En ansvarsforsikring er en aftale mellem et forsikringsselskab og en forsikringstager. Mod en præmie påtager forsikringsselskabet sig risikoen for, at en person, et selskab e.l. vil komme til at lide et tab ved at blive erstatningspligtig over for tredjemand som følge af en skadevoldende begivenhed eller undladelse.

Hvornår en person eller et selskab er erstatningspligtig, afgøres af dansk rets regler om erstatningsansvar uden for kontraktforhold.

Visse love indeholder regler om pligt til at tegne ansvarsforsikring. Det gælder fx Færdselsloven, der opstiller strenge regler om erstatningsansvar for den, der fører bil, motorcykel m.v. Ligeledes findes regler om lovpligtig ansvarsforsikring for ejere af nukleare anlæg, luftfartøjer, hunde m.m.

De fleste ansvarsforsikringer dækker kun det erstatningsansvar, som den sikrede pådrager sig ved skade på person eller ting.

Ansvarsforsikringer kan endvidere være lovpligtige i forbindelse med udøvelsen af visse professioner. Advokatansvarsforsikringen er et eksempel på en professionel ansvarsforsikring, som dækker formuetab.

Ansvarsforsikringer, som tegnes frivilligt, kan tilpasses de forskellige forhold, som forsikringstageren ønsker dækning for, og kan fx tegnes med selvrisiko, dvs. et på forhånd aftalt beløb og/eller en procentdel af skadens størrelse, som sikrede selv må udrede.

En ansvarsforsikring dækker normalt ud over selve erstatningsbeløbet også de renter og sagsomkostninger, som tilkendes skadelidte ved dom eller forlig.

Ansvarsforsikringsafgift på biler

Afgift til staten af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer og knallerter. Afgiften indbetales af forsikringsselskaberne med en procentdel af præmien, der afhænger af motorkøretøjets anvendelse. For knallerter betales ansvarsforsikringsafgift med et fast årligt beløb. Se også bilforsikring.

Kommentarer (1)

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig