Flag og faner. Fanen, som de to slesvigske løver holder i hertug Valdemar Eriksens segl fra 1307, er en lensfane. Tegning af Aage Wulff i P.B. Grandjeans Slesvigske Købstæders og Herreders Segl indtil 1660 (1953).

.

Flag og faner. Kejser Henrik 7. og hans følge på vej fra kroningen i Rom i 1312, afbildet i et håndskrift i Koblenz fra 1330'erne. På lanserne ses våbenbannere for bl.a. kejseren (rigsørnen) og greven af Savoyen (rødt med hvidt kors). Rigets gul-røde krigsvimpel sidder øverst på den forreste lanse.

.

Flag. De danske linjeskibe Odin og Neptunus i Østersøen 1791. Skibene fører to orlogsflag, Dannebrog som splitflag i en dybrød farve forude som gøs og agter som nationalflag. Endvidere fører skibene kommandotegn i form af en vimpel på stortoppen. På Odins bageste mast er der yderligere sat et signalflag. Flagføringen er den samme, som bruges i dag; dog føres der nu ikke gøs i søen. Gouache af T.E. Lønning (1762-1823); Orlogsmuseet.

.
.

Flag, flag og faner, kendetegn for stater, herunder nationer, delstater, provinser, kommuner (byer), internationale organisationer og endvidere foreninger, bevægelser og militære enheder samt firmaer. Flag og faner har normalt form af rektangulære eller trekantede stykker stof med bestemte farver og figurer, der har eller kan tillægges en symbolsk betydning, og de hejses på eller fæstnes til en fastgjort eller en mobil stang; endvidere kan de bl.a. hænges på en talerstol eller lægges på en kiste.

Flaget eller fanen tilkendegiver myndighedsudøvelse, kommando og mange former for følelsesbetonet tilhørsforhold eller identitet og kan udtrykke både loyalitet og provokation eller protest, fx ved afbrænding af flag eller udrivning af symboler i flag. Flaghejsning og afdækning af faner omgives med ærbødighed.

Flag

Nationalflag er statiske symboler på nationen. Når deres udseende forandres, sker det ofte efter betydelige ændringer i nationens territoriale udstrækning eller styreform. Derudover kommer flag til, når nye nationer opstår.

De enkelte lande har regler for flagets indhold, form og brug. Der findes seks forskellige anvendelsesmuligheder for et lands national- og statsflag: civilt, stats- og militærflag på land, samt civilt, stats- og militærflag til søs. Flagene for disse seks funktioner kan alle være forskellige. Der findes særlige flag for statsoverhoveder, som bl.a. bruger dem på biler, og for militære og civile tjenestegrene. I Norden anvendes flag med to eller tre tunger, splitflag, især af statsoverhovedet og staten, mens andre normalt bruger flaget uden tunger, stutflag. Flagets farver eller figurindhold kan også forekomme i form af et smalt, trekantet flag, en vimpel.

Marinefartøjer sejler under vedkommende stats flag for entydigt at kunne identificeres og for at kunne hævde rettigheder. Et fremmed lands flag sættes på forreste mast som kompliment ved ankomst til fremmed havn eller i hjemlig havn til angivelse af togtets mål. Ellers hejses et lille flag, en gøs, i et krigsskibs stævn, kommandoflag på stormasten og et stort nationalflag i agterstavnen, et hækflag. Kommandotegn bruges også på militære køretøjer. Særlige flag, distinktionstegn, kan i militær sammenhæng markere tilstedeværelsen af højtstående personer, som er berettiget til eget kendingsflag.

For at opnå lempelige bemandings- og skatteforhold indregistreres handelsskibe undertiden i et fremmed land og benytter dette lands flag (bekvemmelighedsflag). Rederier og sejlklubber anvender desuden egne flag. Internationale signalflag bruges til kommunikation, men også som festudsmykning på skibe. Skibenes skik at kippe med flaget som en hilsen betød oprindelig en symbolsk underkastelse.

Flagning

Privatpersoner kan i almindelighed bruge nationalflaget, som også er handelsflag (koffardiflag) til søs. I de nordiske lande flager private i udstrakt grad, fx på fødselsdage, men i mange lande flages der kun på officielle mærkedage.

Flagning på halv stang som udtryk for sorg har været kendt siden 1600-t.s begyndelse; efter bisættelse og begravelse sættes flaget på hel. Et helt sort flag betyder sorg. Et hvidt flag kan være tegn til overgivelse eller forhandling som fx et parlamentærflag.

