Familieforsikring, forsikring, som på en og samme police kombinerer forsikring for skade på privat indbo med privat ansvarsforsikring og retshjælpsforsikring. Forsikringen kan udvides med glas- og kummeforsikring. Den private indboforsikring dækker inden for den valgte forsikringssum hjemmets indbo mod brand, tyveri og vandskade samt visse andre almindeligt forekommende skader, fx skade, der er forårsaget ved et færdselsuheld.

Ansvarsforsikringen dækker inden for forsikringens sædvanlige dækningssummer husstandens private erstatningsansvar og tillige de såkaldte gæstebudsskader. Familieforsikring, som således ikke omfatter ulykkesforsikring, kaldes også hjemforsikring, husstandsforsikring eller familiens basisforsikring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig