Inkvisitionskommissionen var en myndighed, der i perioden 1686-1842 virkede som undersøgelseskammer i København, specielt i tyveri- og hælerisager.

Faktaboks

Også kendt som

Stokhuskommissionen

Inkvisitionskommissionen blev oprettet ved en kongelig forordning af 1686 med henblik på at bekæmpe tyveri og hæleri i hovedstaden. Disse forbrydelser blev i vid udstrækning begået af menige militærpersoner og deres familiemedlemmer, og kommissionen fik derfor i lang tid en så godt som udelukkende militær sammensætning. Det forklarer også den hyppige anvendelse af tortur under forhørene i kommissionen. Skønt Inkvisitionskommissionen først og fremmest var et undersøgelseskammer, afsagde den dog dom i flere sager i tiden indtil omkring 1750.

Ved en forordning af 30. december 1771 blev kommissionen gjort til en del af den da oprettede Hof- og Stadsret, hvilket medførte, at en af rettens dommere blev formand for kommissionen. Anvendelse af tortur blev afskaffet, men efter J.F. Struensees fald i 1772 hurtigt indført på ny og først endeligt afskaffet i 1837.

Inkvisitionskommissionen blev efter forslag fra De Rådgivende Provinsialstænder ophævet i 1842 og afløst af et kriminalkammer under Hof- og Stadsretten. Kriminalkammeret overførtes 1845 til Kriminal- og Politiretten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig