eller skove, der frem til landbrugsreformerne i 1700-tallets slutning, indgik i dyrkningsfællesskabet i landsbyerne. Rebning kunne også bruges ved arveskifter, for at sikre at alle arvinger fik den samme lod.

Rebning blev gennemført af rebningsmænd med anvendelse af reb eller målestænger, og rebningen havde til formål at give bonden den jord, han havde ret til efter sin andel i landsbyens tilliggende, eller at give arvingen sin rette arvelod.

Rebning havde stor økonomisk betydning, da skat og landgilde i landsbyerne blev udregnet på baggrund af jordfordelingen. Omrebning kom på tale, hvis der opstod uenighed mellem jordbrugerne om fordelingen af agerjorden, og forlig ikke kunne opnås.

Landskabslovene og senere Den Koldingske Reces af 1558 samt Christian 5.s Danske Lov indeholdt regler om rebning. Udskiftningen, der afviklede jordfællesskabet og begyndte omkring 1760, afviklede dermed også rebning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig