Cour de cassation, (fr. 'kassations-, højesteret'), Frankrigs øverste domstol inden for det almindelige domstolssystem, beliggende i Paris. Cour de cassation kan kun tage stilling til bestemte indholds- og formmangler i underinstansernes afgørelser. Foreligger der grund til at forkaste en afgørelse, kassationsgrund, ophæves underinstansens afgørelse, og sagen overgives til en cour d'appel til fornyet behandling. Cour de cassation beklædes normalt af fem eller flere dommere; i mere enkle og indlysende sager af tre dommere.