Tyveri, forbrydelse, der begås ved at tage en ting, som en anden besidder, uden at denne samtykker til fjernelsen. Straf for tyveri forudsætter, at den, der tager tingen, vil tilegne sig den. Vil den pågældende efter endt brug levere tingen tilbage, er det ikke tyveri, men brugstyveri. Det samme gælder, hvis tingen efter endt brug efterlades, så ejeren senere vil få den, fx bil- og cykeltyverier. Smides tingen straks bort, er det ikke tyveri, men hærværk. Efter dansk ret kan også energi, fx elektricitet og fjernvarme, stjæles.
tyveri
Dansk retshistorie
Det må antages, at tyveri også i hedensk tid alene indebar en krænkelse af en privat interesse, og at det var overladt til den bestjålne selv at tage sig til rette over for tyven. I Danmark varede denne retstilstand til omkring 1200. Ifølge landskabslovene kunne hængning af tyven kun finde sted i henhold til dom afsagt af tinget, og Jyske Lov foreskrev, at hængningsstraffen skulle fuldbyrdes af det offentlige. Dødsstraf for tyveri var som regel betinget af, at det stjålnes værdi beløb sig til mindst en halv mark, samt at tyven var grebet på fersk gerning, at han tilstod tyveriet på tinge, eller at det stjålne blev fundet hos ham ved ransagning, efter at han havde nægtet. Ved tyveri for under en halv mark kunne tyven dømmes til en mindre legemsstraf, fx piskning, afskæring af ører eller næse. Herudover fik tyven en formuestraf.
Hvis der blev anlagt tyverisag mod en person pga. mistanke, og han blev svoret skyldig, fik han alene en formuestraf.
Både i middelalderen og i 1500- og 1600-t. beroede det på den bestjålne, om tyveristraffen skulle anvendes. I 1636 blev det bestemt, at tyven ikke skulle hænges ved første gang begået tyveri, men at han i stedet skulle sendes til strafarbejde på Bremerholm.
Ved Christian 5.s Danske Lov ophævedes dødsstraf for tyveri, der herefter skulle straffes med legemsstraffe og ved større tyverier tillige med strafarbejde. Endvidere fik tyven en formuestraf. Ved en forordning fra 1690 skærpedes straffen for stort tyveri til hængning.
Udviklingen i 1700-t. kendetegnes ved, at dødsdømte tyve i stigende omfang blev benådet med legemsstraf og strafarbejde. Under indtryk af oplysningstidens reformtanker ophævedes dødsstraf for tyveri endeligt i 1771. Behandlingen af tyveriforbrydelsen ændredes yderligere i human retning, da der i 1789 indførtes strafferammer, således at dommeren kunne fastsætte straffen uden at lægge afgørende vægt på det stjålnes værdi.
Et strengere syn på tyveriforbrydelsen i de første årtier af 1800-t. førte til en væsentlig skærpelse af tyveristraffen ved en forordning i 1840, men den fandtes efterhånden utidssvarende, og ved Straffeloven af 1866 gennemførtes en betydelig formildelse af straf for tyveri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.