Ankenævnet for Forsikring, organ, der behandler forsikringstageres klager vedrørende forbrugerforsikringer. Ankenævnet er stiftet i 1975 af Forbrugerrådet og Assurandør-Societetet i henhold til Lov om Forbrugerklagenævnet og tager stilling til over 2000 sager om året (2004). Ved behandling af hver enkelt klage medvirker nævnets formand, som er højesteretsdommer, samt et lige stort antal repræsentanter for forbruger- og forsikringsside. Et mindre klagegebyr tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold.