Påkrav er en erklæring fra en fordringshaver om, at en ydelse ønskes betalt. Hvis det ikke er aftalt, hvornår en ydelse skal præsteres, er det dansk rets almindelige regel, at ydelsen skal erlægges efter påkrav. Visse lovbestemmelser stiller som betingelse, at kreditor afgiver påkrav, før kreditor kan gøre en misligholdelse gældende, fx forlange pantegælden indfriet ved manglende betaling. Påkrav påfører modtageren en pligt, og derfor indtræder dets virkning som ved andre påbud, når det når frem til modtageren.