Magtfordelingslæren er en forfatningsretlig lære, ifølge hvilken de tre statslige magtfunktioner — den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt — principielt bør fordeles på forskellige magtorganer — fx på statsoverhoved, på regering, på parlament og på domstole — med det formål at modvirke den offentlige magtudøvelses vilkårlighed. Læren tilskrives Montesquieu og er formuleret i De l'esprit des lois (1748, dansk: Om Lovenes Natur og Aarsag, 1770-71, Om Lovenes Ånd, 1998).

Magtfordeling, der kan organiseres meget forskelligt, er et centralt kendetegn ved en demokratisk stat; den konkrete udformning er afhængig af, om magtfordelingen skal virke i et parlamentarisk demokrati som det danske, britiske og tyske eller i et helt eller delvist præsidentialstyre som det amerikanske og franske. Sikringen mod magtmisbrug kan enten være en følge af, at flere organer skal samvirke i indbyrdes afhængighed, dvs. magtspredning som fx i Tyskland, eller af, at de enkelte funktioner reserveres uafhængigt virkende organer, dvs. magtadskillelse som fx i USA.

Magtfordelingen i Danmark er formuleret i Grundlovens § 3, der lyder "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene."

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig