Inger Støjberg i Rigsretten den 2. september 2021 med sine forsvarsadvokater Nicolai Mallet (mørk habit) og René Offersen (briller).
Thomas Borberg/Ritzau Scanpix.

Rigsretten er en særlig domstol, der dømmer i sager, hvor en minister anklages for at have overtrådt grundloven, lovgivningen eller de pligter, der i øvrigt følger af stillingen som minister. Det er Folketinget, der beslutter at rejse sagen og vedtager anklagen, jf. Grundlovens § 16.

Rigsrettens sammensætning

Af Rigsrettens 30 dommere er de 15 højesteretsdommere. Formanden for Rigsretten under sagen mod Inger Støjberg var højesteretspræsident Thomas Rørdam. Her på foto fra januar 2021.
Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Rigsretten består af 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer, der er valgt af Folketinget, jf. Grundlovens § 59 og Rigsretslovens § 2. De personer, som Folketinget vælger til Rigsretten, må ikke selv være medlemmer af Folketinget. Folketinget er anklagemyndighed, og folketingets medlemmer kan derfor ikke samtidig være medlemmer af den domstol, der skal dømme.

De folketingsvalgte medlemmer af Rigsretten vælges for 6 år ad gangen. Senest skete det i Folketinget den 13. maj 2020 med virkning fra den 18. maj 2020 og 6 år frem. Den rækkefølge, hvori de pågældende er valgt efter forholdstal, er følgende:

  1. Erik Christensen (udpeget af Socialdemokratiet) (Lærer. Tidligere medlem af Folketinget)
  2. Nicolai Mallet (udpeget af Venstre) (Advokat)
  3. Pia Gjellerup (udpeget af Socialdemokratiet) (Advokat. Tidligere minister og medlem af Folketinget)
  4. Karoly Németh (udpeget af Venstre) (Advokat)
  5. Karin Gaardsted (udpeget af Socialdemokratiet) (Lærer. Tidligere medlem af Folketinget)
  6. Christian Langballe (udpeget af Dansk Folkeparti) (Sognepræst. Tidligere medlem af Folketinget)
  7. Klaus Bach Trads (udpeget af Radikale Venstre) (Sekretariatsleder, Aarhus Kommune)
  8. Gert Eg (udpeget af Venstre) (Advokat. Tidligere viceborgmester)
  9. Anne Grete Holmsgaard (udpeget af SF) (Tidligere universitetsdirektør. Tidligere medlem af Folketinget)
  10. Ingelise Bech Hansen (udpeget af Enhedslisten) (Lektor, cand. jur., Den Sociale Højskole)
  11. Keld Holm (udpeget af Det Konservative Folkeparti) (Tidligere direktør)
  12. Karen Klint (udpeget af Socialdemokratiet) (Tidligere Centerleder, socialpædagog. Tidligere medlem af Folketinget)
  13. Karen Rønde (udpeget af Venstre) (Advokat. Tidligere medlem af Folketinget)
  14. Leif Donbæk Thomsen (udpeget af SF) (Advokat)
  15. Mette Vestergaard Huss (udpeget af Venstre) (Advokat)

For hvert folketingsvalgt medlem er der valgt to stedfortrædere, som kan træde ind, hvis fx et medlem viser sig at være inhabil, dør eller af anden grund er udelukket fra at deltage i en rigsretssags behandling. I rigsretssagen mod Inger Støjberg udtrådte Nicolai Mallet, fordi han var forsvarer i sagen. I stedet indtrådte Jacob Mchangama (direktør for tænketanken Justitia). Karin Gaardsted udtrådte, fordi hun indtog en stedfortræderplads i Folketinget. I stedet indtrådte Kirsten Brosbøl (tidligere minister og folketingsmedlem). Da to højesteretsdommere var inhabile, udtrådte Mette Vestergaard Huss og Leif Donbæk Thomsen af rigsretssagen.

Blandt Højesterets dommere, er det de 15 dommere, der har været ansat længst, der er medlemmer af Rigsretten.

Siden Rigsretten blev indført med grundloven i 1849, har der været gennemført seks rigsretssager.

