borgerkrig

Borgerkrig er krig mellem to eller flere grupper inden for samme stat sædvanligvis med det formål at opnå regeringsmagten i landet eller at danne en ny selvstændig stat på en del af landets territorium. Trusler om eller anvendelse af magt staterne imellem er forbudt i henhold til FN-pagten, som imidlertid kun i meget begrænset omfang pålægger staterne forpligtelser eller begrænsninger, for så vidt angår interne forhold. Pagten indeholder således ikke et forbud mod borgerkrig, som dog kan være i strid med bindende resolutioner, vedtaget af FN's Sikkerhedsråd, fordi konflikten udgør en trussel mod den internationale fred.

I forbindelse med afkoloniseringen efter 2. Verdenskrig har det, uden at almindelig enighed er opnået, været diskuteret, om folkenes selvbestemmelsesret berettiger til krig mod statsmagten og tilsvarende ulovliggør statsmagtens kamp mod befolkningsgrupper, som vil løsrive sig. Det har først og fremmest været ulande, der har hævdet lovligheden af enhver form for kamp mod kolonimagterne.

Mens reglerne om neutralitet sætter klare grænser for, i hvilket omfang stater kan støtte andre stater i en international konflikt, er spørgsmålet omtvistet, når der er tale om en borgerkrig. Dette skyldes bl.a., at det under en borgerkrig kan være vanskeligt at afgøre, hvem der er den lovlige regering, og hvem der er oprører.

Tidligere mente man, at krigens love kun kunne gøres gældende, hvis alle parter i krigen havde anerkendt den eller de andre parter som krigsførende. Artikel 3 i de fire Genèvekonventioner af 1949 har imidlertid udstrakt nogle af de grundlæggende regler om krigens folkeret til også at omfatte parterne i en borgerkrig. Hertil kommer, at den anden tillægsprotokol af 1977 til Genèvekonventionerne vedrører beskyttelsen af ofre i ikke-internationale væbnede konflikter, først og fremmest civilbefolkningen, men også i en vis udstrækning deltagerne i en borgerkrig. Reglerne om blokade kan ikke anvendes af parterne i en borgerkrig. I senere årtier har der været en tendens til uden udtrykkelig støtte i konventioner i et vist omfang at lade reguleringen af internationale krige smitte af på kravene til at føre borgerkrig.

Den seneste danske borgerkrig var Grevens Fejde i 1534-1536.

Borgerkrige har altid været de hyppigst forekommende krige i verden. Under den kolde krig foregik hovedparten af borgerkrigene i den tredje verden. Mange af dem havde forbindelse med frigørelsen fra kolonistyre, men kunne samtidig have rod i kampen om adgang til jord, olie, mineraler og lignende, fx krigene i Katanga (Zaire (det nuværende Demokratiske Republik Congo)), Guatemala, El Salvador og Biafrakrigen i Nigeria i 1967-1970.

I kølvandet på sammenbruddet af den kommunistiske blok opstod bl.a. krige i det tidligere Jugoslavien, som i hvert fald i et vist omfang havde karakter af borgerkrige. Også i den tredje verden opstår fortsat borgerkrige efter sammenbruddet af autoritære regimer og introduktionen af mere demokratiske processer. I Somalia blev staten i 1993-1994 helt opløst af de traditionelle klaner, der kæmpede om magten. I andre stater er borgerkrigen en kamp mellem befolkningsgrupper og regioner om selvstændighed og kontrol; i mange tilfælde er der ingen skarp grænse mellem borgerkrigsgrupper og kriminalitet. Det internationale samfunds muligheder for at kontrollere og inddæmme sådanne borgerkrige er meget små. De fleste af disse krige har forfærdelige konsekvenser for den civile befolkning.