Landsskatteretten, øverste administrative klageorgan på skatte-, afgifts- og ejendomsvurderingsområdet. Reglerne om Landsskatterettens sammensætning og virkemåde mv. er beskrevet i skatteforvaltningsloven.

Landsskatteretten er klageinstans vedrørende klager over SKATs afgørelser om selskabers skatteansættelser. For personers (og dødsboers) vedkommende er Landskatteretten navnlig klageinstans i tilfælde, hvor skatteyderen ønsker sagen behandlet ved Landsskatteretten, eller klagen af skatteankeforvaltningen henvises til Landsskatteretten, fx fordi sagen er principiel eller har væsentlig økonomisk betydning. Andre klager over personers (og dødsboers) skatteansættelser afgøres af skatteankenævnet.

Landsskatteretten består af en ledende retsformand, et antal øvrige retsformænd, 30 andre medlemmer og 4 særligt motorsagkyndige medlemmer. Af disse medlemmer vælges 11 af Folketinget, mens resten udnævnes af skatteministeren. Retsformændene skal have bestået juridisk embedseksamen, og 11 af de øvrige ministervalgte medlemmer skal være dommere. Skatteministeren skal endvidere udnævne mindst én repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne.

Landskatteretten sekretariatsbetjenes af skatteankeforvaltningen, der modtager klagerne, forbereder sagerne og udarbejder forslag til kendelser.

Praksis viser, at det typisk er ca. en tredjedel af klagerne til Landsskatteretten, der falder ud til skatteydernes fordel.

Landsskatterettens afgørelser kan indbringes for domstolene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig