gudsdom

Gudsdom, som på latin hedder: judicium Dei eller ordalium, var etbevismiddel i ældre tiders retspleje. Gennemførelse af en gudsdom forudsatte en medvirken fra Guds (gudernes) side, i reglen således at der indtrådte et resultat, som afveg fra, hvad man ellers måtte forvente ud fra almindelig menneskelig erfaring. Det lader sig ikke med sikkerhed afgøre, om lodkastning og tvekamp har været betragtet som gudsdomme, men følgende har.

Jernbyrd, der bestod i, at den bevispligtige skulle tage et stykke glødende jern i hånden eller gå på bare fødder over 12 glødende plovjern; prøvens udfald beroede på hændernes eller føddernes tilstand efter et tidsrum på tre dage. Se også jernbyrd.

Kedelprøven bestod i at tage en genstand op af et kar med kogende vand. Prøven var bestået, hvis hånd og arm efter en vis frist var uskadte.

I koldtvandsprøven blev den bevispligtige nedsænket i vand med bundne hænder og fødder; det krævedes for at bestå prøven, at vedkommende sank til bunds. I modsat fald var beviset bristet.

Ved båreprøven skulle en person, der var mistænkt for drab, lægge sin hånd på liget, og hvis sårene herved begyndte at bløde, ansås den mistænktes skyld for bevist. Se også båreprøve.

Korsprøven, der anvendtes i Frankerriget i 800- og 900-tallet, bestod i, at parterne i en tvist opstilledes med armene strakt ud til siden eller lodret i vejret, således at udfaldet beroede på, hvem der længst kunne holde armene oppe.

Brødet og ostens prøve, spiseordalet, gik ud på, at den anklagede fik et stykke tørt brød og tør ost i munden; hvis den pågældende ikke på stedet var i stand til at sluge brødet og osten, ansås vedkommendes skyld for bevist.

Gudsdomme kendes i forskellige kulturkredse, fx Indien og Europa; det kan ikke udelukkes, at gudsdomme har forekommet hos germanerne allerede i hedensk tid, men der er ikke overleveret nogle vidnesbyrd derom. Under alle omstændigheder søgte kirken tidligt at kontrollere gennemførelsen af gudsdomme ved at kræve gejstlig medvirken under anvendelse af særlige ritualer.

I løbet af 1100-tallet blev gudsdomme gjort til genstand for kritik fra retslærde i bl.a. Paris; de hævdede, at gudsdomme i modsætning til vidne- og dokumentbevis var misvisende og derfor ikke burde lægges til grund ved afgørelsen af en sag. På det 4. Laterankoncil i 1215 blev det forbudt gejstlige at medvirke ved jernbyrd, kedel- og koldtvandsprøve.

Kort tid efter 1215 blev jernbyrd afskaffet i Danmark ved en kongelig forordning for det skånske retsområde, og tilsvarende forordninger er utvivlsomt blevet udstedt for det sjællandske og det jyske retsområde. Kedelprøven og koldtvandsprøven forekommer ikke i den middelalderlige danske lovgivning, men efter middelalderen er der eksempler på, at koldtvandsprøven anvendtes som bevismiddel i hekseprocesser og båreprøven som bevismiddel i drabssager.