Rigsretssagerne i 1855-56 og 1877

Det Kongelige Teater i 2005.
Det var overskridelser på budgettet for byggeriet af Det Kongelige Teater på Kgs. Nytorv, der i 1877 førte til den tredje rigsretssag.
Det Kongelige Teater i 2005.
Finn Heidelberg/Ritzau Scanpix.

I de første tre rigsretssager blev de anklagede ministre alle frifundet. Sagerne handlede alle om, hvorvidt ministrene havde overtrådt grundlovens krav om forudgående bevilling på finansloven til udgifter. I den første sag i 1855-56 var tidligere statsminister Anders Sandøe Ørsted og hans ministre anklaget for at have afholdt ikke-bevilgede militærudgifter i forbindelse med Krimkrigen. I den anden sag i 1877 var tidligere finansminister A.F. Krieger m.fl. anklaget for manglende bevilling i forbindelse med salget af Marmorkirkens grund. I den tredje sag samme år var de tidligere undervisnings- og kirkeministre C.C. Hall og J.J.A. Worsaae anklaget for at have overskredet budgettet ved byggeriet af Det Kongelige Teater.

I de tre sager blev de anklagede ministre frifundet, fordi Rigsrettens flertal ikke så helt så strengt på reglerne om finanslovsbevilling, som Folketingets flertal gjorde.

Rigsretssagen i 1910 mod J.C. Christensen og Sigurd Berg

Fhv. indenrigsminister Sigurd Berg blev i 1910 som den første dømt ved Rigsretten. Han blev dømt for at have forsømt tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som blev bedraget af ministerkollegaen P.A. Alberti.

Foto: Lars Peter Elfeldt. Det Kgl. Biblioteks billedsamling..

I den fjerde rigsretssag i 1910 blev fhv. indenrigsminister Sigurd Berg idømt en bøde på 1.000 kr. med 60 dages fængsel som forvandlingsstraf. Berg blev dømt for at have forsømt tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse, som justitsminister P.A. Alberti var formand for. Alberti blev samme år ved byretten idømt 8 års tugthus for bedrageri. Når Albertis sag ikke kom for Rigsretten, skyldtes det, at hans bedragerier var begået af ham som privatperson og ikke som minister. I rigsretssagen i 1910 var også tidligere statsminister J.C. Christensen anklaget. Han blev ikke straffet, men fik i Rigsrettens dom kritik for ikke at have handlet forsvarligt, da han nægtede at indlede en undersøgelse af justitsminister Albertis embedsførelse på trods af omfattende offentlig og politisk kritik mod Alberti.

Bøden på 1000 kr. til Sigurd Berg lyder ikke i dag af meget, men i virkeligheden var den meget stor. Det er svært at omregne de 1.000 kr. i 1910 til et beløb, der kan sammenlignes med det ved starten af 2020'erne. Men så vidt man kan regne sig frem til, lå bøden på et niveau svarende nogenlunde til det, der dengang var en faglært arbejders årsløn. Omsat til vore dages velstandsniveau er bøden dermed oppe omkring de 300.000-400.000 kr. I tillæg til bøden kom i øvrigt, at Sigurd Berg blev dømt til at betale 1/5 af anklagerens salær på 10.000 kr. (ud over udgiften til sin forsvarer som Sigurd Berg selv afholdt).

Rigsretssagen i 1993-95 mod Erik Ninn-Hansen

Rigsretten. Den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen ankommer til Rigsretten 7. december 1993 for at blive afhørt om sin rolle i Tamilsagen.

.

I den femte rigsretssag i 1993-95 blev tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for sin rolle i Tamilsagen. Rigsrettens flertal på i alt 15 medlemmer ud af 20 deltagende fandt, at Erik Ninn-Hansen var skyldig i at have overtrådt ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved – trods gentagne advarsler fra sine embedsmænd – ulovligt at have fastholdt sin beslutning om at stille behandlingen af familiesammenføringssager for en række tamiler i bero. Fem medlemmer af Rigsretten ville frifinde Erik Ninn-Hansen. Straffen på fire måneders fængsel blev gjort betinget på grund af Erik Ninn-Hansens alder og helbred.

Rigsretssagen i 2021 mod Inger Støjberg

Inger Støjberg forlader Eigtveds Pakhus efter domsafsigelsen i Rigsretten d. 13. december 2021.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix).

I den sjette rigsretssag i 2021 – den såkaldte Instrukssag – blev tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mandag den 13. december 2021 idømt 60 dages fængsel. Straffen var ubetinget. Der medvirkede 26 dommere i rigsretssagen, og et flertal på 25 fandt, at Inger Støjberg var "skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved at være ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen i perioden fra den 10. februar til den 18. marts 2016 iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration, hvorefter der i et antal sager blev adskilt gifte eller samlevende par indkvarteret i asylsystemet, hvor den ene part var 15-17 år, i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, proportionalitet og sagsoplysning."

Mens 25 af de 26 dommere var enige om skyldvurderingen, var der ikke enighed om strafudmålingen. 10 dommere stemte for fængsel i 3 måneder. 5 dommere stemte for fængsel i 60 dage. 9 dommere stemte for fængsel i 60 dage, men således at straffen blev gjort betinget. En dommer stemte for 10 dagbøder på hver 1.000 kr., og en dommer stemte for strafbortfald. Resultatet blev, at Inger Støjberg blev idømt den strengeste sanktion, der var flertal for, dvs. en ubetinget fængselsstraf på 60 dage. Som følge af dommen blev Inger Støjberg tirsdag den 21. december af et flertal i Folketinget fundet uværdig til at sidde i Folketinget, jf. grundlovens § 30 og § 33.

Det mere principielle i Rigsrettens dom i sagen mod mod Inger Støjberg

Fra Rigsrettens dom i sagen mod Inger Støjberg kan der være grund til at fremhæve fire elementer, der også kan have betydning for eventuelt fremtidige rigsretssager og for Folketingets vurdering af, om der er grundlag for en rigsretssag.

1. Betydningen af embedsmændenes rådgivning

Sådan som det også har været i tidligere rigsretssager, var embedsmændenes rådgivning afgørende for ministerens ansvar. I rigsretsdommens afsnit om tilregnelsen, dvs. spørgsmålet om forsæt, udtaler flertallet på 25 dommere, at: ”Inger Støjberg blev [af sine embedsmænd] flere gange advaret om, at en indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser ikke ville være lovlig”. Alligevel besluttede hun, ”at ordningen skulle iværksættes straks”, og hun ”måtte [derfor] indse, at hun kortsluttede den procedure, der skal følges efter EMRK artikel 8 og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger […]”.

Rigsrettens dom i sagen mod Inger Støjberg understreger på denne måde – lige som Rigsrettens dom i 1995 i sagen mod Erik Ninn-Hansen og dommen i 1910 i sagen mod Sigurd Berg – vigtigheden af, at en minister ikke sidder sine embedsmænds advarsler overhørig.

Forkert eller ikke retvisende rådgivning fra embedsmændene kan betyde, at en minister hverken kan dømmes for forsæt eller grov uagtsomhed. I almindelighed må en minister kunne hælde sit hoved til embedsmændenes rådgivning. Og kan ministeren alligevel ikke gå fri, så vil forkert eller ikke retvisende rådgivning fra embedsmændene kunne være en formildende omstændighed ved strafudmålingen, hvis rådgivningen har haft betydning for, hvilke konsekvenser ministeren måtte antage, at et retsbrud kunne få.

Det sidste illustreres i Rigsrettens dom af de 15 dommeres begrundelse for straffastsættelsen, hvor det anføres: ”Det må indgå i vurderingen, at Inger Støjberg før sin beslutning havde modtaget rådgivning fra sine embedsmænd om, at det kun i ganske få tilfælde kunne forventes at ville være uproportionalt at adskille de berørte par. Denne rådgivning var dog ikke retvisende og byggede ikke på nærmere vurderinger af de enkelte par, hvilket må ses i lyset af det pres, Inger Støjberg forinden havde lagt på embedsmændene bl.a. ved på Facebook at meddele, at hun straks ville pålægge Udlændingestyrelsen at sætte en stopper for, at piger under 18 år kunne være indkvarteret på asylcentre sammen med voksne ægtefæller eller samlevere.”

Som det fremgår, modificeres det formildende for ministeren ved den ikke retvisende rådgivning, hun har fået, af det pres, ministeren havde lagt på embedsmændene. Mere frit formuleret kan man vel sige det på den måde, at ministeren ved sit pres selv havde beredt vejen for den ikke retvisende rådgivning, hun modtog.

2. Gælder der et krav om alvorlig ulovlighed?

I Rigsrettens dom er der et særskilt afsnit med overskriften ”1.3. Gælder der en alvorlighedsbetingelse?”. Baggrunden er, at i Rigsretten i sagen mod Erik Ninn-Hansen i præmisserne om skyldspørgsmålet udtalte, at ”strafansvar må forudsætte, at der er tale om overtrædelser, som alvorligt kan bebrejdes ministeren, og hvor en politisk reaktion må anses for at være utilstrækkelig”. Rigsretten henviste i 1995 i den forbindelse til bemærkningerne til ministeransvarlighedsloven.

Bemærkningerne det pågældende sted angik imidlertid ikke kravene til det objektive gerningsindhold, men derimod kravene til tilregnelsen, altså det subjektive vedrørende forsæt og grov uagtsomhed. Det hedder tværtimod i lovbemærkningerne om det objektive gerningsindhold, at en minister kan straffes for enhver tilsidesættelse af embedspligt.

Man kan mene forskelligt om, hvordan formuleringen i Rigsrettens dom fra 1995 i sagen mod Erik Ninn-Hansen egentlig skulle forstås. Under alle omstændigheder viste forsvarernes procedure i sagen mod Inger Støjberg, at formuleringen var egnet til at blive forstået sådan, at formuleringen gik på kravene til det objektive gerningsindhold. At en ministers lovbrud altså efter ministeransvarlighedsloven objektivt skulle være ”alvorligt”, før et strafansvar kunne komme på tale.

Men sådan er det ikke. Det fremgår klart af ministeransvarlighedslovens ordlyd og forarbejder. Det er så det, Rigsretten har slået fast i afsnittet ”Gælder der en alvorlighedsbetingelse?” Og som det siges afslutningsvis i afsnittet: ”Når Folketinget har besluttet at rejse tiltale mod en minister for dennes embedsførelse, jf. grundlovens § 16, tilkommer det ikke Rigsretten at afgøre, om en politisk reaktion ville have været tilstrækkelig. Afgørelsen heraf er alene Folketingets.”

Det er altså ikke Rigsrettens opgave at optræde som en form for censurmyndighed over for Folketingets beslutning om at rejse tiltale mod en minister ved, at retten foretager en vurdering af, om en politisk ansvarsreaktion over for ministeren, ville have været tilstrækkelig.

3. Udgangspunktet for straffastsættelsen

Det tredje af mere principiel interesse i Rigsrettens dom er, at Rigsretten udtaler sig om, hvad udgangspunktet for straffastsættelsen må være. Slår man op i ministeransvarlighedsloven, får man ikke megen vejledning. Det følger af lovens § 6, at straffen efter § 5 er bøde eller fængsel indtil 2 år. Bemærkningerne til bestemmelsen giver ikke anden vejledning end den, at strafferammerne er forholdsvis vide, og at dette må anses for påkrævet under hensyn til den forskelligartede karakter af de lovovertrædelser, som rammerne omfatter.

I dommen i rigsretssagen mod Inger Støjberg fastslog et flertal på 15 dommere det helt principielle, at en ubetinget fængselsstraf må være udgangspunktet "i tilfælde, hvor en minister har sat sig ud over lovgivningen på sit forvaltningsområde ved med forsæt at tilsidesætte væsentlige individuelle rettigheder med skadevirkning for enkeltpersoner til følge." De 15 dommere begrundede dette udgangspunkt om ubetinget fængselsstraf med, som det hedder i dommen: ”den samfundsmæssige betydning af, at regeringens ministre respekterer gældende ret og dermed folkestyrets og retsstatens grundlæggende spilleregler”.

"Folkestyrets grundlæggende spilleregler" kan vel siges at være, at det er Folketinget og ikke ministeren, der vedtager lovene. "Retsstatens grundlæggende spilleregler" er vel, at borgerne skal behandles i overensstemmelse med loven – og ikke efter en ministers forgodtbefindende.

4. Ministerens selvstændige initiativpligt

Endelig for det fjerde berører Rigsrettens dom spørgsmålet om, hvilket selvstændigt initiativ, man kan kræve af en minister. Som nævnt blev Inger Støjberg fundet skyldig for perioden 10. februar til 18. marts 2016. Men ikke for perioden 18. marts frem til ”senest den 12. december 2016”, som der stod i Folketingets anklageskrift.

Baggrunden for, at ministerens ansvar alene strakte sig til den 18. marts er et godt eksempel på betydningen af embedsmændenes rådgivning. Baggrunden var nemlig, at departementschefen satte foden ned i forbindelse med, at der skulle laves et talepapir til det samråd, der skulle afholdes i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg den 15. marts 2016 (samråd Z). Ministeren ville kun nævne den såkaldte ”kongebrevssituation” som en undtagelse fra den ellers undtagelsesfrie adskillelse. ”Kongebrevssituationen” var den ordning, der gjaldt indtil 1. februar 2017, hvor man efter ansøgning kunne få tilladelse til at gifte sig, selv om man var under 18 år. Men departementschefen insisterede på, at der skulle sættes et ”f.eks.” ind foran det med kongebrevet. Altså sådan at det dermed også var angivet, at der kunne være andre undtagelsessituationer. Det var ministeren ikke med på. Men departementschefen satte så for alvor foden ned og truede med at gå til Statsministeriet. Man vil kunne læse herom, når Rigsretstidende i anden halvdel af 2022 foreligger med gengivelse af alle vidneforklaringerne.

Da dette ”f.eks.” blev sat ind, åbnede det for, at en kontorchef i Udlændige- og Integrationsministeriet få dage senere, den 18. marts, kunne sende en mail til Udlændingestyrelsen med besked om, at de internationale konventioner skulle overholdes. Den ordning med undtagelsesfri adskillelse, som Inger Støjberg var ansvarlig for iværksættelsen og administrationen af, var dermed ophævet.

Men følgevirkningerne af den ulovlige fremgangsmåde med adskillelse uden mulighed for undtagelser bestod i vidt omfang fortsat. De par, der allerede var adskilt (og det var langt de fleste) forblev adskilt. Og det var først den 28. april – i forbindelse med at Folketingets Ombudsmand var gået ind i sagen – at de adskillelser, der var gennemført, blev genoptaget med henblik på at få foretaget partshøring. Og flere af adskillelserne blev under denne genoptagelse i øvrigt opretholdt i flere måneder herefter.

Som det er anført i dommen, rejste dette forløb det spørgsmål, om Inger Støjberg havde et strafferetligt ansvar for, at adskillelserne på denne måde blev opretholdt efter den 18. marts. Eller sagt med andre ord: Havde Inger Støjberg som minister en selvstændig initiativpligt til at sikre, at de allerede gennemførte adskillelser, der var gennemført uden den fornødne sagsoplysning, blev genoptaget? Og havde hun måske ligefrem en pligt til at sikre, at adskillelserne blev ophævet, indtil der – på et oplyst grundlag – kunne træffes fornyet afgørelse om eventuel adskillelse i sagerne?

Under de konkrete omstændigheder i sagen fandt Rigsretten, at Inger Støjberg ikke kunne pålægges strafansvar for Udlændingestyrelsens eventuelt lov- og konventionsstridige indkvarteringsadministration efter den 18. marts. Som begrundelse for sit resultat lagde Rigsretten – sådan som man kan læse i dommen – vægt på,

  • at kompetencen til at træffe beslutning om adskillelse lå hos Udlændingestyrelsen,
  • at kontorchefens mail af 18. marts indebar, at styrelsen fremover skulle sørge for, at indkvarteringen skete på en ikke-retsstridig måde,
  • at styrelsen allerede i begyndelsen af marts måned havde forelagt ministeriet fem sager, hvor styrelsen ikke havde adskilt parrene, fordi styrelsen vurderede, at der kunne være tvivl om, hvorvidt en adskillelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Man kan formentlig udtrykke det på den måde, at denne forelæggelse – som også nåede frem til ministerens bord – naturligt måtte kunne siges at betrygge ministeren i den opfattelse, at der i henseende til de øvrige adskillelser, der allerede var foretaget, ikke i styrelsen havde været tvivl om den materielle lovlighed heraf. Dermed måtte en eventuel selvstændig initiativpligt for ministeren fortone sig.

Ser man på den lange række af politisk-administrative skandalesager, der har været gennem de sidste fire årtier, er det sammenfattende billede, at en ministers pligt til selvstændigt initiativ under normale omstændigheder vil være ganske begrænset. Man kan vel vanskeligt sige, at de konkrete omstændigheder i Instrukssagen var ”normale”, men som situationen forelå – herunder med den forelæggelse af de fem ”tvivls-sager” for ministeren, der var sket – konkluderede Rigsretten, at: ”Under disse omstændigheder finder vi ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Inger Støjberg tilsidesatte en pligt, der påhvilede hende som minister, ved ikke selv at rejse spørgsmålet om genoptagelse af de sager, hvor parrene var blevet adskilt forud for den 18. marts 2016.”

Rigsretten har med sin formulering om, at der ikke var ”tilstrækkeligt grundlag” for at fastslå, at Inger Støjberg tilsidesatte en pligt til selv at rejse spørgsmålet om genoptagelse af sagerne, i hvert fald anerkendt, at der efter omstændighederne kan foreligge en pligt for en minister til at tage et selvstændigt initiativ. I lyset af ministeransvarlighedslovens bestemmelse i § 3 om, at en minister kan ifalde ansvar for at medvirke til en underordnets handling (bl.a.) ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser, er det selvsagt ikke noget overraskende resultat.

Hvordan foregår en rigsretssag?

En rigsretssag indledes med, at Folketinget vedtager beslutning herom og samtidig vedtager et anklageskrift og vælger en eller flere anklagere. Den anklagede minister vælger selv en eller flere forsvarere eller får beskikket en eller flere forsvarere. Derefter foregår en rigsretssag stort set som en almindelig straffesag ved byretten. Selv om der – som fx i Tamilsagen og i sagen mod Inger Støjberg – forinden har været en omfattende dommerledet undersøgelse, skal Rigsretten i princippet starte forfra. Det vil sige at alle relevante vidner skal afhøres, og beviserne skal fremlægges. En rigsretssag foregår for åbne døre.

Når bevisførelsen og anklagernes og forsvarernes procedure er gennemført, voterer Rigsrettens medlemmer for lukkede døre, således at hvert medlem redegøre for sit syn på sagen. Derefter afsiges der dom i overensstemmelse med stemmeflertallet. Dommen er endelig og kan ikke ankes til nogen højere retsinstans.

De første fire rigsretssager blev afviklet i løbet af fire til seks måneder. Rigsretssagen i Tamilsagen i 1993-95 strakte sig over halvandet år i Rigsretten, men det skyldtes, at sagen lå stille i knap et år, bl.a. fordi den anklagede, Erik Ninn-Hansen, blev syg under sagen. Der blev i den sag afholdt retsmøder over i alt 64 dage, og der blev afhørt 44 vidner. Rigsretssagen mod Inger Støjberg blev indledt med Folketingets beslutning tirsdag den 2. februar 2021 om at rejse rigsretstiltale. Det første egentlige retsmøde i sagen blev afholdt fredag den 25. juni, og selve sagen gik i gang torsdag den 2. september i Eigtveds Pakhus. Der blev i løbet af 25 retsdage afhørt 31 vidner. Dommen blev afsagt mandag den 13. december 2021.

Hvad er begrundelsen for Rigsretten?

Ministrene er undergivet både et politisk og et retligt ansvar.

Det politiske ansvar er forankret i grundlovens § 15, der bestemmer, at Folketinget til enhver tid kan vedtage et mistillidsvotum til en minister, således at ministeren har pligt til at gå af. Folketinget kan vedtage et mistillidsvotum med en hvilken som helst begrundelse. Som noget mindre dramatisk kan Folketinget vedtage at kritisere ministeren i form af såkaldte "næser".

Det er imidlertid ikke sikkert, at Folketinget finder, at en sådan "næse" – som også kan tildeles en tidligere minister – er en tilstrækkelig sanktion, hvis Folketinget mener, at ministeren ikke alene har handlet kritisabelt, men også har overtrådt grundloven, loven eller de pligter, der følger af stillingen som minister. I så fald kan Folketinget vælge at gøre et retligt ansvar gældende mod den pågældende ved Rigsretten. Ministrenes retlige ansvar føjer sig på den måde til det politiske ansvar og markerer, at ministrene ikke blot skal handle på en politisk acceptabel måde, men også på en juridisk acceptabel måde.

De nærmere regler om ministres retlige ansvar er fastlagt i ministeransvarlighedsloven. Det er i lovens § 5 bestemt, at en minister straffes, hvis vedkommende forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham eller hende efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter ministerstillingens beskaffenhed. Det fremgår også af § 5, at en minister straffes, hvis ministeren giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af sagen. Ministeren har således sandhedspligt over for Folketinget. Straffen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven er – medmindre højere straf følger af den øvrige lovgivning – bøde eller fængsel i op til 2 år. Forældelsesfristen er aldrig kortere end 5 år fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Rigsrettens særlige, blandede sammensætning af lige dele højesteretsdommere og folketingsvalgte lægdommere har sin begrundelse i, at der kan være behov for indsigt i de særlige politiske vilkår, som en minister arbejder under. Det gælder fx, hvis man i Rigsretten skal tage stilling til, hvilke pligter der følger af selve ministerstillingen, hvor præcise og omfattende en ministers oplysninger til Folketinget skal være, eller hvor stor faglig og juridisk indsigt, man kan kræve af en minister, der typisk ikke selv er faglig eller juridisk ekspert. Blandt de folketingsvalgte lægdommere er der typisk personer, der har erfaring fra hvervet som minister, folketingspolitiker, lokalpolitiker eller som særligt aktivt partimedlem.

Når Rigsretten tager stilling til, om en minister er skyldig og skal straffes, tæller hvert medlems stemme lige meget.

Kritik af Rigsretten

Under rigsretssagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-95 rejste hans forsvarere tvivl om, hvorvidt Rigsrettens blandede politisk-juridiske sammensætning var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang. Det skete bl.a. med henvisning til, at Folketinget både er anklagemyndighed og vælger halvdelen af dommerne. Rigsretten afviste enstemmigt forsvarernes synspunkt om, at retten ikke levede op til kravene i menneskerettighedskonventionens artikel 6. Forsvarerne klagede derefter til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der imidlertid afviste klagen som åbenbart grundløs.

Mange lande har ligesom Danmark haft en rigsret med en blandet juridisk og politisk sammensætning. Navnlig i ældre tid, hvor parlamentarismen endnu ikke var slået igennem, har man opfattet noget sådant som helt naturligt. I nyere tid har flere lande imidlertid afskaffet den særlige rigsret og henlagt opgaven med at dømme i straffesager mod ministre direkte til landets Højesteret. Det skete fx i Sverige i 1975, og samme ordning er gennemført i en række andre vesteuropæiske lande. Man har dermed også undgået, at der kan opstå tvivl om tilliden til Rigsrettens partipolitiske uafhængighed og upartiskhed.

Erfaringen fra de gamle danske rigsretssager underbygger rent historisk en sådan tvivl, idet de politisk udpegede medlemmer af Rigsretten i den anden, tredje og fjerde rigsretssag viste betydelig tillbøjelighed til at stemme i overensstemmelse med partibogen. Noget sikkert om, hvorledes de politisk udpegede medlemmer af Rigsretten stemte i sagen mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, vil på grund af arkivlovens regler om hemmeligholdelse, først være offentligt tilgængeligt om mange årtier. I rigsretssagen mod Inger Støjberg stemte som nævnt 25 ud af Rigsrettens 26 dommere for, at Inger Støjberg var skyldig i forsætlig tilsidesættelse af lovgivningen.

Da Rigsrettens sammensætning er fastlagt i grundlovens § 59, vil det kræve en grundlovsændring, hvis der skal gennemføres en reform, der ændrer sammensætningen af retten.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig