Brugen af faner kan spores 5000 år tilbage i tiden. Nogle havde form som et plastisk dyrebillede, en dyrehale eller en vindpose på en stang (veksilloider). Romerne brugte en ørn som felttegn (signum, vexillum), og disse felttegn anvendtes også ved parader og i triumftog, hvor erobrede felttegn ligeledes blev båret. Efter kejser Konstantin 1. den Stores sejr over Marcus Aurelius Maxentius i 312 indførtes et krigsbanner med Kristusmonogram på stangen (labarum). Islams forbud mod afbildning af alt levende førte til brug af faner med abstrakte mønstre. Faner i flere farver var udviklet i korstogstiden, og islams farve blev efterhånden grøn som profetens kappe. Rød blev de osmanniske tyrkers farve. Når den tysk-romerske kejser drog på korstog, satte han et hvidt kors i sin røde fane. De religiøse ridderordener (johannitere, tempelherrer, Den Tyske Orden) havde også faner. Fanernes figurindhold og farver var påvirket af heraldikken.
Der skelnes mellem forskellige typer af faner, fx en gonfanon, en lang, fliget lansefane, et banner, en rektangulær fane med våbenfigur, og en standart, en lille rytterfane. Fanerne bevarede deres signalfunktion i krig lige til 1800-t. og har stadig symbolsk betydning for hærenheder. Udgåede og erobrede faner opbevares ofte i tøjhuse eller i kirker. Erobrede, men nu forsvundne faner kan være afbildet som trofæer i fanebøger. Ved forlening modtog vasallen en fane af lensherren. Den røde blodfane symboliserede den højeste domsmyndighed. Faner med våbenmærker havde en symbolsk funktion ved fyrsters og højadeliges begravelser.
Under Den Tyske Bondekrig i 1525 brugte bønderne en fane, der viste en bondesko. Flag med striber og i reglen tre eller to farver (hhv. trikolore og bikolore) svarede oprindelig til heraldiske livréfarver. I løbet af 1700-t. blev de opfattet som nationalflag og snart identificeret med egalitære og demokratiske idéer. Socialismens røde flag kom til at spille en rolle for den politiske mobilisering af masserne.
Fønikierne og grækerne begyndte at bruge flag til søs, og flagføring prægede søfarten i Middelhavet fra 1100-t.s slutning og i Nordeuropa fra midten af 1200-t. Orlogsflag blev fra 1500-t. nødvendige, for at krigsskibe kunne manøvrere i koordineret formation. Et helt rødt flag var tegn til kamp uden pardon. Sørøvere brugte i 1600- og 1700-t. sorte flag. Vrag markeredes med et grønt flag, sygdom om bord med et gult. Monarkerne søgte at forbeholde orlogsflagene for sig selv, men købmændene ville også gerne bruge dem i beskyttelsesøjemed.
De første flagbøger og -kort udkom i slutningen af 1600-t. Videnskaben om flag og faner, veksillologi, savner imidlertid stadig en ensartet terminologi. Se også Danmark (nationalflag).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.