Licensaftale, aftale om ret til at udnytte et patent, et varemærke, en ophavsret eller en anden tilsvarende ret. Licensaftaler indgås normalt for en bestemt afgrænset periode og med nærmere angivelse af udnyttelsesrettens omfang. Licensgebyret aftales ofte som en bestemt procentdel af produktionsprisen e.l., men kan fx også være en styklicens. Licensaftaler kan være eksklusive eller simple, alt efter om der aftales en enebenyttelsesret eller blot en medbenyttelsesret. Licensaftaler kan være rent nationale, men navnlig patentlicensaftaler er ofte af international beskaffenhed. Se også aftalelicens og tvangslicens.