gravsten

Gravsten, dels mindesmærker anbragt over jorden på et udendørs gravsted, dels større eller mindre gulvfliser med udhuggede indskrifter og ofte legemsstore portrætter af de afdøde, lagt i kirkegulvet over begravelser (ligsten).

Kirkegården var fra gammel tid den kristne begravelsesplads, men særligt udvalgte personer blev flyttet ind eller stedt til hvile i kirkerne. I Danmark bredte denne skik sig i verdslige kredse fra 1200-t. og blev først afskaffet ved lov i 1805. Det kunstneriske højdepunkt udgøres af adelige gravsten, udført af stenhuggere fra 1400-t.s slutning til 1600-t.s begyndelse; de ligger i mange kirkegulve landet over. I barokken gled skikken snarere i retning af malede og udskårne epitafier i kirkerne. Kort før midten af 1800-t. kom støbejernskors på mode, og i anden halvdel af 1800-t. blev brugen af udendørs gravsten en almindelig del af begravelseskulturen, overvejende i form af masseproducerede gravstenstyper. På mange kirkegårde værnes ældre gravsten af kulturhistoriske hensyn ofte længe efter, at graven er sløjfet. Det gælder i de fleste tilfælde gravsten over skikkelser fra samfundets øvre eller mellemste lag. Gravminder sat over samfundets flertal, mennesker fra almuen i by og på land, har normalt kun eksisteret i få årtier, bl.a. fordi de i mange tilfælde har været af træ, jf. Jeppe Aakjærs digt om Jens Vejmand (1905). Se også kirkegård.