Skilsmisseretten i Europa, USA, Rusland, Kina og Japan har siden 1960'erne ændret sig meget. Det er overalt blevet lettere at blive skilt. Skilsmisse findes nu (2012) i alle de her nævnte områder; i Malta blev skilsmisse først tilladt efter en folkeafstemning i 2011.
De fleste love søger stadig at bevare ægteskabet og følger programudtalelsen i den engelske Family Law Act fra 1996, hvorefter myndighederne skal sørge for, at ægteskabet understøttes, og at ægtefællerne i tilfælde af, at ægteskabet trues af forlis, tilskyndes til at gøre alt, hvad der er praktisk muligt for at redde det.
Skyld (i engelsk lovgivning fault), fx utroskab eller anden misgerning mod den anden ægtefælle, er stadig en påberåbt og reel skilsmissegrund i mange lande, men i dag er ægteskabets sammenbrud pga. gemytternes uoverensstemmelse, eller fordi det fysiske eller åndelige fællesskab er ophørt, den vigtigste skilsmissegrund.
Der findes overalt regler, der giver parterne skilsmisse, hvis de er enige om den, og denne adgang er meget benyttet. Flere love kræver, at samlivet har været ophævet en vis tid. Hvor den ene ægtefælle begærer skilsmisse, kræves det, at samlivet har været ophævet i længere tid, end hvis ægtefællerne er enige om at ville skilles. Skilsmisse gives da, selvom den, der begærer den, er skyld i samlivsophævelsen.
Det tidsrum, der skal være forløbet fra ophævelse af samlivet og til skilsmisse kan opnås, varierer fra land til land. På en skala fra de mest restriktive lande til de mest liberale hører Italien sammen med Irland og Spanien til de restriktive. Tyskland, England og Frankrig ligger i midten, mens Sverige, Finland, Danmark, Norge, Holland, Kina og Rusland findes på den liberale del af skalaen.
I Sverige kan ægtefæller, der ikke har fællesbørn under 16 år, få skilsmisse, når de sammen begærer det, og den ene ægtefælle kan kræve at blive skilt, når hun efter at have fremsat begæringen gentager den efter seks måneders betænkningstid. Til de liberale hører også de fleste af USA's stater, hvor der gives skilsmisse, blot en part begærer det.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.