I Danmark hejses flaget kl. 8 eller ved solopgang og nedhales ved solnedgang. Det anses for ukorrekt at lægge flaget på jorden. Når der flages på halv, hejses flaget først helt til tops, og det hejses igen til tops inden nedhaling. En vimpel kan være hejst døgnet rundt. Til en fritstående flagstang bør flagets højde være 1/5 af stangens længde, og en vimpels længde halvdelen af stangens. Er flagstangen anbragt på eller ud fra en bygning, bruges et relativt større flag, idet dets højde kan være fra 1/3 til 1/2 af stangens længde. Foruden med Dannebrog kan man i Danmark uden særlig tilladelse flage med de nordiske landes flag, Europa-flaget (se EU-flaget) og FN-flaget. Tilladelse til at flage med andre flag indhentes hos den stedlige politidirektør. Ved flagning med flere flag placeres Dannebrog på den fornemste plads, enten i midten eller på højre fløj. Det er strafbart at forhåne et fremmed lands flag.

Faner

I modsætning til flag, som erstattes af nye, når dugen er slidt eller falmet, er faner unikke. Den enkelte fane indvies højtideligt, ved at der slås søm i fanens stang.

Militære faner overrækkes af statsoverhovedet. De forsynes med fanebånd eller ordenstegn til minde om fx deltagelse i slag. I nogle lande aflægger soldater faneed, og fanen æres undertiden ved berøring eller kys. Ved vagtafløsning og parader spiller fanen en central rolle. Fanen sænkes i visse lande som hilsen, så den rører ved jorden.

Som udtryk for sorg kan fanen hylles i sørgeflor, og den sænkes ved graven. Anvendelse af historiske faner som en politisk manifestation er udbredt i fx USA. Kirkefaner på tværstang træffes især i katolske lande. Brugen af faner for korporationer, fx fagforeninger og skoler, er almindelig udbredt.

Historisk udvikling

Brugen af faner kan spores 5000 år tilbage i tiden. Nogle havde form som et plastisk dyrebillede, en dyrehale eller en vindpose på en stang (veksilloider). Romerne brugte en ørn som felttegn (signum, vexillum), og disse felttegn anvendtes også ved parader og i triumftog, hvor erobrede felttegn ligeledes blev båret. Efter kejser Konstantin 1. den Stores sejr over Marcus Aurelius Maxentius i 312 indførtes et krigsbanner med Kristusmonogram på stangen (labarum). Islams forbud mod afbildning af alt levende førte til brug af faner med abstrakte mønstre. Faner i flere farver var udviklet i korstogstiden, og islams farve blev efterhånden grøn som profetens kappe. Rød blev de osmanniske tyrkers farve. Når den tysk-romerske kejser drog på korstog, satte han et hvidt kors i sin røde fane. De religiøse ridderordener (johannitere, tempelherrer, Den Tyske Orden) havde også faner. Fanernes figurindhold og farver var påvirket af heraldikken.

Der skelnes mellem forskellige typer af faner, fx en gonfanon, en lang, fliget lansefane, et banner, en rektangulær fane med våbenfigur, og en standart, en lille rytterfane. Fanerne bevarede deres signalfunktion i krig lige til 1800-t. og har stadig symbolsk betydning for hærenheder. Udgåede og erobrede faner opbevares ofte i tøjhuse eller i kirker. Erobrede, men nu forsvundne faner kan være afbildet som trofæer i fanebøger. Ved forlening modtog vasallen en fane af lensherren. Den røde blodfane symboliserede den højeste domsmyndighed. Faner med våbenmærker havde en symbolsk funktion ved fyrsters og højadeliges begravelser.

Under Den Tyske Bondekrig i 1525 brugte bønderne en fane, der viste en bondesko. Flag med striber og i reglen tre eller to farver (hhv. trikolore og bikolore) svarede oprindelig til heraldiske livréfarver. I løbet af 1700-t. blev de opfattet som nationalflag og snart identificeret med egalitære og demokratiske idéer. Socialismens røde flag kom til at spille en rolle for den politiske mobilisering af masserne.

Fønikierne og grækerne begyndte at bruge flag til søs, og flagføring prægede søfarten i Middelhavet fra 1100-t.s slutning og i Nordeuropa fra midten af 1200-t. Orlogsflag blev fra 1500-t. nødvendige, for at krigsskibe kunne manøvrere i koordineret formation. Et helt rødt flag var tegn til kamp uden pardon. Sørøvere brugte i 1600- og 1700-t. sorte flag. Vrag markeredes med et grønt flag, sygdom om bord med et gult. Monarkerne søgte at forbeholde orlogsflagene for sig selv, men købmændene ville også gerne bruge dem i beskyttelsesøjemed.

De første flagbøger og -kort udkom i slutningen af 1600-t. Videnskaben om flag og faner, veksillologi, savner imidlertid stadig en ensartet terminologi. Se også Danmark (nationalflag).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig