Sjælesorg er kirkens hjælpende og trøstende indsats for mennesker.

Faktaboks

Også kendt som

Sjælesorg; lat. cura animarum, ty. Seelsorge, dvs. 'omsorg for sjælen'

Historie

Sjælesorg, der som betegnelse kendes helt fra kristendommens første århundreder, kan således forstås som en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den gode hyrde, der opsøger de fortabte og praktiserer en radikal næstekærlighed. Sjælesorgens medium er samtalen, og det primære sigte er at afhjælpe et menneskes åndelige nød, anfægtelser og problemer med hensyn til samvittighed, tro, gudsforhold osv.

Sjælesorg var især knyttet til boden og skriftemålet, idet deltagelse i nadveren var betinget af, at man forud havde skriftet sine synder. Luther hævdede herimod, at det hverken er muligt eller nødvendigt at bekende alle sine synder, og han talte i stedet om sjælesorg som "brødrenes indbyrdes samtale og trøst".

Sjælesorgen i nyere tid

Med psykologiens udbredelse fra 1900-t.s begyndelse ændredes sjælesorgens problematik fra grunden af, og forholdet mellem psykoterapi og sjælesorg har siden været en udfordring. Især dybdepsykologien er blevet drøftet blandt sjælesorgsteologer, hvor holdningerne spænder fra nærmest ukritisk begejstring til et stædigt forsvar for sjælesorgens teologiske egenart som en forkyndelse af Guds ord til den enkelte og med psykologien fastholdt i en tjenende rolle som "hjælpevidenskab". Siden 1970'erne har en fælles holdning bredt sig: På varierende måder søger man at fastholde sjælesorgens teologiske grundlag, samtidig med at psykologiske indsigter inddrages; det gælder ikke mindst i den praktisk-kliniske sjælesorgsuddannelse, hvor man arbejder med analyse af case-materiale og supervision.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig