kulturhistorie

Kulturhistorie, meget forskelligartede videnskabelige discipliner og forskningsfelter, der har til hensigt at beskrive civilisationsprocessen og bevidsthedsudviklingen.

I arbejder, der definerer sig selv som kulturhistoriske, kan der indgå elementer af antropologisk, arkæologisk, etnografisk, etnologisk, kunsthistorisk, sproghistorisk, mentalitetshistorisk og socialhistorisk karakter. Ofte bliver kulturhistorie stillet i modsætning til politisk historie.

Den moderne kulturhistorie har sin oprindelse i bl.a. Montesquieus og Voltaires forsøg i 1700-t. på at udvikle en samfundshistorie, der bedre end traditionel, kronologisk begivenhedshistorie kunne beskrive og forklare menneskehedens åndelige og materielle udvikling. Montesquieu og Voltaire anlagde begge et universelt syn på denne udviklingshistorie.

I årene omkring 1800 blev den kulturelle forskel mellem de forskellige folkeslag understreget af romantikkens tænkere og historikere, der arbejdede i forlængelse af Johann Gottfried von Herder.

Det enkelte folks kulturelle særpræg og "folkeånd" afspejledes i deres materielle og åndelige frembringelser. Det betød, at et hovedmål for studiet af byggeskik, redskaber, fester, folkeskikke, sprog, litteratur m.m. blev at bekræfte den nationale identitet. Et karakteristisk eksempel er Troels-Lunds Dagligt Liv i Norden (1879-1901).

Mange steder i Europa blev studiet af fortidens materielle og åndelige levn en slagmark for nationale konflikter, men samtidig lagdes grunden til en række videnskabelige discipliner, der ofte betegnes som kulturhistoriske, fx folkloristik, etnologi og arkæologi.

Med Jacob Burckhardts Die Kultur der Renaissance in Italien (1860, da. Renaissancens Kultur i Italien, 1903) blev kulturhistorien etableret som selvstændig disciplin. Burckhardts mål var at undersøge de æstetiske og moralske idéer, der lå til grund for den italienske renæssance. Hovedsynspunktet var, at man ud fra en analyse af litteratur, billedkunst, social organisation osv. kan beskrive et samfunds kulturelle stade.

I anden halvdel af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. blev kulturhistorien kombineret med sociale udviklingsmodeller, bl.a. gennem forsøg på at skrive generel kulturhistorie på et marxistisk grundlag. I modsætning til Jacob Burckhardt og de nationale folkemindeforskere, der tolkede genstandene som udtryk for en bestemt ånd eller mentalitet, fremhævede Karl Marx de materielle vilkår som bestemmende for menneskers bevidsthed.

I forlængelse heraf forsøgte Karl Lamprecht i Die kulturhistorische Methode (1900) at opstille generelle love for kulturudviklingen, idet han antog, at et bestemt socialt og kulturelt udviklingstrin ville give sig udslag i bestemte forestillinger og idéer.

Også socialdarwinistiske forestillinger kom til at farve forsøgene på at skrive generel kulturhistorie, der undertiden kunne få karakter af en menneskehedens udviklingshistorie. Ofte var der tale om en håndfast og ukritisk brug af biologiske begreber. Et eksempel er forestillingen om kulturel "degeneration", der var fremherskende i årtierne omkring 1900. Især senantikken blev fremdraget som et eksempel på kulturel degeneration.

Degenerationsforestillingerne førte tit til spekulationer over den europæiske kulturs fremtid, således hos Oswald Spengler i Der Untergang des Abendlandes (1918-22). Andre tog skridtet fuldt ud og brugte biologisk degeneration som forklaring på politiske og kulturelle fænomener. Det gælder fx historikeren Gustav Bangs disputats om årsagerne til den danske adels tilbagegang i 1600-t. (Den gamle danske Adels Forfald, 1897).

Det mest ambitiøse danske forsøg på at skrive generel kulturhistorie er Hartvig FrischsEuropas Kulturhistorie (2 bd., 1928). Frisch er især kendt for sin definition: "Kultur er Vaner", mens fremskridt defineres som brud med herskende vaner. Kulturer kan stivne og blive udlevede. Derfor kunne betingelsen for udvikling i nogle tilfælde være, at man trådte flere trin tilbage i kulturudviklingen for at finde grundlaget for ny fremgang. Under tydelig inspiration fra den tyske historiker og sociolog Max Weber beskriver Frisch de enkelte epoker med udgangspunkt i sociale idealtyper, der antages at besidde en række egenskaber og bevidsthedsmæssige træk, der er karakteristiske for det pågældende samfunds kulturelle og sociale udviklingstrin.

Den stærke orientering mod økonomisk og social historie i tiden mellem de to verdenskrige prægede også kulturhistorien, hvor opmærksomheden i vid udstrækning blev rettet mod materielle fænomener. Kulturhistorie blev derved i stadig højere grad forbundet med etnografi, etnologi, folkloristik og arkæologi. Den materielle kulturhistorie var især knyttet til museerne. I Danmark udgjorde sammenhængen mellem landskab, bebyggelse og kultur et centralt tema i flere generationer, repræsenteret ved så fremtrædende og indbyrdes forskellige kulturhistorikere som Hugo Matthiessen og Axel Steensberg.

En reaktion mod den dominerende materielle kulturhistorie kom med Arnold J. Toynbees A Study in History (1934-54). Toynbee forkastede den økonomiske determinisme og fremhævede psykiske og mentale kræfter som afgørende for kulturernes udvikling. Sine sammenligninger mellem forskellige kulturkredse satte han ind i et omfattende og kompliceret kulturfilosofisk system.

Toynbee vakte diskussion, men fik næppe betydning på længere sigt. Vigtigere var det, at det traditionelle skel mellem begivenhedshistorie og kulturhistorie i nogen grad blev nedbrudt, ikke mindst gennem Annalesskolens (Marc Bloch, Fernand Braudel, Jacques Le Goff, Georges Duby) forsøg på at etablere en form for totalhistorie, der kunne sætte politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fænomener i et sammenhængende mønster. I konsekvens heraf blev hovedvægten forskudt fra traditionelle økonomisk-sociale problemstillinger til studiet af livsformer og mentalitetshistorie (se også historisk antropologi).

Indtil 1950'erne var kulturhistorien i udtalt grad eurocentrisk, dvs. det givne udgangspunkt for alle sammenligninger var europæiske forhold. Under indflydelse af den moderne socialantropologis problematisering af traditionelle rationalitetsforestillinger er eurocentrismen blevet afløst af et relativistisk syn på kulturelle og mentale fænomener og udtryk. Medvirkende hertil var også værdikrisen som følge af 2. Verdenskrig og Auschwitz, men også vækstsamfundets miljømæssige omkostninger har haft betydning (se også fremskridtstro).

Relativismen har uden tvivl virket blokerende for mulighederne for at skrive generel kulturhistorie. En global kulturhistorie, der tog lige hensyn til alle kulturer, forekom at være en umulighed.

I slutningen af 1900-t. har der imidlertid vist sig tegn på, at den traditionelle, generaliserende, eurocentrerede kulturhistorie kan få en renæssance. Flere forhold spiller ind: den igangværende europæiske identitetsdannelse i sammenhæng med EU og en stærkere bevidsthed om kulturelle og mentale forskelle mellem de enkelte kulturkredse.