Social dialog, samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter på EU-niveau, oprettet i 1985 på initiativ af Jacques Delors som et led i skabelsen af det indre marked. Tre centrale aktører indgår i den sociale dialog: Unionen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i EU, Det Europæiske Center for Offentlige Institutioner og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation. I samarbejdets første år savnede de vedtagne fællesudtalelser gennemslagskraft, og med EU-Kommissionens sociale handlingsprogram fra 1989 forudså mange den sociale dialogs død. Parterne enedes imidlertid i 1991 om et vidtgående forslag, der blev en del af Maastrichttraktatens sociale protokol. Ifølge forslaget fik parterne ret til at blive hørt i forbindelse med EU-Kommissionens initiativer, og en endnu mere vidtgående bestemmelse var, at de selv fik mulighed for at aftale indholdet i de direktiver, Kommissionen foreslår. Bestemmelsen findes ikke tilsvarende på nationalt plan i noget land. De sociale parter har ved fælles aftaler udnyttet denne mulighed bl.a. i direktiverne om telearbejde (2002) og arbejdsrelateret stress (2004). Fælles arbejdsprogrammer 2003-05 og 2006-08 danner rammen om parternes bestræbelser, hvortil kommer Maastrichttraktatens bestemmelse om parternes ret til at blive konsulteret. Endelig er der gennem slutningen af 1900-t. og begyndelsen af 2000-t. fremvokset en social dialog i over 30 sektorudvalg, hvori arbejdsmarkedets parter laver branchevise aftaler om udvikling og regulering. Se også EU (7.1. social- og arbejdsmarkedspolitik).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.