devise (sætning)

Devise, (fra fransk 'valgsprog, sentens', af deviser egl. 'inddele, ordne'), valgsprog, motto, sentens, tankesprog, emblem.

En devise var oprindelig et heraldisk kendemærke, der førtes jævnsides med slægtsvåbenet; den bestod da af en krop (corps) og en sjæl (âme), dvs. den var en kombination af en figur fra våbenet og et valgsprog, der gensidigt belyste hinanden. Da noget lignende gjorde sig gældende inden for renæssancehumanisternes emblematik, blev devisen og emblemet ofte blandet sammen. Samspillet mellem billede og sentens faldt siden bort: Emblem bruges nu kun om en symbolsk figur, mens devise er blevet ensbetydende med valgsprog. Derfor skelnes der i fagsprog mellem orddeviser og billeddeviser, der har en vis lighed med den heraldiske badge. Hertil kommer de såkaldte bogstavdeviser (devises littérales), som kun giver valgsprogets forbogstaver. Fx blev Christian 4.s valgsprog Regna firmat pietas (lat. 'fromhed styrker rigerne') ofte forkortet til RFP og udlagt af folkeviddet som 'riget fattes penge'. Mange af disse forkortelser er nu uforståelige, og deviser kunne blive meget komplicerede. Således udgav H.G. Yelin (1725-90) i 1784 et værk med 81 kongelige deviser, der alle var bygget over forbogstaverne FSDR, dvs. Frederik den Sjette, danernes regent.

Deviser kan antages af enhver, men føres ofte af en hel slægt og kan være fastsat i et adelsbrev. Sproget er oftest latin eller fransk, men modersmålene vinder frem, fx i nye storkorsvåbener. Da deviser har betydning for identificering af malerier, kunstgenstande, bogbind osv., er der udgivet omfattende håndbøger om emnet. Også bygninger, især offentlige, kan bære deviser; jf. fx Københavns Universitet på Frue Plads og Domhuset på Nytorv i København. Se emblematik.