Cesare Beccaria

Cesare Beccaria, Cesare Marchese Bonesana di Beccaria, 11. eller 15.3.1738-28.11.1794, indflydelsesrig italiensk strafferetstænker. Cesare Beccaria blev født i Milano og kom i samme by tidligt ind i kredsen omkring Pietro Verri (1728-97), den ledende kraft i en gruppe af intellektuelle og udgiver af tidsskriftet Il Caffé, hvortil også Beccaria bidrog. Beccaria var inspireret af bl.a. de franske oplysningsfilosoffer Montesquieu og Voltaire.

Cesare Beccaria fik sit gennembrud med bogen Dei delitti e delle pene (1764, da. Om forbrydelse og straf, 1796), som gjorde op med samtidens opfattelse af strafferet og formulerede en række reformkrav. Hans grundtanke var, at statens ret til at straffe hvilede på en tænkt kontrakt mellem stat og borgere, hvorved borgerne overdrog en del af deres frihed til staten til gengæld for statens beskyttelse. Særlig kendt blev Beccarias diskussion af dødsstraffen, hvor hans synspunkt var, at frihedsstraf forebygger forbrydelser mere effektivt end dødsstraf. Han anførte som begrundelse, at tanken om livsvarig fængselsstraf har en mere afskrækkende virkning end tanken om den hastigt fuldbyrdede dødsstraf. Beccarias værk blev oversat til de europæiske hovedsprog og fik stor betydning for samtidens diskussion af og reformer inden for strafferetten. Bogen blev oversat til dansk i 1796, men var kendt forud, og dens tanker påvirkede dansk lovgivning og strafferetsdebat i 1700-t.s slutning.

1768-70 virkede Cesare Beccaria som professor i økonomi i Milano. Hans forelæsninger om offentlig økonomi blev publiceret i 1804 i 10-året efter hans død og indbragte ham fra Joseph A. Schumpeter betegnelsen "den italienske Adam Smith". I sine sidste år arbejdede Beccaria som embedsmand i den østrigske administration i Milano.

I litterære sammenhænge er han som æstetiker kendt for Ricerche intorno alla natura dello stile (1770, da. Undersøgelser over Stilens Natur).