Den dømmende magt er myndighed til at træffe endelige afgørelser i retlige konflikter, der forelægges domstole som retssager.

Den dømmende magt i Danmark er ifølge Grundlovens § 3 hos domstolene (se også Tvind-dommen) og omfatter straffesager, borgerlige sager mellem private eller mellem offentlig myndighed og private og endelig sager anlagt af private om lovligheden af en administrativ afgørelse. Dømmende magt udøves af de almindelige domstole med Højesteret som den øverste domstol og af særlige domstole, fx Arbejdsretten.

Ved Danmarks tilslutning til EF i 1972 blev dømmende magt, som forud alene lå hos danske domstole, overladt til EF-Domstolen (nuværende EU-Domstolen) i Luxembourg; dette får stigende betydning for danske domstole ved fastlæggelsen af EU-retten og for dansk ret i øvrigt.

Magtadskillelse og uafhængighed

Ifølge magtfordelingslæren bør domstolenes magt adskilles fra den lovgivende og den udøvende magt. Overvejelser mht. magtens deling i flere grene med henblik på at undgå magtmisbrug og vilkårlighed har spillet en stor rolle hos mange politiske tænkere, især Montesquieu og teoretikerne bag den amerikanske forfatning.

For at kunne tale om den dømmende magts uafhængighed er det nødvendigt, at domstolenes afgørelser ikke kan appelleres til andre af magtens grene, og at dommere ikke kan afsættes af den udøvende magt. Til yderligere befæstelse af uafhængigheden kan domstolene få indflydelse på udnævnelsen af dommere, og det kan slås fast i forfatningen, at den dømmende magt kan kontrollere magtens andre grene, således at forvaltningens afgørelser kan indbringes til prøvelse ved domstolene, ligesom loves forenelighed med forfatningen kan prøves ved landets højeste domstol.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig