Udbredelse af pornografiske fotografier, film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år straffes efter straffeloven § 235 om forbud mod børnepornografi. Bestemmelsen omfatter også optagelser med direkte udsendelse.

Det er endvidere strafbart at besidde børnepornografi eller mod vederlag eller gennem internettet eller lignende at gøre sig bekendt med den slags materiale.

Det er også strafbart at medvirke til, at en person under 18 år deltager i "en forestilling med pornografisk optræden". En tilskuer til en sådan forestilling kan også straffes. Det fremgår af straffeloven § 227. Forbuddet omfatter "live-optræden", herunder striptease eller andre former for nøgendans.

Salg af "utugtige" billeder eller genstande til en person under 16 år er strafbart efter straffeloven § 234, som ikke længere anvendes i praksis. Udtrykket "utugtige" er i andre bestemmelser erstattet af udtrykket "pornografiske", se ovenfor om straffeloven § 235.

Retshistorisk udvikling

Indtil 1969 kunne der straffes for offentliggørelse, udbredelse mv. af »utugtige billeder eller genstande« samt foranstaltning af »offentligt foredrag, forestilling eller udstilling af utugtigt indhold«. I 1967 var tilsvarende regler om »utugtige skrifter« blevet afskaffet. Forbuddet mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi blev indført i 1980, og reglerne herom er flere gange senere blevet udvidet og skærpet. I 2000 blev det kriminaliseret at fremstille pornografi med unge som aktører, se straffeloven § 226, som oprindeligt stod i § 230.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig