Skilsmisse er ophør af et ægteskabs retsvirkninger ved retlig eller administrativ afgørelse. Denne artikel behandler kun de juridiske aspekter ved skilsmisse; mht. skilsmissens følelsesmæssige betydning for børn, navnlig hvad angår forholdet til forældrene, se afsnittet Den opløste familie i artiklen familie.

Faktaboks

Etymologi
1. led kommer af det gammeldanske skil, 'adskillelse'. 2. led kommer af oldnordisk missa, 'savn, tab', beslægtet med dansk miste.

Forudsætninger for skilsmisse

Skilsmisse forudsætter, at én af Ægteskabslovens såkaldte skilsmissegrunde foreligger. Enhver af ægtefællerne har ret til skilsmisse efter seks måneders separation, og hvis de er enige om, at de vil skilles, har de ret til skilsmisse uden forudgående separation. Skilsmisse på grundlag af separation forudsætter, at separationen ikke er bortfaldet, ved at samlivet er genoptaget eller fortsat efter separationen.

En ægtefælle har endvidere ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro. Selvom ægtefællerne er enige om at søge skilsmisse, skal utroskaben bevises under sagen, fx ved en skriftlig erklæring fra den person, som ægtefællen har haft et forhold til. En ægtefælle kan ikke kræve skilsmisse, hvis vedkommende har samtykket, fx ved ægtefællernes gensidige aftale om ophævelse af troskabspligten eller ved fortsættelse af samlivet i længere tid med kendskab til den andens ægteskabsbrud. Utroskabsbestemmelsen kan ikke anvendes, når ægtefællerne er separerede.

En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de seneste to år. En faktisk adskillelse, der fx alene skyldes arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold eller fængselsophold, kan ikke danne grundlag for skilsmisse.

Skilsmisse kan kræves af en ægtefælle i tilfælde, hvor den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold eller psykisk vold eller har udøvet seksuelt overgreb mod ægtefællen, mod ægtefællernes børn, mod ægtefællens eller ægtefællernes børns nærmeste pårørende, som ægtefællen eller ægtefællernes børn er knyttet til, eller mod andre børn.

Endvidere har en ægtefælle ret til skilsmisse, når modparten har bortført ægtefællens barn ud af landet eller ulovligt tilbageholder barnet i udlandet. Endelig har en ægtefælle ret til skilsmisse i tilfælde af bigami.

Konsekvenser af en skilsmisse

Skilsmisse medfører i forhold til det offentlige, at ægtefællernes offentligretlige forsørgelsespligt over for den anden ægtefælle ophører, og sambeskatning af ægtefællerne ophører. Skilsmisse kan medføre, at en opholdstilladelse for en udlænding inddrages.

Ved en skilsmisse skal der tages stilling til, om den legale bidragspligt over for ægtefællen skal fortsætte, og om overtagelse af et eventuelt lejemål af fælles lejlighed. Formuefællesskabet ophører som udgangspunkt ved udgangen af det døgn, hvor Familieretshuset modtager anmodning om separation eller skilsmisse. Fællesboet, formuefællesskabet, kan herefter ligedeles med bistand fra skifteretten efter anmodning. Hvis parterne har været separeret forud for skilsmissen, er de to vilkår om den lejede bolig og bidragspligt aftalt eller fastsat i separationsvilkårene. Der kan dog ved separationen tages forbehold for, at vilkåret om bidragspligt skal gælde ved en efterfølgende skilsmissen. Skilsmissen bortfalder ikke, hvis de tidligere ægtefæller genoptager samlivet.

Ansøgning om skilsmisse skal indgives til Familieretshuset. Hvis ægtefællerne er enige om at blive skilt og enige om vilkårene herfor, kan Familierethuset uden videre bevilge skilsmisse. Betingelsen, for at skilsmisse uden videre kan gives ved bevilling, er, at ægtefællerne er enige om at ønske skilsmisse, hvorvidt der skal være bidragspligt over for den anden ægtefælle og i så fald hvor længe, samt hvem der har ret til at fortsætte lejemålet i en eventuel lejlighed. Derimod skal spørgsmål om bl.a. bidrag til børn, størrelsen af ægtefællebidrag og delingen af ægtefællernes fællesbo ikke nødvendigvis afgøres inden skilsmissen. Er der uenighed om forældremyndighed eller samvær, tilbydes forældrene en tværfaglig børne- og familiesagkyndig rådgivning.

Uenighed om en skilsmisse

Hvis ægtefællerne ikke er enige om at blive skilt eller ikke er enige om vilkårene for en skilsmisse, tilbyder Familierethuset en vilkårsforhandling, hvor ægtefællerne bliver vejledt og informeret om reglerne. Såfremt ægtefællerne ikke opnår enighed, træffer Familierethuset afgørelse eller indbringer sagen for Familieretten, hvis sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger. Familieretten afgør derefter ved dom, om skilsmisse skal meddeles, og fastsætter indholdet af de vilkår, som parterne ikke er enige om. Retsplejeloven indeholder særlige regler om ægteskabssagers behandling. Forhandlingsmaksimen gælder ikke i disse sager, og retten er derfor ikke bundet af parternes påstande om, hvorvidt der foreligger en skilsmissegrund. Vedrørende de økonomiske betingelser og retten til at fortsætte lejemålet af en tidligere fælles lejlighed kan parterne indgå aftaler, der skal respekteres af retten. Retsmøder i ægteskabssager foregår for lukkede døre.

Retshistorie

Skilsmisse var kendt i mosaisk ret og for Europas vedkommende i bl.a. romerretten, germansk ret og nordisk ret. Efterhånden som kirkens opfattelse af ægteskabet som en livsvarig, uopløselig forbindelse mellem kvinde og mand trængte igennem, begrænsedes muligheden for at opnå skilsmisse. I kanonisk ret blev forbud mod skilsmisse udledt af de steder i Det Nye Testamente, hvor Kristus havde udtalt sig mod skilsmisse.

I Danmark blev kanonisk ægteskabsret accepteret fra omkring år 1200, og forbuddet mod skilsmisse gjaldt indtil Reformationen i 1536. Samlivspligten kunne dog efter kanonisk ret bringes til ophør ved separation, fx i tilfælde af ægteskabsbrud, og et ægteskab kunne omstødes, bl.a. pga. for nært slægtskab mellem ægtefællerne eller mangler ved den ægteskabsstiftende aftale, fx tvang.

Efter Reformationen blev det under indflydelse af Martin Luthers lære anerkendt, at der i visse tilfælde kunne opnås dom til skilsmisse ved de såkaldte tamperretter. I Ægteskabsordinansen af 1582 og senere i Christian 5.s Danske Lov var de vigtigste skilsmissegrunde ægteskabsbrud, svigagtig rømning (desertio localis) og impotens ved ægteskabets indgåelse.

Hverken Ægteskabsordinansen eller Danske Lov hjemlede separation, men i løbet af 1700-tallet blev der ved kongelig bevilling åbnet adgang til separation ikke blot i tilfælde, hvor der forelå skyld hos den ene af ægtefællerne, men også når ægteskabet måtte anses for ødelagt pga. gemytternes uoverensstemmelse.

I tilknytning til denne udvikling og under indflydelse af oplysningstiden og naturrettens opfattelse af ægteskabet som en privatretlig kontrakt blev der i slutningen af 1700-talet i bevillingspraksis givet tilladelse til skilsmisse efter nogen tids separation, hvilket var den vigtigste nydannelse i de danske skilsmisseregler i tiden mellem Danske Lov og Ægteskabsloven af 1922.

Skilsmisse i fremmed ret

Skilsmisseretten i Europa, USA, Rusland, Kina og Japan har siden 1960'erne ændret sig meget. Det er overalt blevet lettere at blive skilt. Skilsmisse findes nu (2012) i alle de her nævnte områder; i Malta blev skilsmisse først tilladt efter en folkeafstemning i 2011.

De fleste love søger stadig at bevare ægteskabet og følger programudtalelsen i den engelske Family Law Act fra 1996, hvorefter myndighederne skal sørge for, at ægteskabet understøttes, og at ægtefællerne i tilfælde af, at ægteskabet trues af forlis, tilskyndes til at gøre alt, hvad der er praktisk muligt for at redde det.

Skyld (i engelsk lovgivning fault), fx utroskab eller anden misgerning mod den anden ægtefælle, er stadig en påberåbt og reel skilsmissegrund i mange lande, men i dag er ægteskabets sammenbrud pga. gemytternes uoverensstemmelse, eller fordi det fysiske eller åndelige fællesskab er ophørt, den vigtigste skilsmissegrund.

Der findes overalt regler, der giver parterne skilsmisse, hvis de er enige om den, og denne adgang er meget benyttet. Flere love kræver, at samlivet har været ophævet en vis tid. Hvor den ene ægtefælle begærer skilsmisse, kræves det, at samlivet har været ophævet i længere tid, end hvis ægtefællerne er enige om at ville skilles. Skilsmisse gives da, selvom den, der begærer den, er skyld i samlivsophævelsen.

Det tidsrum, der skal være forløbet fra ophævelse af samlivet og til skilsmisse kan opnås, varierer fra land til land. På en skala fra de mest restriktive lande til de mest liberale hører Italien sammen med Irland og Spanien til de restriktive. Tyskland, England og Frankrig ligger i midten, mens Sverige, Finland, Danmark, Norge, Holland, Kina og Rusland findes på den liberale del af skalaen.

I Sverige kan ægtefæller, der ikke har fællesbørn under 16 år, få skilsmisse, når de sammen begærer det, og den ene ægtefælle kan kræve at blive skilt, når hun efter at have fremsat begæringen gentager den efter seks måneders betænkningstid. Til de liberale hører også de fleste af USA's stater, hvor der gives skilsmisse, blot en part begærer det.

Læs mere i Den Store Danske

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig