Tandbørste, børste til daglig tandpleje. Grove tandbørster med runde hoveder findes omtalt i 1560 i Frankrig. I 1700-t. blev fint forarbejdede tandbørster af sølv og ibenholt almindelige i adelskredse.

I Danmark omtales tandbørsten først i begyndelsen af 1800-t.; tidligere holdt man tænderne rene ved at gnubbe dem med en flosset træpind eller et stykke stof. Tandbørstens skaft kunne være af træ eller ben med svinebørster; i dag er tandbørster en billig, specialdesignet massevare med skaft af plast og nylonbørster, og i løbet af 1900-t. blev tandbørstning med tandpasta en selvfølgelig del af den personlige hygiejne.

Forsøg med fremstilling af elektriske tandbørster fandt i 1880'erne sted i USA. Den første egentlige elektriske tandbørste blev markedsført i Schweiz lige efter 2. Verdenskrig og i USA fra 1960; herefter blev den så udbredt, at den nu er en almindelig forbrugsgenstand i den vestlige verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig