Godtgørelse er en økonomisk kompensation for et ikke-måleligt tab. Erstatningsrettens udgangspunkt er, at kun økonomisk skade kan kræves erstattet. Godtgørelse for ikke-økonomisk skade, såkaldt idéel eller immateriel skade, kan kun kræves i særlige tilfælde med udtrykkelig hjemmel i en aftale eller i en lov. Det gælder fx Erstatningsansvarslovens bestemmelser om tilskadekomne personers krav på godtgørelse for varigt mén, svie og smerte samt tort, dvs. krænkelse af vedkommendes selv- og æresfølelse og påførelse af lidelse.

Godtgørelse forekommer også uden for personskadeområdet. Et eksempel er den godtgørelse, som en ejendomsformidler kan komme til at betale, hvis han eller hun til skade for en forbruger har foretaget en forkert beregning af provenuet ved salg af forbrugerens faste ejendom; en forbruger i god tro har krav på godtgørelse af forskellen mellem den forkerte og den korrekte beregning. Der er nemlig ikke tale om at forbrugeren lider et tab – hans ejendom er det værd, den kan sælges for, og han har den gæld i ejendommen, han nu har. Men han har indrettet sig efter mæglerens forkerte beregning. Derfor er en godtgørelse nødvendig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig