Danica Pension, dansk pensions- og forsikringskoncern, oprindelig stiftet i 1842, fra 1893-1990 Statsanstalten for Livsforsikring. Efter vedtagelsen i 1990 af en lov om privatisering af Statsanstalten for Livsforsikring blev den købt af den daværende Baltica-koncern og omdøbt. Som led i afviklingen af Baltica-koncernen overtog Danske Bank i 1994 hele Danica Pension-koncernen, som fra 1995 også driver skadeforsikringsvirksomhed, og som består af otte selskaber. Koncernen havde i 2004 en samlet præmieindtægt på ca. 14,7 mia. kr.