forsikring

Forsikringsvirksomhed drives hyppigst i selskabsform. I lande uden for Danmark er statsdrift dog ikke usædvanlig, ligesom der også i udlandet forekommer tilfælde, hvor forsikringsvirksomhed udøves af enkeltpersoner.

Kravet om en betydelig kapital og ønsket om konkurrence taler imidlertid stærkt for, at forsikringsvirksomhed drives i selskabsform som et frit erhverv.

I forsikringsaktieselskaber tilvejebringes selskabskapitalen af en kreds af aktionærer, og resultatet af selskabets drift er i princippet forsikringstagerne uvedkommende, blot selskabet kan svare sine forpligtelser.

I gensidige selskaber er medlemskredsen selskabets forsikringstagere, som efter vedtægternes bestemmelser deler det driftsmæssige over- eller underskud af selskabets virksomhed.

Nutidens gensidige selskaber bruger imidlertid samme teknik som aktieselskaberne ved præmiefastsættelsen, idet driftsunderskud søges undgået. Den overvejende del af forsikringsvirksomheden i Danmark og i den øvrige verden udøves af forsikringsaktieselskaber.

For at opnå balance mellem indtægter og udgifter ved privat forsikringsvirksomhed må forsikringsgiveren tage udgangspunkt i en særlig forsikringsteknisk vurdering, som er baseret på indhøstede erfaringer.

Forsikringsvilkårene vil normalt blive baseret på et statistisk materiale, der viser den sandsynlige skadefrekvens og den gennemsnitlige udgift pr. skade inden for det område, som er afgrænset ved forsikringsaftalen.

Dette muliggør, at størrelsen af den præmie, der er nødvendig for at dække forsikringsudbetalingerne, kan beregnes ud fra et statistisk og forsikringsmatematisk grundlag.

Denne forudsætning gælder i princippet for hver af de to hovedtyper af forsikring, skadesforsikring, der navnlig omfatter tings- og ansvarsforsikring, og personforsikring, der omfatter livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring.

Selvom der foreligger landsdækkende statistikker, der viser skadernes antal og størrelse inden for det aktuelle område, kan den nødvendige præmie sjældent fastsættes alene på grundlag heraf. Når forsikring er frivillig, viser erfaringerne som regel en større skadefrekvens inden for gruppen, der tegner forsikring, end der statistisk er grundlag for.

De forsikringssøgende har tilsyneladende en evne til at forudse deres forsikringsbehov. Der sker således en "udvælgelse" mod forsikringsselskabet, der medfører, at selskabets bestand af forsikringer vil vise en højere skadefrekvens end landsgennemsnittet.

Tendensen kommer klart til udtryk inden for livsforsikring. Præmien for en dødsfaldsforsikring kan ikke fastsættes på grundlag af statistikken over befolkningsdødeligheden, men må fastsættes på grundlag af livsforsikringsselskabernes egne statistikker over de forsikredes dødelighed, der har vist sig at være større end befolkningsdødeligheden.

Selskaberne må endvidere inden for enhver forsikringsart beregne en sikkerhedsmargen, der varierer fra branche til branche. Derved bliver fastsættelsen af forsikringsvilkår til en særlig videnskab, som i Danmark er udviklet gennem aktuarstudiet (cand.act.), der bl.a. omfatter forsikringsmatematik, statistik, økonomi og forsikringslovgivning.

De forsikringsvidenskabelige kandidater samarbejder i Den Danske Aktuarforening, der er tilsluttet en verdensorganisation af tilsvarende foreninger i andre lande med henblik på at udveksle erfaringer.

Den tekniske og økonomiske udvikling, som den vestlige verden har oplevet i 1900-t., har bl.a. haft et effektivt fungerende forsikringserhverv som forudsætning.

Tegning af skadesforsikring muliggør, at erhvervsvirksomheder kan fortsætte deres produktion på grundlag af udbetalte erstatninger. Både for erhvervslivet og for privatpersoner vil muligheden for at få stillet kapital til rådighed ofte afhænge af, om der kan tegnes forsikring, således at kapitalen forbliver intakt, hvis uheldet er ude.

Et eksempel er standardvilkårene i danske pantebrevsformularer, der anvendes ved optagelse af lån i fast ejendom. Det er i disse vilkår forudsat, at der er tegnet brandforsikring for ejendommen; og det er i den danske forsikringslovgivning pålagt forsikringsselskabet at holde panthaveren skadesløs inden for forsikringssummens rammer i tilfælde af fx præmierestance eller assurancesvig.

Livsforsikringsvirksomhed må endvidere tillægges samfundsmæssig betydning langt ud over forsørgelsesformålet. Selskabernes fondsdannelser har både direkte og indirekte betydning for finansiering af væsentlige dele af såvel det offentlige som det private byggeri.

I udlandet står livsforsikringsselskaberne ofte som direkte formidlere af lån i fast ejendom, og i Danmark aftager forsikringsselskaberne bl.a. en stor del af statens og realkredittens obligationsudstedelser, ligesom mange selskaber ejer betydelige aktieposter i erhvervsvirksomheder.

For at mindske risikoen for tab vil selskabernes investeringer i aktier, obligationer og andre værdipapirer dog ofte være undergivet en række begrænsninger, som det fx er tilfældet i EU.

Forsikringsbehovet ved større erhvervsmæssige projekter kan kræve samarbejde mellem flere selskaber. Det kan ske på såvel nationalt som internationalt plan, enten ved at flere selskaber deles om risikoen i form af co-assurance, eller ved at den direkte forsikringsgiver genforsikrer, dvs. lader et andet forsikringsselskab overtage en del af risikoen mod et vederlag.

Genforsikringsselskaber videregiver ofte en del af deres risiko ved retrocession. Samarbejdet medfører, at tab ved større katastrofer bliver fordelt og derfor mindre føleligt for det enkelte selskab. Det gælder fx ved naturkatastrofer, større skibsforlis eller flyvekatastrofer, hvor erstatningerne kan omfatte milliardbeløb.

Nogle risici kan imidlertid være af en så atypisk karakter, at kun enkelte internationale selskaber vil påtage sig risikoen, fx Lloyd's of London.

Forsikringsvirksomhed i Danmark er et konkurrencepræget erhverv, der udelukkende drives i selskabsform. Erhvervet har siden begyndelsen af 1900-t. været undergivet lovmæssig regulering dels af selskabsretlig, dels af aftaleretlig karakter. Forsikringsselskabernes markedsføring er endvidere retligt reguleret gennem Markedsføringsloven og Dørsalgsloven.

Over for den private forsikringsvirksomhed står de lovbestemte sikringsordninger, hvor det offentlige yder hjælp i konkrete situationer, fx ydelser efter sociallovgivningen, lovgivningen om offentlig sygesikring og lovgivningen om erstatning til voldsofre.

Disse ydelser bliver ofte omtalt som forsikringsydelser, selvom de hviler på helt andre principper end den private forsikring: Udgifterne vil som regel blive afholdt over skatterne, og ydelserne vil blive givet efter behov.

Der er imidlertid en nær sammenhæng mellem den private forsikringsvirksomhed og retten til at modtage ydelser efter lovbestemte sikringsordninger, idet selskaberne i deres markedsføring må tage hensyn til, hvilke behov der er dækket gennem disse ordninger.

Den selskabsretlige lovgivning hviler på Lov om finansiel virksomhed, FiL. Loven er baseret på en række EU-direktiver om forsikringsvirksomhed. Det har medført en i princippet ensartet lovgivning i alle EU-lande, hvilket muliggør, at forsikringsselskaber, der har opnået koncession i hjemlandet, kan markedsføre deres produkter inden for hele EU-området, når den nationale lovgivnings krav er opfyldt.

Ifølge FiL kan et forsikringsselskab ikke udøve både skades- og livsforsikringsvirksomhed. På grund af de meget store kapitalbeløb, der forvaltes til pensionsformål, anses det for nødvendigt med en større samfundsmæssig kontrol med livsforsikringsvirksomhed end med skadesforsikringsvirksomhed. Det er derfor praktisk, at disse områder både selskabsretligt og driftsmæssigt holdes fuldstændig adskilt.

De to former for forsikringsvirksomhed udøves på grundlag af koncessioner, der udstedes af Finanstilsynet. Et forsikringsselskab kan søge om koncession til en eller flere forsikringsklasser inden for de to hovedområder.

Selskaberne må med få undtagelser ikke drive andre former for virksomhed end skades- eller livsforsikringsvirksomhed. Herudover pålægger FiL selskaberne at opfylde en række krav, bl.a. mht. størrelsen af selskabskapitalen og mht. investeringer.

Finanstilsynet påser i forening med Det Finansielle Virksomhedsråd, at FiL's bestemmelser overholdes. I livsforsikringsselskaber skal der være ansat en af Finanstilsynet godkendt aktuar.

Den forsikringsaftaleretlige lovgivning hviler på Lov om forsikringsaftaler af 15.4.1930, FAL. Herudover gælder Aftaleloven, som bl.a. har betydning for vurderingen af, hvornår der er indgået en gyldig forsikringsaftale.

Der er ikke i EU på samme måde som på det selskabsretlige område gennemført en harmonisering af lovgivningen om forsikringsaftaler. Det vanskeliggør i praksis selskabernes muligheder for at udøve deres virksomhed uden for hjemlandets grænser, idet de bestående forskelle nødvendiggør et lovvalg, dvs. et valg af, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse ved fortolkning af forsikringsaftalen.

FAL tilsigter at yde de forsikringssøgende beskyttelse mod urimelige forsikringsaftaler. Det sker gennem en række bestemmelser, der ikke kan fraviges til skade for forsikringstageren, som anses for at være aftalens "svage part". Disse bestemmelser omfatter bl.a. oplysningspligten ved forsikringsaftalens indgåelse.

Den forsikringssøgende har som hovedregel ikke en selvstændig pligt til at give oplysninger om risikoforhold mv., men blot en pligt til at besvare de spørgsmål, selskabet stiller herom. Den forsikringssøgende har imidlertid pligt til at besvare selskabets spørgsmål i nøje overensstemmelse med de faktiske forhold.

Der foreligger fx ikke "god tro" i FAL's forstand, hvis den forsikringssøgende giver urigtige eller ufuldstændige oplysninger om et forhold, som selskabet har spurgt om, selvom det sker ud fra en personlig vurdering af, at forholdet må være uden betydning for forsikringsvilkårene. Følgen kan blive forsikringsaftalens hele eller delvise ugyldighed.

En særlig regel om skadesforsikring i FAL § 39 tager sigte på at forhindre, at den sikrede opnår en fortjeneste, ved at der sker en skade. Der står, at et selskab ikke er pligtigt til at udrede andet, end hvad der tjener til den lidte skades dækning uanset størrelsen af den aftalte erstatning. En tilsvarende regel gælder ikke i livsforsikring og syge- og ulykkesforsikring, der er såkaldt summaforsikring.

Inden for personforsikring har FAL særlige regler om begunstigelsesforhold, dvs. hvem der skal have ret til forsikringen ved forsikringstagerens død. En forsikringstager kan uanset Arvelovens bestemmelser om tvangsarv frit disponere over værdien af livs- og ulykkesforsikringer inden for tvangsarvingernes kreds. FALs regler udgør derfor et supplement til Arvelovens regler om tvangsarv.

Hvis der i FAL ikke er opstillet en ufravigelig regel, står det i princippet forsikringsaftalens parter frit for at aftale forsikringsvilkårene. De vil normalt blive udformet i en police, der dels henviser til selskabets almindelige forsikringsvilkår, dels indeholder de særlige vilkår, der gælder specielt for den aktuelle forsikring.

Branchesamarbejde. Næsten alle danske forsikringsselskaber er medlem af Forsikring & Pension, der har til formål at varetage forsikringserhvervets interesser. Uddannelse af assurandører og andre medarbejdere i forsikringserhvervet finder sted på Forsikringsakademiet, der tillige gennem sin forlagsvirksomhed står som udgiver af en lang række forsikringstekniske og -juridiske fagbøger.

Koncerndannelser i dansk forsikring. Mens første del af 1900-t. var præget af nye selskabsdannelser, har årene efter 2. Verdenskrig været præget af en række fusioner med henblik på at opnå fordele ved stordrift. Væsentlige dele af forsikringsbestanden er nu samlet i et relativt lille antal forsikringskoncerner.

Der udarbejdes årligt statistik over de enkelte selskabers markedsandele og størrelsesforhold m.m., herunder oplysninger om de enkelte forsikringsbranchers forhold.

Forsikringsselskabernes omdømme har i Danmark ligesom i mange andre lande været et problem for erhvervet. Selskaberne er bl.a. blevet beskyldt for dels at formulere forsikringsvilkårene på en sådan måde, at de ikke svarer til de sikredes berettigede forventninger efter selskabernes markedsføring, dels at forsøge at unddrage sig betalingspligten gennem en restriktiv skadebehandling. En anden ofte fremført kritik mod branchen er manglende omkostningsbevidsthed, der fordyrer forsikringerne.

Assurancesvig er et andet af forsikringserhvervets problemer. Forsikringsaftalen forudsætter som en selvfølge, at den sikrede ikke forsætligt fremkalder forsikringsbegivenheden. Erfaringerne viser imidlertid, at der gøres talrige forsøg på at opnå uberettigede udbetalinger, fx ved ildspåsættelse, skibsforlis eller bortskaffelser.

Tilsvarende forekommer der ofte en "overvurdering" ved opgørelsen af det skaderamtes værdi eller forsøg på at opnå forsikring på grundlag af bevidst afgivne urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, fx om helbredsforhold i personforsikring eller tidligere skadeudbetalinger fra forsikringer i andre selskaber. Assurancesvig og forsøg derpå er strafbart efter Straffelovens bedrageribestemmelser.

Forsikringsvæsenet opstod i Danmark inden for tre forskellige brancher, nemlig bygningsbrandforsikring, anden skadesforsikring og livsforsikring ... Læs videre om dansk forsikringshistorie.